Et billede af en kvinde i 60'erne.

Min søster har bragt mig i et rædselsfuldt dilemma

En læser har en søster, som har sat læseren i et dilemma om arv. Hvad gør hun? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Min søster har besluttet, at hun vil reducere sine voksne børns arv til tvangsarv.

Hun mener nemlig, at hendes børn har behandlet hende respektløst igennem mange år. Det har hun måske ret i, at de har, men det sker jo for en del forældre, at deres børn ikke altid opfører sig, som de kunne ønske sig. 

Nu har min søster så besluttet sig for, at hun ikke vil have noget med sine børn at gøre, og at de heller ikke skal arve andet fra hende end det, hun er tvunget til at give dem. Hun har derfor ændret sit testamente. Jeg har ingen relation til min søsters børn, men jeg har forsøgt at tale hende fra begge beslutninger. 

Det gjorde hende voldsomt vred, og jeg holdt derfor inde med mine overtalelsesforsøg.

Problemet er, at jeg som hendes søster nu vil stå som hovedarving, når og hvis hun dør før mig. Vi er jævnaldrende, så jeg vil sikkert og forhåbentligvis være ret gammel, den dag jeg arver, og dermed vil arven gå videre til min datter. Selvom det nok er i småtteriafdelingen, så føles det helt forkert.

Jeg håber selvfølgelig på, at min søster bliver gode venner med sine børn og laver testamentet om, men sagen bekymrer mig. 

For hvis jeg efter min søsters død førte arven tilbage til hendes børn, så vil jeg jo gå imod hendes ønske. Jeg er af den overbevisning, at de døde følger med i, hvad vi levende gør, så den løsning er jeg ikke vild med. Beholder jeg arven, vil jeg have det dårligt og frygter, at jeg risikerer et personangreb fra hendes børn. 

Jeg frygter også, at det her går ud over min søsters og mit forhold. For hvis hun tror, at jeg kun er sød ved hende på grund af pengene, så føler hun sig måske ikke rigtig elsket af mig. 

Jeg ved godt, det er fjollet at gå og bekymre mig om det her, men det fylder. Så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at tale med søsteren, og sige, at hun ikke har lyst til at blive inddraget

Jeg synes, at det er en uskik, når forældre straffer deres børn ved at gøre dem arveløse uden at fortælle dem det. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor man har lyst til at forlade denne verden vel vidende, at man efterlader en masse forvirring, sorg og vrede blandt sine nærmeste, når de opdager, at andre skal arve i stedet for dem. Handler det om hævn? 

Hvilken glæde skulle man have af at hævne sig, når man er død og borte?

Den argumentation fornemmer jeg, at du heldigvis også har luftet for din søster. Hun reagerede ved at blive vred og forvirret, hvilket tyder på, at hun ikke har forstået dine gode hensigter. Var jeg dig, så ville jeg derfor blive ved med at holde fast i, at du ikke vil være en del af din søsters hævnagt mod hendes børn. 

Forklar hende venligt, at du kun vil hende det bedste, men at du netop ikke synes, hun tackler det her på en måde, der er til hendes egen eller hendes børns bedste.

Sig så også til hende, at du ikke har lyst til at blive inddraget i familiestridighederne, hvilket du bliver, fordi du ender med at arve hende. Hun må af den grund finde en anden løsning på, hvad hun gør med det, der er tilbage efter den tvangsarv, børnene trods alt er berettiget til. 

Gentag her over for hende, at det ikke er fordi, du ikke holder af hende. Tværtimod, du holder så meget af hende, at du ønsker for hende, at konflikten mellem hende og hendes børn bliver løst og ikke optrappet. 

Nægter hun at være med til det første, så må hun jo løse det ved at give sine penge til et velgørende formål eller noget andet, men gør hende så også opmærksom på, at hun skylder sine børn at fortælle dem om den beslutning, før hun drager herfra. 

For ligegyldig, hvordan børnene måtte opføre sig, så er de nu engang hendes børn, så det har de krav på at vide, før hun er væk, og al håb om forsoning derfor er ude.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.