Eva Jin: ”Jeg kan huske, hvordan jeg skulle tvinge mine ben til at bevæge sig op ad trappen”

Hvilken vej var den første, du gik på som barn?

– Jeg er født på Frederiksberg, men da jeg var omkring to år gammel, gjorde mine forældre det helt klassiske og rykkede ud af byen, så deres børn kunne få lys og luft omkring sig. 

Derfor er den første vej, jeg husker at gå på, Brøndsted i Veksø. En rolig vej med dobbeltrækkehuse, marker til den ene side og en mose for enden. 

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Vi susede rundt i nabolaget på løbehjul og waveboards, som hittede stort i 00’erne. Jeg husker det som helt idyllisk.

Alle væggene i huset var gule, da vi flyttede ind. Men mine forældre fik dem hurtigt malet, fordi de mere er hvidvægs-personer og ikke er til alt mulig crazy. Jeg var ikke så bekymret for at stikke ud. 

Da jeg fik et tryllesæt med en høj hat, ville jeg mega gerne have den på i skole, fordi jeg drømte om at blive forfatter og syntes, jeg lignede H.C. Andersen lidt med den hat på hovedet. Min mor overtalte mig til at tage den med i tasken i stedet, fordi hun ikke ville have, jeg blev mobbet. 

Men da hun senere kørte forbi skolen på vej til stationen, kunne hun se den høje tryllehat stikke op i vinduet i mit klasselokale. Og så vidste hun jo godt, at jeg havde taget den på alligevel. Jeg blev aldrig mobbet. 

Og da jeg som teenager skiftede til Steinerskolen blendede jeg helt ind, for der er det trenden at skille sig ud. Det er næsten lidt komisk. 

Selvom jeg er meget glad for Steiner og passede godt ind i det kreative miljø, skal man også lige huske, at det også bare er en provinsskole i Herlev. Uanset hvor mange elever, der går i sært tøj og spiller obo.

Din vigtigste vejviser?

– Min egen mavefornemmelse. Det er lidt cheesy at sige, og der har selvfølgelig været mennesker i de her kreative miljøer, jeg har været i, der har givet mig en masse og betydet meget for mig, men det vigtigste har alligevel været min egen mavefornemmelse. 

Min mor syntes ikke, det var en super idé, det der med at ville noget kreativt og noget med showbusiness. Hun var meget bekymret. Fordi det jo er en usikker vej. Og det har jeg også været. Det er jeg stadig. 

Det er sådan en dobbelthed i mig. Jeg har altid været enormt målrettet og fast besluttet på, at det var det, jeg ville, men jeg har sideløbende tvivlet på, om jeg var god nok til det. Alligevel har der været det drive inde i mig selv, der har været stærkest. Og jeg tror egentlig, at man bliver bedre af ikke at gå og være for sikker. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Den tvivl har betydet, at jeg har sat alt ind på, at det skulle lykkes. Hver gang en syvkabale er gået op eller en strandsælger har solgt mig en lykke-amulet på en ferie, så har jeg brugt mine ønsker på at ønske mig en karriere indenfor showbusiness. 

Alle mine tanker og al min tid er gået den vej, fordi jeg har villet det så meget.

Hvordan fandt du din levevej?

– Som barn var det hele lidt blandet. Jeg ville være skuespiller, forfatter, instruktør. Alt muligt på en scene. Men i alle de små forestillinger, jeg opførte for mine forældre, kunne jeg mærke, at det var grinet, der sad i mig bagefter. 

Det har bare altid føles så cool for mig at få folk til at grine. Min far er sjov, og humor fylder meget i min familie. Så selvom mine forældre ikke lige tænkte, det var den vej, jeg skulle gå, så har humor og komik alligevel altid været værdifuldt. 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe det an, men jeg følte, at det mest konkrete, jeg kunne gøre, var at skrive standup. Så det gjorde jeg. 

Jeg fik min debut i Huset i Magstræde i København. Det var vildt overvældende. Jeg kan huske, hvordan jeg ligesom skulle tvinge mine ben til at bevæge sig op ad trappen mod scenen. Det var nok heller ikke helt så god en oplevelse, som jeg havde håbet på. Men der kom da nogle grin. Og det slog mig overhovedet ikke ud. 

Min indre beslutsomhed betyder, at jeg bliver ved. Også selvom jeg tvivler på mig selv hele vejen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg synes egentlig, at jeg er ret god til at lukke folk ind, men hvis jeg skal pege på én, der fandt vej som en af første, er det min barndomsveninde fra Veksø. 

Vi mødte hinanden i børnehaven, og mit første minde om hende er en dag, hun var hjemme hos mig, men havde slået hovedet ind i en pæl og lå og kastede op, indtil en af hendes forældre kom og hentede hende. 

Ret voldsomt, men den slags tænker man jo ikke på som barn. Vi var altid sammen. Sad ved siden af hinanden i klassen og kørte sammen hjem fra skole. For at gå til karate eller sidde i sofaen og se fjernsyn. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Eller lave videoer. Det gjorde vi virkelig meget. Det var et meget intenst venskab. Mere intenst end et kæresteforhold. Fordi det var sådan en tosomhed, der bare fortsatte. 

Vi blev aldrig uvenner. Og når hun fik nye venner, sørgede jeg bare for også at blive venner med dem. Jeg tror, vi fandt en enorm tryghed og genkendelse i hinanden. 

Vi ses stadig, dog på en helt anden måde, nu hvor vi er voksne. Men jeg håber, det er et venskab, der vil vare hele mit liv.

Hvornår har du stået ved en skillevej?

– Selvom jeg har været meget målrettet, har jeg jo også altid været meget bekymret. Så for at være lidt på den sikre side, meldte jeg mig til et enkeltfagskursus i matematik, så jeg kunne læse biologi på universitetet. 

To dage efter min første TV-optræden nogensinde ved Zulu Comedy Galla skulle jeg møde op på det matematikkursus, ellers ville jeg miste pladsen. Jeg kan huske, at jeg lå på en madras i en venindens lejlighed, for jeg havde ikke selv noget sted at bo, og tænkte over, hvad jeg skulle gøre. 

Det føltes som et helt afgørende valg, for hvis jeg ikke mødte op, satsede jeg ligesom også alt på at lykkes på scenen. Min optræden var ikke blevet sendt endnu, men der var ligesom en stemning i branchen af, at det var gået rigtigt godt. Der var mange, der talte om det. Og jeg havde også selv mærket det. 

Det føltes som om, det var den rigtige timing. Så jeg blev på madrassen. Og i dag er jeg simpelthen så glad for, at jeg ikke tog på det matematikkursus.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Jeg har dyrket karate, siden jeg var 10-11 år gammel, og jeg kan huske, hvordan jeg til en af mine sidste kampe – en finale ved DM i en hal et eller andet sted i Danmark – pludselig blev lidt bange og rådvild, og derfor blev helt låst. 

Det er det sidste, man skal blive i karate, for så vinder man jo ikke. Min modstander gik frem og fik et slag ind. Det løsnede op for det hele, og jeg gjorde alt mulig for at vende kampen. Men det var selvfølgelig for sent.

Jeg har ikke haft det med karate som med min karriere, jeg vidste godt, det ikke var det, jeg ville. Men jeg havde lidt af den samme målrettethed og lovede mig selv, at jeg ville have det sorte bælte, før jeg stoppede. Og det fik jeg. 

LÆS OGSÅ

Lisa opdagede sin mands utroskab - men så ramte tragedien

Selvom jeg havde min del af ansvaret for, at mit ægteskab hang i laser, så gjorde jeg intet for at redde det. Først da en tragedie nær havde ramt mig, forstod jeg, hvor dyrebar kærligheden er, og hvor meget vi skal passe på den og hinanden. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

I dag sidder teknikken stadig i kroppen, men jeg har jo ikke nogen muskler tilbage, så jeg ved ikke helt, hvordan det ville gå mig i en kamp i en mørk gyde. Men jeg er vildt god til at give lammere.

Hvor er du på vej hen nu?

– Jeg skal på tour med mit første show. Det er kæmpestort. Jeg ved ikke, om det er sådan et ”Look Mama I Made It-moment”, for jeg har jo den der dobbelthed i mig. 

Jeg er målrettet og fast besluttet på at lykkes, og samtidig enormt meget i tvivl om det hele er godt nok. Men jeg har en virkelig god fornemmelse omkring det. Og en fornemmelse af, at den der mavefornemmelse, jeg har valgt at følge, er god nok. 

Tvivlen gør mig bedre. Det tror jeg virkelig på. 

Jeg drømmer også om at skrive en TV-serie en dag. Det er tryllehatten og H.C. Andersen og drømmen om at blive forfatter, der stadig lever i mig.