Da Lotte mødte sin ungdomskærlighed, tog hun en stor beslutning

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

For 40 år siden sagde Frank og jeg farvel til hinanden for sidste gang. Troede jeg. Bruddet mellem os skyldtes uden tvivl, at vi var alt for unge til at indlede et forhold, der skulle vare hele livet. Jeg var bare 17 år, Frank var 19.

Det skal siges, at mine forældre også havde en finger med i spillet. De brød sig nemlig ikke om Frank. Frank var nemlig en lidt vild fyr, der kørte på motorcykel, og min far var bange for, at Frank ville ødelægge min fremtid. 

LÆS OGSÅ

Da Louise besluttede sig for at give Lars en chance, skete der noget i hende

– Ham Lars er jo vild med dig! Hvad er der nu galt med ham? spurgte min veninde mig. Og jo, Lars var da både sød og flot, og han lagde heller ikke skjul på, at han var vild med mig. Alligevel blev jeg ved med at afvise ham. Hvorfor egentlig? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det endte altså med et brud. 

I lang tid huskede jeg, hvordan Frank havde set på mig, da jeg gjorde det forbi. Han sad overskrævs på motorcyklen. Læderjakken stod åben, så jeg kunne se hans hvide T-shirt. Men det var hans øjne, jeg blev ved med at se for mig!

De blev fugtige og fyldt med smerte. Så startede han sin motorcykel og kørte i fuld fart ud af mit liv. Jeg fortrød med det samme, at jeg havde slået op. Jeg løb derfor efter ham ned ad fortovet, men han så sig ikke tilbage.

Jeg glemte ikke Frank, men et par år senere mødte jeg alligevel min kommende mand, Jørgen. Han var stabil og sød og nok enhver svigermors drøm – mine forældre var i hvert fald begge to meget glade for ham.

Jørgen og jeg fik to piger, og i rigtig mange år var jeg godt tilfreds og forholdsvis glad i mit ægteskab, men indimellem blev jeg grebet af rastløshed. Alting var så forudsigeligt. 

Jeg syntes også, at Jørgen var kedelig, og jeg skammede mig over, at jeg tænkte sådan. Det var jo mig, der var noget i vejen med. For Jørgen var en god mand. Han havde fortjent, at jeg satte mere pris på ham.

Det var stort, da min ældste datter blev gift og senere gjorde mig til mormor. Jeg kastede mig ud i rollen som mormor med i ildhu. Jeg havde altid tid til drengen, der efter tre år fik en lillebror.

Ligesom jeg, nød Jørgen det, når vi havde vores børnebørn på besøg.

− Hvor har vi det dog godt, sagde han ofte. Så satte han sig med et veltilfreds suk foran fjernsynet og lod sig underholde. Han var gladest, når jeg satte mig ved siden af ham, og vi sammen kunne kommentere det, vi så.

Men når vi sad sådan, mærkede jeg tit en rastløshed og et sug af længsel efter noget andet. Var det her virkelig det eneste, livet havde at byde på? Ud over at få besøg af familie og venner, besøge dem og passe børnebørn, så skete der jo intet i vores liv.

LÆS OGSÅ

Problemer med din hund? Her er løsningen på de mest almindelige udfordringer

En hundepsykolog deler sine bedste tips til, hvordan du håndterer de syv mest udbredte udfordinger med vores firbenede venners adfærd.

Min datter, Mia, hjalp mig med at lave en profil på Facebook, fordi jeg havde sagt, at jeg trængte til at få udvidet min horisont. Men selv om jeg hurtigt fik mange ”venner”, så var det jo ikke rigtige venner. 

Alligevel kiggede jeg dagligt ind på det sociale medie. Det var sjovt at få forbindelse med gamle skolekammerater og høre om deres liv. Jeg fandt også en kusine, som jeg ikke havde hørt fra i flere år.

Så en dag lå der en ny anmodning om venskab. Jeg kiggede på profilbilledet, og så var det, som om mit hjerte stod stille. Det var Frank!

Jeg blev Facebookven med Frank, og fra det øjeblik var jeg på Facebook flere gange om dagen. Frank fortalte, at han var fraskilt. Han havde en voksen søn, men endnu ingen børnebørn. Han arbejdede i et fragtmandsfirma, og i sin fritid kørte han stadig på motorcykel.

Jeg begyndte at dagdrømme om Frank, og da han et tidspunkt spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe inde i byen, så jeg ingen grund til at sige nej. Det var jo ganske uskyldigt.

Det første møde fik dog alle de gamle følelser til at blusse op. Jeg blev på meget kort tid så forelsket, at det føltes, som om min krop bestod af et stort bankende hjerte. Jeg forsøgte at skjule det. Jeg sagde endda til Frank, at det havde været hyggeligt at møde ham, men at det ikke skulle gentage sig.

− Selvfølgelig ikke, svarede han alvorligt og tog min hånd og knugede den.

Varmen fra hans håndflade sendte små eksplosioner op gennem min arm, og jeg skyndte mig at trække hånden til mig. Aldrig mere, lovede jeg mig selv, da jeg skyndte mig hjem.

Jørgen var begyndt at lave mad, da jeg kom hjem. Frikadeller og stuvet hvidkål. Jeg havde lyst til at skrige højt. Det var, som om leverpostej og frikadeller var lig med det liv, jeg indtil nu havde levet.

LÆS OGSÅ

Da Molly blev forældreløs som seksårig, flyttede hun hjem til sin moster: ”Jeg skifter imellem at kalde hende mor og moster”

Molly blev forældreløs som bare seksårig og voksede derfor op hos sin moster Camilla. I dag har de to et helt særligt bånd, og Camilla hjælper til, når Molly målrettet går efter sin store drøm: At blive en af de bedste springryttere i Danmark.

Jeg mødte Frank igen. Det skulle endnu en gang bare være et møde over en uskyldig kop kaffe, men både han og jeg vidste nu, at det var i fuld gang med at blive til noget mere. Jeg følte mig rigtig skidt til mode, da jeg efter endnu flere møder med Frank, fortalte Jørgen, at jeg ville skilles.

Jeg lagde ikke skjul på, at jeg havde mødt min ungdoms kærlighed, og da Jørgen bitter og dybt såret kaldte mig ”gammel, latterlig og kærlighedshungrende”, gav jeg ham ret. Alligevel var jeg nødt til at følge mit hjerte.

Jeg fortalte det selv til Mia og hendes søster, Hannah. De så lamslået på mig.

− Jamen mor, udbrød Mia. – Hvad så med mig og Hannah? Hvad med børnene? Du er over 50 og bedstemor! Sådan noget gør en bedstemor da ikke.

Men det gjorde jeg, for jeg kunne ikke sige nej til kærligheden. Jeg ønskede på ingen måde at vende mine døtre ryggen. Jeg ville selvfølgelig også fortsat gerne være mormor til mine to dejlige børnebørn, men jeg ville ikke længere være gift med Jørgen. For når jeg var sammen med Frank, vidste jeg, at det var rigtigt at følge ham.

− Vi to skal køre på motorcykel ned gennem Europa, hviskede han i mit øre.

Det var præcis sådan noget, jeg tit havde ønsket mig at gøre, men jeg havde aldrig formået at sætte de rigtige ord på det.

Den dag jeg flyttede ud af huset, græd Jørgen.

− Jeg er aldrig kommet fuld hjem. Jeg har aldrig slået dig eller været dig utro, sagde han grødet. – Så hvorfor gør du så det her imod mig? Synes du virkelig, at alle årene sammen med mig har været spildte?

Jeg svarede ham, at ingen år havde været spildte, og at jeg på grund af ham havde fået to dejligt piger og senere et par skønne børnebørn.

Det gjorde mig ondt på Jørgens vegne, og dog vidste jeg, at han vidste, jeg altid havde længtes efter noget mere, end det vores ægteskab udviklede sig til. Jeg havde altid været mere umiddelbar end Jørgen, men han havde på sin venlige måde forstået at holde mig i snor. 

Det slog mig nu, at han meget ofte havde brugt vendingen: Det kan man da ikke. Vær nu fornuftig.

Jørgens og mine fælles venner var også forargede på mig. Min gamle mor, der var enke, sagde med triste øjne, at hun var glad for, at min far ikke oplevede den skam, jeg nu kastede over familien på grund af mit tåbelige eventyr.

LÆS OGSÅ

Kommunalvalgslogik i børne(have)højde: Katrines datter har et enkelt råd

Kommunalvalget nærmer sig, og lygtepælene er blev indtaget af politikere med diverse slogans. Det fik Katrine Memborg til at tale fællesskab og demokrati i absolut børne(have)højde med sin datter, hvor hun forsøgte at forklare hende, hvorfor de der “kedelige mennesker”, som hun kalder dem, har overtaget plakatpladsen fra Cirkus Arena.

Dybt under alle de negative ord og meninger, og dybt under alle forsøg på at få mig til at skifte mening, lyste det også igennem, at jeg var alt for gammel til at kaste mig ud i et eventyr. Det var det, de kaldte min kærlighed til Frank. 

Et desperat forsøg på at lege ung.

Men jeg var færdig med at være fornuftig. Jeg brændte alle broer bag mig, og tog med Frank ned gennem Europa på hans motorcykel. Jeg sendte et hav af postkort, billeder og beskeder hjem til børn og børnebørn. 

For de skulle vide, at jeg elskede dem lige så højt som før.

Turen med Frank blev vidunderlig og fyldt med oplevelser. Vi mødte mange sjove og dejlige mennesker, og når vi overnattede på de billigste steder, vi overhovedet kunne finde, følte jeg mig som den rigeste kvinde i verden.

Da vi kom hjem igen, flyttede vi sammen i Franks lejlighed. En dag ringede Mia til mig og spurgte, om jeg stadig ville mine børnebørn. Jeg kunne kun svare, at det ville jeg meget gerne! Børnene kom på besøg. Frank og jeg havde dem også en weekend. Frank faldt pladask for dem og omvendt.

Alle, der havde troet, at det med Frank og mig ikke ville vare særlig længe, tog fejl. For Frank og jeg blev ved med at holde sammen, og heldigvis endte det også med, at begge mine døtre tog ham til sig.

Man glemmer ikke bare sine børns far. Jeg tænkte tid på Jørgen, og da Hannah en dag kunne fortælle mig, at han havde fundet en kæreste, blev jeg oprigtig glad på hans vegne.

− Hun er sådan en rigtig fornuftig dame, der elsker at lave mad og som altid går med forklæde, sagde Hannah og fniste, men så fortsatte hun blødt. – Nej. Hun er rigtig sød, mor. Hun er den helt rigtige for far.

Jeg så på min yngste datter, og jeg vidste pludselig, at Hannah altid havde haft på fornemmelsen, at jeg indimellem havde følte mig indespærret.

Så i mit tilfælde endte alt godt. Jørgen og jeg er i dag rigtig gode venner. Det er dejligt at se min eksmand igen, dejligt at se ham være glad og tilfreds, så jeg nu for alvor kan nyde mit skønne liv med Frank.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.