Laura Drasbæk i sit keramikværksted

Laura Drasbæk har ikke særligt mange venner: ”Det har jeg det helt fint med”

Skuespiller og keramiker Laura Drasbæk vil hellere have få gode venner, end en stor venneflok. Det fortæller hun til Hendes Verden.

Hendes verden logo farv

Mit første minde

– Er meget 70’er-agtigt. Og et barndomsminde, jeg tror, ville være fuldstændigt utænkeligt i dag. Når jeg tænker tilbage på det, er det faktisk helt vanvittigt at forestille sig med nutidens briller. 

Men det skete altså, og jeg husker det faktisk som ret fedt. Jeg var fire, fem år gammel og gik i en børnehave på Israels Plads i det indre København. Det var en institution helt efter tidens idealer, og pædagogerne arrangerede en dag et helt særligt ritual, hvor de lukkede børnene nøgne ind på toilettet efter tur og lod dem rulle sig i maling og farverige fjer. 

Jeg glædede mig helt vildt, til det blev min tur. Og jeg kan stadig huske den bizarre følelse af maling over hele kroppen og de mange hundrede fjer, der stak og prikkede i huden. Det var jeg ikke forberedt på. Den prikken. 

Jeg kan ikke huske, hvad de gjorde med os efterfølgende. Om de vaskede os rene, eller vi bare fik lov at myldre rundt som sælsomme, vilde fugle, der satte farverige pletter overalt. Men følelsen af maling, fjer og vild spænding, husker jeg, som var det i går.

Min første skoledag

– Den startede med en kamp med min mor over et farverigt akryl-joggingsæt, jeg bare ville have på. Det var sindssygt 80’er-smart, men min mor var bekymret for usunde materialer i det syntetiske stof, det var lavet af. 

Hun foretrak helt sikkert det hjemmesyede tøj i blød fløj, hun selv lavede til mig. Jeg endte med at få min vilje.

Og sådan blev det i min barndom og ungdom. Min mor havde holdninger, men hun respekterede mig og mine valg. Også da jeg begyndte at gå i drengetøj og klippede mig karseklippet. 

Det var ikke noget, jeg forholdt mig bevidst til, jeg følte mig bare mere som dreng end som pige. I mange år badede jeg for eksempel i drengebadebukser, indtil gylpen blev så stor, at det så for mærkeligt ud. 

Men hverken jeg eller de voksne omkring mig, følte af den grund, at det var nødvendigt at klassificere mig som det ene eller andet. Man tænkte jo slet ikke i den retning dengang. Jeg var bare den, jeg var. Jeg spekulerer nogle gange over, hvad der var sket, hvis jeg var vokset op i dag. 

Om jeg var begyndt at stille spørgsmål til mit køn. Om det havde føltes svært. Jeg synes, det er en voldsom ting at blive afkrævet svar på, og at det er kompliceret, at unge i dag er under et større pres for at klassificere sig selv på den måde.

Mit første kys

– Det fik jeg af Jakob. Vi gik på Øbro Fri Skole. Et lille lukket hippie-univers, hvor vi ikke var mange elever og måske af den grund heller ikke var særligt fremme i skoene. 

Det føltes som om, vi fik lov at være børn meget længe. Men lige inden sommerferien i 7. klasse var vi på lejrskole på Bornholm. Og så kyssede jeg Jakob. Jeg havde nok været forelsket i ham siden 0., men det føltes alligevel lidt ubehageligt og overvældende. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at kysse ham igen. 

Året efter skiftede jeg skole. Og så var alt forandret. Jeg var pludselig klar på det hele og havde nærmest en ny kæreste hver uge.

Som voksen har jeg haft nogle forventninger til kærlighed og parforhold, som jeg kæmpede med i mange år. Jeg har haft svært ved at være til stede i det, jeg var i, og at synes det var godt nok. Og at jeg selv gjorde det godt nok. 

Det er først i mit forhold i dag (med Lasse Spang Olsen, red.), at jeg har sluppet de forventninger og mærker en kæmpe styrke og lykke i at være glad for det, vi har, i stedet for at synes, at vi skal være et bedre sted. Vi er enormt gode til at acceptere og respektere hinandens valg og måde at leve livet på. 

Fordi vi er et godt match. Vi arbejder begge meget og bliver opslugte af det, vi laver. Men vi er også bare gode sammen, fordi vi ikke kræver noget nyt og andet af hinanden og os selv i relationen, men virkelig værdsætter det, vi har. 

Det kan lyde som om, vi nøjes, men for mig er det præcis det modsatte, fordi det gør os i stand til at være i alt det gode, der er lige nu og her.

Mit første hjem

– Det er faktisk, hvor jeg bor i dag. Jeg har selvfølgelig haft en del hjem, siden jeg flyttede hjemmefra og ind på et værelse i en delelejlighed på Vesterbro. Men det har mest føltes som steder, jeg skulle videre fra. 

På nær det hjem, jeg delte med mine drenges far, og hvor vi skabte en familie. Men det var alligevel først, da jeg rykkede ind i min nuværende lejlighed for 12-13 år siden, jeg for alvor oplevede en følelse af, at jeg var landet et sted, jeg vil blive.

Min kæreste og jeg bor ikke sammen, men hvis vi en dag flytter sammen, vil jeg alligevel beholde min lejlighed. Den betyder simpelthen for meget for mig. Som skuespiller havde jeg perioder, hvor jeg ikke var i arbejde. Og derfor bliver de hjemlige rammer meget vigtige. 

Jeg fandt ud af, at jeg er sindssygt afhængig af lys for at trives godt og ikke blive bims. Og min lejlighed ligger højt og på et hjørne, så lyset flyder ind, og jeg kan se langt. På min altan kan jeg sidde helt for mig selv og se ud over byen. 

Jeg har tryghed og udsyn på én og samme tid. Og det er noget, jeg aldrig vil slippe.

Mit første job

– Det fik jeg, da min mor så en annonce efter en ung pige til filmen 'Lad isbjørnene danse'. Jeg havde aldrig drømt om at blive skuespiller, men hun havde nok alligevel set, at jeg virkelig nød at spille teater på den hippie-skole, jeg gik på. Jeg fik rollen. Og det var en fantastisk oplevelse med en instruktør, der selv havde spillet som barn og havde et særligt blik for børneskuespillere. 

Men filmen fik også meget opmærksomhed, og det fik betydning for mit ungdomsliv. Jeg begyndte på min nye skole på et tidspunkt, hvor mange vidste, hvem jeg var. Jeg var spændende og interessant uden at skulle gøre noget for det, og døre åbnede sig. 

Alt føltes nemt. Retrospektivt kan jeg se, at det gjorde noget ved min selvoptagethed.

I det hele taget har skuespillet givet mig en oplevelse af altid at skulle være på. Selvom jeg har været enormt glad for min skuespilkarriere og for mit fag og for de oplevelser, der er fulgt med, så har det været en afsindig befrielse at bevæge mig lidt væk fra det og finde keramikken. 

Jeg skal ikke hele tiden performe og være på. Nogle gange skal jeg ikke være noget som helst. Jeg skal bare lave en kop.

Mit første møde med leret

– Et keramikkursus i 2018. Det var i en periode, hvor jeg ikke havde skuespilarbejde og havde brug for noget andet. Men hvorfor det lige blev keramik, kan jeg ikke forklare. Uanset hvad, var det det helt rigtige, og det gik ret hurtigt op for mig. 

LER — en håndbog i kreativ frisættelse og keramik er en personlig fortælling om at bevæge sig ind i keramikkens verden samt inspiration til andre. Gennem billeder, enkle vejledninger og refleksioner over kreativitet og intuition inviteres læserne til at opdage glæden ved at skabe med hænderne.
LER — en håndbog i kreativ frisættelse og keramik er en personlig fortælling om at bevæge sig ind i keramikkens verden samt inspiration til andre. Gennem billeder, enkle vejledninger og refleksioner over kreativitet og intuition inviteres læserne til at opdage glæden ved at skabe med hænderne.

Det var selvfølgelig følelsen af, at jeg havde en god fornemmelse for formgivning og fik et væld af idéer, men mest af alt handlede det om, at leret blev til noget helt andet. Det var transformationen, der gjorde et kæmpe indtryk. 

At det her bløde, medgørlige materiale blev til noget stenhårdt, gedigent og fast. Udenfor mig selv, selvom det var mig, der havde givet det form.

I mange, mange år havde jeg den samme drøm. Og det her kommer til at lyde helt skørt. Men jeg drømte, at jeg købte en gammel lejlighed, der havde en myriade af døre og skuffer og skabe, som alle lukkede op for nye verdener. Et væld af funklende diamanter og ædelstene i en skuffe, en regnskov i et kælderrum, en lufthangar bag en fyldingsdør. 

Jeg drømte den samme drøm i måske 10-12 år. Men den stoppede det øjeblik, jeg begyndte at lave keramik. Og jeg har siden tænkt, at det var en drøm, der viste mig, at der fandtes noget indeni mig, jeg endnu ikke havde fået øje på. 

Men som jeg nu har fundet.

Min første ven

– Jeg mødte Anna i børnehaven. Og hun var bare verdens bedste ven. Hun var meget anderledes end mig, men vi havde alligevel samme energi. Hun var virkelig livlig og skøn og talende. Nysgerrig og afsindig let og glad. 

Det er hun stadig, mens der nok er lidt mere mol i mig. Men jeg følte mig altid komplet fri sammen med hende, og jeg har følt, at selvom vi på grund af travlhed og livet i almindelighed ikke har set hinanden i perioder, så har vi kendt hinanden altid.

Vi fandt hinanden igen for omkring et år siden, og nu tror jeg, at vi kommer til at være i hinandens liv resten af livet. Vi kender hinandens opvækst og baggrund, og der sker bare noget med en relation, når man kender den kerne i den anden. 

Selvom vi har udviklet og forandret os over årene, så ved vi fuldstændig, hvem hinanden er.

Jeg har ikke vildt mange venner. Og jeg har sorteret en del fra gennem mit liv. Fordi jeg simpelthen har brugt min tid og energi på noget andet. 

Arbejde især. Og det har jeg det helt fint med.

Jeg tror ikke på, at man nødvendigvis skal have en stor vennekreds, man skal have nogle, der betyder noget. Og mit venskab med Anna vil jeg ikke slippe igen. 

Det føles som familie. 

Om Laura Drasbæk

Født 1974

Uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater

Har spillet med i en lang række film og tv-serier. Er aktuel i krimiserien Sommerdahl og filmen Jeg tror, jeg elsker dig

Bor på Nørrebro i København. Kæreste med filminstruktør Lasse Spang Olsen og mor til to voksne drenge

Har i dag eget keramikværksted og butik på Jagtvej i København. Her arbejder hun blandt andet sammen med sin søn Vilfred Carey Drasbæk, der også laver keramik.