Welwyn Viadukt i England.

Tag toget rundt i Europa – her er ekspertens tips til en fantastisk ferie på skinner

Interrail! Det lyder så eventyrligt. Du behøver dog ikke sove i en park og leve af baguette og rødvin for at rejse rundt i Europa med tog. Togeksperten Per J. Andersson giver sine bedste tips til en behagelig og smidig togrejse.

hjemmet logo farve

Den billigste måde at se Europa på

Hvis du vil se mere end et eller to steder i Europa på samme rejse, findes der ikke noget billigere og mere fleksibelt end at købe et Interrail-pas. Med det kan du rejse til hundredvis af destinationer på én billet. Men det er mere realistisk at vælge højst ti destinationer. Eller hvorfor ikke en mini-togtur til tre europæiske byer? Det kan være rigeligt.

Hvis du vil rejse langt og længe, er det også muligt. Interrail Global Pass gælder til 37 tog- og færgeselskaber, der betjener 40.000 destinationer i 33 europæiske lande og kan købes til op til tre måneders rejse.

Passet gælder til frie rejser i udlandet, hvilket indebærer, at du ikke kan rejse rundt i Danmark. Men danske kunder har med et pas købt i Danmark mulighed for én ud- og hjemrejse fra og til Danmark.

Interrail-pas på mobilen eller på papir

Du kan få Interrail Global Pass til mobilen hos flere forskellige rejsebureauer, f.eks. Europarundt.dk, Kilroy.dk, Togrejse.dk. Når du har købt kortet, downloader du den gratis app Eurail/Interrail Rail Planner, indtaster den kode (Mobile Pass Number), du har fået i e-mailen, og vælger, hvornår det skal aktiveres. Ingen stress: Efter købet har du 11 måneder til at aktivere det. Du kan altså købe mobilpasset om efteråret og først rejse næste sommer.

Når du har aktiveret dit Interrail Mobile Pass og indtastet den strækning, du skal rejse i appen, er du klar til at stige ombord. Når konduktørerne kommer for at tjekke billetterne, viser du bare QR-koden i mobilappen.

Lyder det besværligt med det digitale? Bare rolig! Du kan stadig få passet på papir. Men så skal du bestemme startdagen, allerede når du køber det. Passet sendes med anbefalet post til din adresse, hvilket koster ekstra. Den danske forhandler af Interrail-pas på papir er DSB (dsb.dk). Du kan også købe dit Global Pass i DSBs betjente salgssteder på København H., Aarhus H. og Odense St og få det med hjem samme dag.

Når man køber sit Interrailpas hos DSB, kan de hjælpe med pladsbilletter til den sammenhængende rejse ud- og hjem i Danmark og til en række lande.

Spar på hotelovernatninger, sov på nattog

Jeg synes, nattog er den bedste og mest effektive måde at tilbagelægge lange strækninger på uden at spilde solrige feriedage. De fleste nattog afgår efter kl. 17 og ankommer før kl. 9 næste morgen. På den måde sover du det meste af rejsetiden.

Nogle nattog har restaurantvogn, så du kan spise varm mad og drikke et glas vin, inden du går i seng (f.eks. Snälltåget i Sverige). Andre serverer enklere mad, øl og vin, snacks og morgenmad i en lille kiosk i sovevognen eller af togpersonalet direkte i din kupé (f.eks. ÖBB).

På nattog skal du reservere, hvis du vil have en soveplads. Vælg mellem andenklasse liggevogn/liegewagen/couchette, som oftest er seks senge pr. kupé (billigst), og sovevogn (to, tre eller fire senge pr. kupé). Nogle tog har også førsteklasse sovekupéer. ÖBB har indsat nye sovevogne på visse strækninger, bl.a. Hamburg–Innsbruck, med minikabiner, dvs. enkeltkupéer til en lav pris. Jeg har prøvet de sidstnævnte og kunne rigtig godt lide dem – jeg fik ikke klaustrofobi.

Togrejse i ét land

Hvis du overvejer at tage på togrejse i et enkelt land, kan du købe et One Country Pass. Med det i hånden kan du udforske hvert et hjørne af det pågældende land og stadig opnå store rabatter på din togrejse. One Country Pass sælges kun i DSBs betjente salgssteder på København H., Aarhus H. og Odense St. Passet findes til Benelux, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Letland, Litauen, Irland, Italien, Kroatien, Makedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Rejseminde: Et menneske løste problemet

Nogle gange er det bedre at booke over disken i stedet for i mobilen. 

Da jeg og børnene havde været i Wien, ville vi videre til Venedig. Der gik et direkte nattog dertil. Perfekt! Men da jeg tjekkede på togselskabet ÖBB’s hjemmeside, var alle tog fuldt bookede de næste par dage. 

Jeg gik derfor hen til en af ÖBBs servicebutikker i Wien og bad kvinden bag disken om råd. Hun svarede, at godt nok var togene til Venedig fuldt bookede, men vi kunne booke sovekupé på toget til Rom, da det tidligt om morgenen stopper i Padua, hvorfra der hver halve time går regionaltog til Venedig – en tur som bare tager 27 minutter. 

Sådan gik det til, at problemet, som virkede umuligt at løse på nettet, blev klaret på nogle få minutter med hjælp af et menneske, som tilbød manuel service over disken.

Pladsreservation

På stort set alle regionaltog i Europa kan du rejse uden reserveret plads. Det samme gælder for hurtigtog i Tyskland, Schweiz, Østrig og mange østeuropæiske lande. I Frankrig, Spanien, Italien, Sverige og nogle få andre lande er det dog obligatorisk at reservere plads på de hurtige fjerntog. Men selv på tog, hvor det ikke er påkrævet, kan det være behageligt at have en reserveret plads, så man ikke risikerer at skulle stå op hele vejen.

I de fleste europæiske lande koster en plads ikke mere end ca. fem euro (35-40 kr.), mens en køje på nattoget kan koste fra ca. 350 kr. og opefter.

For at kunne køre med de superhurtige franske TGV-tog med dit Interrail-pas skal du reservere plads i god tid – der er kun et begrænset antal pladser til Interrail-rejsende – samt betale et tillæg på flere hundrede kroner.

dsb.dk samt svenske SJ (sj.se) og Snälltåget (snalltaget.se), østrigske ÖBB (oebb.at) og yderligere nogle togselskaber kan du som Interrail-pas indehaver nemt reservere plads online.

Hos de togselskaber, der ikke tilbyder denne service, kan du enten købe en billet på stationen i det pågældende land eller i appen Rail Planner (koster lidt ekstra, men så slipper du for at stå i kø).

Fra maj 2026 kan du købe pladsbillet til nye direkte afgange fra København til Berlin og Prag. Derudover er der allerede nu direkte tog fra Danmark til Hamborg og Stockholm.

Forskellige priser for unge og gamle

  • Engang gjaldt Interrail-passet kun for unge og fandtes kun som månedskort. I dag findes der en række varianter med forskelligt antal rejsedage, fra fire dage op til tre måneder. Inden for en ”rejsedag”, dvs. et døgn, kan du tage så mange togture, du vil.
  • Et Interrail Global Pass på 2. klasse med fire rejsedage inden for en måned koster 1.612 kr. for unge mellem 12 og 27 år, 2.151. kr. for voksne og 1.938 kr. for +60 årige. Derefter stiger priserne gradvist op til det, der gælder for tre måneder og koster henholdsvis 5.450, 7.266 og 6.536 kr. Hver voksen kan tage to børn, der endnu ikke er fyldt 12 år, med gratis, men de skal have deres eget Interrail-pas.