Anne havde et drømmeliv, men så fik hun en uventet opringning
Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Tommy og jeg købte vores hus sammen. Når jeg sad på vores nyanlagte terrasse og så ud over haven, mærkede jeg en inderlig følelse af lykke. Alt det sluttede brat, da jeg en dag fik en uventet opringning. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Tommy og jeg flyttede ind i vores nyrenoverede hus en lun forårsdag. For mig var det en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, for jeg havde altid drømt om hus og have.
Jeg stod for at gøre huset klar til indflytning, fordi Tommy arbejdede en hel del i udlandet på grund af sit job inden for IT-branchen.
Jeg savnede ham da, men jeg nød også at kunne gøre tingene i mit eget tempo. Jeg valgte farver til væggene og bestilte nyt gulv og nye tæpper. Jeg fandt møbler, der passede ind, og sørgede også for, at haven blev fyldt med blomster og små træer, som kunne vokse sig store med tiden.
Tommy og jeg havde dengang en klar aftale. Det var ham, der stod for økonomien, og mig der stod for det praktiske derhjemme. Det var en fin fordeling synes jeg, og da jeg sad på vores nyanlagte terrasse foran vores hus, mærkede jeg en dyb ro og en inderlig følelse af endelig at være vendt hjem.
Tommy og jeg var begge i midten af 40’erne på det tidspunkt. Han havde altid rejst meget med sit arbejde, så jeg var vant til, at han var væk, og det passede fint ind i vores livsstil. Selv arbejdede jeg som lærer.
Jeg havde derfor ofte tidlig fri, hvilket gjorde, at jeg havde tiden til at sysle med tingene derhjemme. Vi havde valgt et liv uden børn. Ikke fordi vi ikke kunne få nogen, men fordi vi havde mødt hinanden ret sent og også begge holdt af friheden til at kunne rejse og gøre, hvad der passede os.
Det var rart at kunne tage ud at spise spontant på en tirsdag aften eller køre på en weekendtur uden at skulle planlægge alt for meget. Jeg følte, vi havde en god balance i vores liv, som passede os begge perfekt.
Langsomt begyndte noget dog at ændre sig imellem os. Økonomien havde jeg egentlig aldrig blandet mig så meget i, den lod jeg Tommy om. Jeg vidste kun, at vi havde en fælles konto, hvorfra alle vores regninger blev betalt.
Vi satte begge et fast beløb ind hver måned, og jeg gik så ud fra, at alt var i orden. Først, da der gentagende gange tikkede mails ind fra banken, begyndte jeg at undre mig. Tommy tog sig dog af det og sagde, at der ingen grund var til bekymring.
Annonse
Men da jeg et par uger senere blev ringet op af vores bankrådgiver, blev mit liv vendt på hovedet.
Vi havde betalt indskuddet for huset med penge, vi havde tjent, da vi solgte vores gamle ejerlejlighed med en pæn fortjeneste. Det havde derfor ikke været nødvendigt at optage lån. Jeg var derfor fuldstændig uforberedt, da bankrådgiveren fortalte, at der nu var optaget et stort lån i huset – i både Tommys og mit navn.
Jeg husker, hvordan jeg sank ned på stolen med telefonen i hånden, da han sagde det. I den periode havde jeg godt lagt mærke til, at Tommy virkede mere stresset end normalt. Han var som altid meget væk, men når han var hjemme, sad han klistret til sin telefon.
Han virkede også mere opfarende og irriteret.
Samme aften konfronterede jeg Tommy. Først slog han det hen, men da jeg pressede på, brød han sammen. Det viste sig, at han var begyndt at spille online på nettet, når han var på rejse. Det havde taget overhånd, og det, der ifølge ham var begyndt som en uskyldig fornøjelse, var blevet til en afhængighed.
I desperation havde Tommy så forfalsket min underskrift for at optage lånet i banken. Vores opsparing på over 180.000 var også væk.
Jeg var knust. Mit nye drømmeliv kollapsede for øjnene af mig. Jeg kunne ikke holde ud at være under samme tag som Tommy. Hans løgne og svigt havde ødelagt noget helt grundlæggende imellem os.
Jeg pakkede derfor mine ting og forlod ham. Det føltes, som om jeg gik ud af et eventyrslot og ind i en virkelighed, der var præget af bekymringer og økonomisk kaos.
Det er nu tre år siden, alt det her skete, og jeg har måtte kæmpe hårdt for at genopbygge mit liv. Jeg har taget ekstraarbejde for at kunne afdrage på den gæld, som Tommy havde stiftet, men som jeg også hang på.
Jeg har lært meget om mig selv i den periode, mest af alt har jeg lært stå på egne ben.
Annonse
Hvad der er blevet af Tommy, ved jeg faktisk ikke. Jeg hører ikke fra ham, og det passer mig fint, for jeg har min egen fremtid at tænke på. Og når jeg sidder på terrassen en stille aften i det lille rækkehus, jeg bor i nu, så mærker jeg en helt anden slags ro, end jeg har gjort det før.
En ro, der handler om frihed og selvstændighed – og om aldrig mere at lade noget andet menneske styre hverken min økonomi eller min skæbne.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.