Stilbillede fra 'The Beast In Me'.

Er du ikke allerede vild med Claire Danes, så bliver du det efter at have set denne serie

Claire Danes spiller hovedrollen som en berømt forfatter ødelagt af sorg i serien 'The Beast In Me'

ALT for damerne logo

Der er efter min mening ingen skuespillere, der har et ansigt som Claire Danes. 

Hun kan med en næsten umærkelig trækning lade os alle få et glimt af indvendig smerte og varsle en ustabilitet og selvdestruktion hos kvinden, der ellers umiddelbart ligner alles tilforladelige nabo. 

For os, der op gennem 2010’erne fulgte agenten Carries karriere, kollaps og genrejsning i 'Homeland', er det en tidlig julegave, at holdet bag er tilbage med en ny serie, der lover dobbeltspil og psykologiske dilemmaer. 

I 'The Beast In Me' spiller Danes en anerkendt forfatter, Aggie Wiggs, som efter sin søns død er ude af stand til at skrive flere bøger. Men da en berømt ejendomsmogul med en mystisk fortid flytter ind i huset ved siden af, får hun færten af en historie, der måske kan bringe hende tilbage på sporet. 

Nile Jarvis (spillet af Matthew Rhys) var nemlig hovedmistænkt i sagen om hans kones forsvinden, men endte med at gå fri. Med en usund insisteren, som man genkender fra andre Claire Danes-roller, kaster hun sig ind i jagten på sandheden og på naboens dæmoner, mens hun flygter fra sine egne. I løbet af de otte afsnit opstår tvivlen; hvem er egentlig ”the beast”…?

'The Beast In Me' kan ses på Netflix fra 13. november