Efter 40 års ægteskab: Solbjørg Højfeldts enkle råd til livslang kærlighed

Efter 40 års ægteskab: Solbjørg Højfeldts enkle råd til livslang kærlighed

Skuespilleren har fejret 40 års bryllupsdag med sin mand, Henning Jensen – og hun er ikke i tvivl om, hvad der skal til, hvis både ægteskabet og kærligheden skal overleve i mange år.

alt.dk logo

Solbjørg Højfeldt er kendt fra en lang række roller på teater, ligesom hun også har sat sit aftryk som erfaren skuespiller i film og tv-serier som ”Zappa” og ”Brødre”, ”Riget”, ”Den som dræber” og ”Drømmeren” – og nu er den 78-årige skuespiller aktuel med filmen ”Det nye år,” som er instrueret af Paprika Steen. 

Men karrieren er ikke det eneste, der har været stærkt og stabilt i Solbjørg Højfeldt liv. Det samme har kærligheden. 

I år har hun nemlig fejret 40-års bryllupsdag med sin mand Henning Jensen, som også er skuespiller, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor deres forhold har holdt så længe.

– Selvfølgelig sluger man nogle kameler indimellem i så langt et ægteskab, men hvis der er en grundlæggende dyb kærlighed til hinanden, så kan man komme igennem mange ting, siger Solbjørg Højfeldt, som også peger på en anden ting, der har været altafgørende for hendes parforholds succes gennem årene.

– Vi har altid været gode til at tale sammen, og det har gjort, at vi har været meget forankret i hinanden.

Netop kommunikationen er også meget vigtig, mener hun,  fordi kærlighed ikke er statisk gennem hele livet. 

– Kærlighed er mange ting, og den skifter også udtryk gennem årene. Du kan jo ikke blive ved med at være forelsket, men så bliver kærligheden til noget andet. Den udvikler sig til en stor ømhed og en stor respekt, som jeg tror er meget vigtig og meningen med, at man holder sammen, siger hun.

Solbjørg Højfeldt

Privat: Gift med skuespiller Henning Jensen og mor til en søn på 45. 

Professionelt: Kendt fra en lang række roller på teater bl.a. afskedsforestillingen ”Kvinden ved 1000 grader” samt fra film og tv-serier som ”Zappa” og ”Brødre”, ”Riget”, ”Den som dræber” og ”Drømmeren”. 

Fik en bodil for bedste hovedrolle i filmen ”Slingrevals” i 1982. 

Aktuel med: Filmen ”Det nye år”, instrueret af Paprika Steen.