Ghita Nørby: "Jeg har gjort masser af forkerte ting i mit liv, men jeg fortryder dem ikke"

I bogen, "Hvad livet har lært os", har den debuterende forfatter Kasper Andersson talt med 10 kulturpersonligheder. 

Udgangspunktet er enkelt, men tidløst: Hvilke råd vil de give videre til den næste generation? 

Kasper Andersson repræsenterer selv den unge generation, og gennem sine samtaler undersøger han, hvad der stadig binder os sammen på tværs af alder og holdninger.

Herunder kommer et redigeret uddrag fra bogen, hvor Kasper Andersson taler med skuespiller Ghita Nørby.

I Ghita Nørbys have står en række sirligt plantede kirsebærtræer, som løber i en lige linje ned mod søen, der adskiller hendes sortmalede bjælkehytte og Rude Skov. Tilsammen udgør de en allé, en passage velsagtens, man kan gå ud igennem en rosenport. Det gør vi, Ghita og jeg, for hun insisterer på, at jeg skal ned og se de knopskud, kirsebærtræerne er begyndt at danne i det tidlige forår. 

Det er længe siden, solen har været fremme. Det er længe siden, luften har været så klar, og samtidig så stille. Enkelte fugleskrig overdøver den konstant rislende sø, og vi smyger os rundt om en glaspavillon, hun kalder Diamanten, og alle rosentårnene og ned langs vandløbet. Hun fortæller mig, at når tid er, og alting springer ud, danner kirsebærtræernes kroner et hvidt tag hen over hele haven: 

”Som en sky, der er faldet ned.” Senere på sommeren falder bladene af træerne. De dækker hele græsplænen og farver den hvid. 

”Det er, som om himlen bliver trukket ned på jorden.”

Vi får kaffen under knopskuddene med udsigt ud over søen. Ghita anbefaler mig at komme flødeskum i. Det er jeg ikke meget for, men indvilliger modvilligt. Jeg lader mig fortælle, at der ingen grund er til ikke at have det lidt godt. Det er til gengæld et synspunkt, jeg kan tilslutte mig, og da hun senere bringer hjemmebag ud bestående af en tung chokoladebund med marengs på toppen, overgiver jeg mig til livets glæder og tager et stort stykke. 

Ghita fortæller, at hendes søn, Giacomo, ofte kommer og bruger husets carport til at samle motorcykler i, mens Ghita holder øje med Giacomos mindste søn, Einar, der er opkaldt efter Ghitas far. ”En gave” kalder hun efternøleren, der er kommet til verden 25 år senere end hendes øvrige børnebørn. Hun fortæller, hvordan børn besidder en naturlig uskyld, vi langsomt aflæres i takt med, at verden tager livtag med os og vi med den. 

Aleneheden

Samtalen glider over i en refleksion over den psykologiske indsigt, Ghita kategoriserer som alenehed. En tilstand, der adskiller sig fra ensomheden. 

”Jeg vil ikke påstå, at jeg lider under den, men jeg ejer aleneheden. Når jeg har oplevet et eller andet og kommer ind ad døren, så siger jeg altid til alting her i huset: ”Tak fordi I er her”, for der er jo ikke andre. Jeg er dybt taknemmelig for alle de ting, som er her.”

Der er en ømhed gemt bag det at føle sig alene, gemt bag det ikke at være en del af verden på den samme måde længere. Når man bliver efterladt, fordi de mennesker, man har elsket, dør, er man i sandhed overladt til sig selv. Jeg forestiller mig, hvordan Ghita før i tiden er kommet ind ad døren og har fortalt om alt det, hun har oplevet, til de hunde, hun har haft, eller til de mænd, hun har elsket. 

Samtidig forestiller jeg mig, hvordan det er nu. Den stilhed, det er forbundet med, er næsten ikke til at bære, som jeg sidder her i kurvestolen og lytter til hende. Forfatteren C.S. Lewis skriver i kølvandet på sin kones død, at sorgen føles som en uvished:

”Den skyldes frustrationen over de mange pludselige indskydelser, som var blevet en vane. Den ene tanke efter den anden, den ene følelse efter den anden, den ene handling efter den anden havde H som deres mål. Nu er det mål forsvundet. Af ren og skær vane bliver jeg ved med at sætte pilen til buen, så kommer jeg i tanke om det og må lægge den fra mig igen. Så mange veje fører tanken hen på H. Jeg vil gå hen ad en af dem. Men nu er den spærret med en grænsebom. Engang så mange veje; nu så mange blindgyder.”

Farer Ghita lige så vild i blindgyderne?

”Ja og nej, for hvad er det, jeg savner? Det er ikke blot tanken om: bare der var et menneske. Det passer ikke i mit tilfælde. Jeg har været gift så og så mange gange, og jeg er så den, der har levet længst af os alle. Der kan man da godt tænke: øv, hvor er det ærgerligt, at vi ikke kunne blive gamle sammen, men sådan blev det. Jeg elsker dem alle sammen endnu. Jeg er blevet skilt fra de fleste, men jeg elsker dem alligevel. Jeg kasserer ikke mit eget følelsesliv. Der er mange, der sidder og fortryder – hvorfor skulle jeg gøre det? Det hjælper alligevel ikke noget. Jeg har gjort masser af forkerte ting i mit liv, men jeg fortryder dem ikke. De har alle været et skridt på vejen.”

Alting kommer med en pris, siger Ghita, og betoner, hvordan hun i mange år som ung arbejdede fra kl. 5 om morgenen til kl. 24 om natten. Et stort arbejdspres, som hun elskede, men som selvfølgelig havde en bagside:

”Man er ikke hjemme, man er ikke hos sit barn. Jeg forlod ikke mit barn til ingenting, men mor var gået. Det er et valg, man tager i livet, og det har en pris.”

Forfatteren Karen Blixen kendte også til den alenehed, Ghita taler om. Ghita møder Blixen en enkelt gang tilbage i 1960 et par år inden hendes død. Det er instruktøren Erling Schrøder, der kender Blixen privat, og hver morgen kører han forbi Rungstedlund på sin scooter med en rose og lægger den på kaminhylden. 

En dag siger baronessen, som Ghita konsekvent titulerer Blixen, at Schrøder skal komme forbi Rungstedlund med sit ’fuglebur’. Det er hans unge kuld af skuespillerinder, hun refererer til: Ghita, Susse Wold og Lone Hertz. En dag følger de i slipstrømmen af Erlings scooter og lægger vejen forbi. De må ikke medbringe deres kærester, for det skal Blixen nok sørge for. Da de ankommer, står der kadetter med sabler i siden ude foran og tager imod dem. En efter en følges de rundt i Fuglereservatet ledsaget af dem.

 ”Jeg glemmer det aldrig – at være placeret overfor baronessen og se ind i de der mærkværdige øjne. Du kan opleve masser af ting i dit liv, men der er visse sekunder, som bliver siddende. Dengang vidste jeg det ikke. Jeg var alt for ung til at kunne forstå det. Jeg var bare en lille tåbelig en. Jeg havde hverken spørgsmål at stille eller noget som helst, men jeg glemmer det aldrig. Det er skønt at vende tilbage til det øjeblik og sige, at man har været der. De stunder er uforglemmelige. De bliver en del af ens syn på livet, ens tankegang og skæbne."

Om bogen

10 liv, 10 samtaler, 10 gode råd. 10 kulturpersonligheder deler deres livserfaringer med den unge generation i en tid, hvor kløfterne vokser.

Gennem samtaler med Alex Vanopslagh, Anne Sophia Hermansen, Christian Stadil, Ghita Nørby, Jørgen Leth, Leonora Christina Skov, Pilou Asbæk, Svend Brinkmann, Søren Ulrik Thomsen og Sørine Gotfredsen bliver læseren klædt på til det liv, der skal leves.

Hvad livet har lært os, Kasper Andersson, Forlaget Eksistensen, 152 sider, 300 kroner.