Med undtagelse af det kortvarige ildebefindende fra den sure, men ikke desto mindre ceremonielle cigar, min far havde købt til mig på den lokale tankstation, var min konfirmation sikkert lige så kedelig og gennemsnitlig som enhver anden konfirmation i 1993.
Selv vores tøj var farvekoordineret, kun Jakob mødte ikke op i den aftalte limegrønne blazer med hvide bukser, nypudsede brune lædersko og pangfarvet tankpasserslips.
Bagefter satte vi os ind i den gennemsnitlige stationcar og kørte hjem til vores respektive gennemsnitlige konfirmationsfester, til suppe, steg og is, spritnye stereoanlæg og kolde kontanter, hjemmelavede festsange, akavede takketaler og skrub-af-mad ved 21-tiden.
Ingen blærede racerbiler til og fra kirken, intet dansegulv, ingen Bacardi Breezere til langt ud på natten.
Nu var vi endelig trådt ind i de voksnes rækker, og således havde vi værsgo at sidde på vores flade røv i syv stive timer og udveksle høfligheder med diverse perifere familiemedlemmer. Velkommen til voksenlivet, min dreng. Rækker du mig lige culottestegen?
Nu er det min egen søns tur. Forventningerne er til at tage og føle på for hans vedkommende, og det er samme er min frygt for at spolere dagen og minderne med økonomisk mådehold og forudsigelige formaninger om, at Vorherre er fløjtende ligeglad med, om man møder op til konfirmationen i en Ferrari eller ej.
Men held og lykke med at forklare dét til en teenager, hvis største eksistentielle krise ikke handler om, hvorvidt han rent faktisk er i besiddelse af den fornødne mængde fromhed til at kunne genbekræfte sin kristne tro i Guds åsyn, men om hans sneakers nu også matcher jakkesættet på den helt rigtige måde.
For en 14-årig er få ting mere skræmmende end tanken om at skille sig ud fra mængden, en følelse, der kun forstærkes af konfirmationens opblæste forbrugsræs.
Hvad hvis resten af klassen kører til kirken i limousiner, partybusser og sportsvogne? Hvad hvis alle de andre forældre har hyret makeupartister, professionelle konfirmationsfotografer og DJ’s til festen?
Vi har allerede bestilt såkaldt luksusbuffet til en mindre formue pr. kuvert, men er der ikke noget med, at en af drengene fra klassen skal have mad fra en rigtig Michelin-kok? Bør vi også sørge for fyrværkerishow, chokoladefontæne og en standupkomiker, der kan lave sjov med konfirmanden under hovedretten?
Annonse
Tro mig, den slags sker. Selv herude i mellemindkomstforstaden.
Det er den samme ballade hvert år, når sæsonen rammer. Ungerne går i panik, kontoen går i overtræk, præsterne prædiker mådehold, og boomerne går amok i kommentarsporene med kontraproduktive floskler om dengang, konfirmander skulle prise sig lykkelige for en ny salmebog, en klat syltetøj og et par på hovedet fra sognepræsten.
Men spar jer bare, jeg er ligeglad. Eller, det er jeg jo ikke, jeg synes jo selv, det har taget overhånd, men jeg må ikke fejle, for alt i verden ikke skuffe på så vigtig en dag.
Det har jeg sgu sikkert gjort på så mange andre punkter, og nu er der en mulighed for at sætte lidt ind på lykkens langtidshukommelse.
Også selvom det koster på den gale side af 30.000 kroner plus udgifter til beklædning og brandert på Blå Mandag.
Det kan godt være, min søn ikke får genbekræftet sin tro på Gud, men med lidt held og en smule overtræk kan han måske få genbekræftet troen på sin far. Og den følelse er også værd at tage med ind i de voksnes rækker.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
