En kvinde står i sit køkken. hun ser væk fra kameraet.

Jeg kan ikke genkende min kæreste længere

En læser har været sammen med sin kæreste i seks år. Nu er hun begyndt ikke at kunne genkende ham. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Min kæreste og jeg har været sammen i seks år. Alt har sådan set været fint ind til for fem måneder siden. 

Her opdagede jeg nemlig, at han var venner med en kvinde på Facebook. 

Da jeg spurgte, hvem hun var, gik han væk med sin telefon og fjernede hende som ven. Jeg syntes, det var en underlig opførsel, så jeg skrev til kvinden, og hun svarede, at hun og min kæreste havde skrevet en del sammen for to år siden. 

Jeg havde faktisk nogle gange en fornemmelse af, at der var noget galt dengang, men når jeg spurgte min kæreste, blev han vred og sagde, at han aldrig kunne drømme om at være mig utro.

Siden jeg opdagede det med den anden kvinde, har jeg været usikker og bekymret, mens min kæreste har været afvisende og i dårligt humør. 

Han virker overhovedet ikke til at have dårlig samvittighed over at have skrevet med hende, og hvis jeg forsøger at tale med ham om det, bliver han vred og siger f.eks. ”hvis jeg har såret dig, så må du jo finde dig en anden”. Jeg aner ikke, om han elsker mig længere, eller om jeg bare er god at have, også fordi vi har en lille søn sammen. 

Jeg har også opdaget, at han følger en masse andre kvinder på de sociale medier, så jeg ved efterhånden ikke, hvem jeg er sammen med. Min kæreste sidder konstant med sin telefon, når han er hjemme, og det eneste, jeg derfor kan tænke på er, at han er i gang med at skrive med andre kvinder. 

Så har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at tale med ham om, hvor meget hans telefon skal fylde i deres forhold

Jeg får alt for ofte spørgsmål, der i indhold minder om det, du stiller her. Spørgsmål fra kvinder, der har oplevet, at deres kærester eller mænd har set på eller har skrevet med andre kvinder online. 

Det er naturligvis ikke i orden, men min erfaring er, at den type skriverier sjældent fører til andet end ord. Oftest handler det om, at fyrene savner spænding i deres liv og derfor vælger den umiddelbart letteste, men også dårligste løsning; nemlig at søge denne længsel forløst i et overfladisk og uforpligtigende onlineunivers.

Jeg ville derfor ikke være bekymret for fysisk utroskab fra din kærestes side. Mere ville jeg være bekymret for hans åbenlyse mentale afhængighed af sin telefon. At den telefon har haft store konsekvenser for jeres forhold, fremgår jo tydeligt af din mail. 

Han sidder med den konstant, og I to virker som to fremmede, der tilfældigvis befinder jer under samme tag. Det er I jo ikke, I er kærester og elskende, hvilket umuliggøres nu, fordi din kæreste hellere vil leve i en virtuel verden end fysisk sammen med dig og jeres lille søn.

Hvor ynkeligt og trist det end er, så er det der, I skal starte. Du skal få talt med ham om, hvor meget hans telefon skal fylde i jeres forhold.

Under den samtale skal du ikke være anklagende, for så maser du din kæreste op i et hjørne, hvorfra han kun kan slå verbalt fra sig eller gå i forsvarsposition. Du skal i stedet udvise nysgerrighed, så han helt af sig selv begynder at tænke over sin egen adfærd. 

Er han inderst inde en fornuftig fyr, og er du i stand til at holde inde med bebrejdelserne, så vil den samtale munde ud i en ny fortrolighed imellem jer. En fortrolighed, hvor I kan få talt om ønskerne for jeres forhold fremover. 

Her vil din kæreste forhåbentligvis vælge at lægge sin telefon mere fra sig, fordi han hellere vil være sammen med dig.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.