Jeanette og Klaus sprang ud før det var alment accepteret: ”Vi har aldrig kysset offentligt”

Jeanette sprang ud som 14-årig

Jeg har altid vidst, siden jeg gik i tredje klasse og blev forelsket i min lærerinde, at jeg var til piger. 

Mænd har aldrig sagt mig noget. 

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Men jeg kendte ikke begrebet lesbisk, så jeg fik mandlige kærester som helt ung – for det var det, man gjorde. Det føltes bare aldrig rigtigt. Jeg sprang ud som 14-årig over for mine veninder – og som 19-årig over for mine forældre.

En dag opdagede jeg en pamflet i den lokale Brugs. Den handlede om homoseksualitet, og jeg gik mange gange frem og tilbage og studerede den, selvfølgelig i hemmelighed. Til sidst fik jeg taget mig mod til at snuppe brochuren og ringe til det rådgivningsnummer, som stod i den. Det åbnede en ny verden, hvor jeg endelig forstod, at det, jeg følte, havde et navn.

Jeg fortalte min mor, at jeg havde fået en veninde, der var lesbisk. Hun kvitterede med et modspørgsmål: Om jeg da også var det? Jeg svarede hurtig ja og stak så af. På den noget underfundige måde ”sprang jeg ud”. 

Det var ikke noget, vi efterfølgende snakkede om, men min fornemmelse er, at mine forældre aldrig helt forstod, at jeg var lesbisk. 

Måske håbede de, at det bare var en dille, som gik i sig selv.

På en eller anden skæv måde accepterede mine forældre stiltiende min seksualitet. Selv om vi aldrig talte om det, fik min kæreste og jeg lov at bo hos dem. Jeg tror, at de elskede mig for meget til at slå hånden af mig, som mange forældre ellers gjorde, hvis de fandt ud af, at deres børn var homoseksuelle. 

Men de kom ikke til mit bryllup, da jeg senere blev gift med min kone. 

Jeg har aldrig fået en forklaring; det er ikke noget, jeg har bragt op. Men det føltes nok ikke som et ”rigtigt” forhold for dem, som hvis jeg var blevet gift med en mand. At de ikke deltog i den vigtigste dag i mit liv, har jeg altid været ked af.

Jeg har aldrig følt mig 100 procent accepteret som lesbisk. Jeg har oplevet at få tilråb fra fremmede mænd på gaden, som kaldte mig “lebbe”, og derfor holdt min kone, som desværre døde i 2017, og jeg aldrig hinanden i hånden eller kyssede offentligt. Ikke fordi vi ikke elskede hinanden, men fordi vi var bange for omverdens reaktioner og ikke ønskede at provokere nogen. 

Særligt min kone var optaget af, at jeg ikke kaldte hende skat i offentlighed – hun var, om muligt, endnu mere optaget af ikke at støde nogen, end jeg er.

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

Jeg er blevet mere ligeglad med, hvad andre synes om min seksualitet. Alligevel ligger det altid i baghovedet, hvad andre mon tænker, hvis de finder ud af, at jeg er lesbisk. Som da en ældre nabo, som ovenikøbet er Jehovas vidne, for nylig ville være ”venner” på Facebook – der tog jeg mig i at tænke “årh, nej, så opdager hun, at jeg er lesbisk, gad vide, om hun så vil snakke med mig?”.

Den tanke blev heldigvis gjort til skamme, for hun opfører sig, som hun altid har gjort, over for mig.

Ét af de få steder, jeg har oplevet at blive fuldt accepteret, var i Nijmegen i Holland, hvor jeg som ung boede i tre måneder.

Her havde man et moderne syn på homoseksualitet. Jeg oplevede den ultimative frihed for første gang i mit liv – tænk sig at kunne holde i hånd og kysse sin kæreste uden at være bange for tilråb. 

Det er sådan, det må føles at være heteroseksuel – sikke et privilegie at føle sig så accepteret.

Det må bestemt være nemmere at springe ud i dag. Sammenlignet med dengang jeg sprang ud i starten af 1980’erne. Jeg tror, folk, der er yngre end jeg, har meget nemmere ved at stå frem og fortælle om deres homoseksualitet.

I min generation er det stadig mere “forbudt”. Men desværre ser man også tendenser rundt om i verden, hvor homoseksualitet forbydes, for eksempel i Asien, Afrika og sågar USA. 

Det er ufatteligt, at vi ikke er kommet videre med vores samfundsudvikling, men ligefrem går skridt tilbage.

Klaus sprang ud som 25-årig

“Vi fandt kærester på øde strande og i Den Blå Avis”

Allerede som helt lille dreng kunne jeg mærke, at jeg var anderledes. 

At jeg havde en feminin side. 

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Jeg har altid godt kunnet lide drenge og interesserede mig mere for dem end for piger, og da jeg blev ældre, i 10-12-års-alderen, begyndte jeg at mærke, at drenge tændte mig seksuelt. Men det var ikke, før jeg blev 25 år, at jeg sprang ud officielt.

Som 13-årig begyndte jeg at udforske min homoseksualitet i hemmelighed. Jeg fandt ud af, at der lå en øde strand i området, jeg kom fra i Sønderjylland, som var kendt for at huse homoseksuelle på jagt efter kærester og sexpartnere. 

Her havde jeg min første seksuelle oplevelse med en mand, en tysk dreng, der nok var fem-seks år ældre end mig, bag en busk. Fra den dag var jeg ikke i tvivl om, at jeg var til mænd. 

Men det var en dyb hemmelighed.

Jeg skammede mig ikke eller syntes, det var ulækkert. Men det var ikke accepteret i samfundet omkring mig at være homo. Da jeg sprang ud som 25-årig, tog både min mor og far godt imod nyheden, men jeg kommer også fra et hjem, hvor der altid har været rigtig højt til loftet, og man har kunnet snakke om alting. 

Sådan var det langt fra i alle familier.

Som 17-årig fandt jeg en kæreste i Den Blå Avis. Det var datidens datingcentral for både homo- og heteroseksuelle, hvor man kunne indrykke kontaktannoncer – der fandtes jo hverken appen Grindr eller facebookgrupper. Casper, som fyren hed, var som jeg 17 år, og vi fik et hemmeligt kæresteforhold en sommer. 

Kort efter kunne Casper ikke længere holde ud at holde sin seksualitet hemmelig, og han fortalte sine forældre, at han var til mænd. Det betød, at alle hans ting blev sat ud på gårdspladsen – han blev simpelthen smidt ud hjemmefra.

Min kæreste, Kim, kom til Danmark i 1987 som 12-årig. Han har haft grimme oplevelser med folk, der fordømte hans homoseksualitet så sent som i 1990’erne, og det gør, at han ikke har lyst til at stå offentligt frem. 

Jeg tror dog også, hans kulturelle ophav som asiat har noget at sige; det er slet ikke accepteret på samme niveau at være homoseksuel, der hvor han kommer fra. Kim og jeg holder aldrig i hånden eller kysser offentligt, for det ønsker han ikke. 

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Det respekterer jeg; det gør ikke vores kærlighed mindre.

Jeg har på mange måder været forskånet for dårlige oplevelser. Men jeg ved godt, at det er manges realitet, herunder min egen kærestes – og det på trods af at vi skriver 2025, og at man har kendt til homoseksualitet i mange år. 

Jeg vælger udelukkende at omgås mennesker, der vil mig det godt, og som er fordomsfrie, og det er måske én af grundene til, at jeg ikke har oplevet en masse had eller fordomme.

Homoer har mange flere muligheder end dengang, jeg sprang ud. I dag kan to mænd også blive fædre sammen, og det er fantastisk – det kunne jeg da også godt have tænkt mig, men nu er jeg for gammel. 

Vi har et vennepar, hvis søn sprang ud sidste sommer til en fest, vi holdt. Der sad de unge mænd og kyssede og krammede, og ingen rynkede på næsen, selv om mange af vores venner er heteroseksuelle. 

Sådan ville det ikke have været i 1980’erne – jeg ville i hvert fald aldrig havde turdet vise min kærlighed offentligt til en mand på den måde.