Oh Lands børn har lært hende noget vigtigt som sig selv: ”Det føles godt”

For nylig blev Nanna Øland Fabricius’ ældste søn på 9 år spurgt, om han bor på en bondegård. 

Det var en klassekammerat, der undrede sig, og Nanna Øland griner selv, da hun viderebringer anekdoten. For den 40-årige sangerinde og X Factor-dommer – der også er bedre kendt som Oh Land – kunne snildt have fået det samme spørgsmål, da hun selv var barn.

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

– Jeg sagde altid, at jeg boede på en bondegård, selvom jeg bare boede i et hus i Gladsaxe, for det føltes sådan. Og sådan tror jeg også, at han har det, forklarer hun, da hun en formiddag åbner lågen ind til den store, vilde have, der omkranser familiens gamle villa med sprossede, lyserøde vinduer. 

Her bor ikke nogen prikket hest på verandaen eller en abe ved navn Hr. Nilsson, sådan som man ellers snildt kunne forestille sig det, men til gengæld fire killinger, en kattemor, tre kaniner, otte høns og indtil for nylig også en lille hund, som fulgte Nanna lige til sit sidste. 

Og, betror hun mig, imens vi vandrer forbi et legehus, nogle vildtvoksende blomsterbede, en hønsegård og en køkkenhave, hvis det var muligt at få hov- og klovtilladelse, ville her helt sikkert også bo en ged.

– Jeg slapper ret meget af med børn og dyr, erklærer hun. – Fordi de har en meget naturlig bevægelse hele tiden, og fordi jeg hviler bedst i bevægelse. Jeg har sådan en evig motor inde i, som selvantænder ret let, og jeg kender ikke rigtig den der følelse af at hvile i stilhed, lyder det videre, imens hun åbner døren til husets mintgrønne entré, hvor en af de fire killinger straks kommer pilende.

Ro er noget, hun tilstræber i momenter, skal man forstå, men aldrig forventer.

– For mig er det for eksempel meget mere afslappende at rende rundt i naturen med mine børn og prøve at se, om vi kan fange en salamander, eller muge ud i hønsehuset end at lægge mig på en sofa og se fjernsyn. Det er også sådan, jeg lader op til en X Factor Live fredag aften; ved at være ude i hønsehuset og muge ud og ordne. Lige indtil jeg skal afsted. Jeg ankommer nærmest med lort under neglene, smiler hun og sparker sin tårnhøje Crocs af.

Lov til at være lille

Det er også Nannas indre bondepige, der for nylig har oprettet Instagramprofilen @Nannaihaven med undertitlen: ’Musiker om natten – bonderøv om dagen’, hvor man kan følge med, når hun begiver sig ud i alt fra sommerfuglealv til opskrifter på hjemmebrygget syrensaft. Verden må gerne vide, at hun er nået til et sted i sit liv, hvor hun trives mindst lige så godt i havehandsker og gummistøvler som i glitterende kjoler. Og hun vil gerne dele ud af den balance, der kan ligge i kontrasterne, bedyrer hun, imens vi går ind i stuen og forbi et flygel og nogle flere katte. 

Ligesom hun også gerne vil fortælle om det, der fylder allermest, både dag og nat; nemlig familien og hende rolle som mor. Til drengene Svend og Ernst og inden længe også til den lille pige, der under dette interview stadig ligger og skvulper rundt i hendes struttende mave.

Det er netop noget af det, vi snakker om, da vi når ind i familiens køkken og sætter os ved et rustikt langbord med kig til haven; familieforøgelsen. For når man som hun og hendes mand, musikeren Adi Zukanovic, har en lille flok i forvejen, bliver det vigtigt at tage nogle særlige hensyn, når der er endnu en på vej.

– Jeg er ret bevidst om, hvor stort det er for et barn at få at vide, at det skal være storesøskende. Og jeg har været godt forberedt på, at drengenes reaktioner på et nyt familiemedlem ikke nødvendigvis ville være ren og skær jubel. Derfor var det også meget vigtigt for mig at sige det på en måde, hvor der var plads til, at de lige kunne få lov til at fordøje det, siger Nanna Øland Fabricius og skænker grøn te i krus med Mumitrold-motiver.

– Vores yngste, som er 4 et halvt år, reagerede udelukkende med et: Juhu, nu skal jeg prøve at være det, som min storebror er for mig! 

Men vores store søn ved jo godt, hvad det vil sige at få en lillesøskende – han har også en bror på sin fars side – og ved også hvordan ens forældre lige pludselig er trætte, og hvordan der lige pludselig er flere, der kan ødelægge ens legetøj eller komme til at spise en Legoklods, så han var mere: Det mener I ikke, smiler hun og efterligner et opgivende ansigtsudtryk.

Efterhånden har begge drenge taget realiteterne sig, har hun med lettelse bemærket, og de er lykkelige over, at de skal have en lillesøster. Så i virkeligheden, reflekterer hun, imens hun løsner et støttebælte fra sin tunge mave, er det nok hende selv, der skal forberede sig allerbedst herfra. På de faldgruber, der kan være, når man står med en lille bebs på armen og samtidig skal forholde sig til to unger, der er et helt andet sted i deres udvikling og børneliv.

– Jeg kan godt komme til at se drengene lidt som en duo, der hører sammen og kan de samme ting. Hvor jeg skærer dem over én kam og glemmer, at der er faktisk fire års forskel på dem. Og jeg kan mærke, at jeg allerede ser Ernst som den store, selvom han kun er fire år, og nogle gange glemmer, hvor lille han er. 

For eksempel når han bliver utrøstelig ked af et eller andet fuldstændig latterligt – så kan jeg overse, at han jo er totalt umoden i sit system, og at det er fuldstændig okay og normalt, at han bliver ulykkelig, fortæller hun og uddyber:

– Jeg er ret opmærksom på, at jeg skal tillade Ernst at være lille, og på, at jeg måske skal skrue lidt ned alle de steder, hvor jeg har tendens til at tale ind i ting, han kan. Når han for eksempel er god til at cykle, selv kan finde sit legetøj eller bærer ud efter sig. 

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

Han må jo gerne få opmærksomhed på den måde, men jeg skal minde mig selv om, at han bare er fire år og også skal have lov til at ikke være god til noget og spilde og vælte ting og tisse i bukserne.

Mor er hellig

Nanna er selv nummer tre i en søskendeflok, og vi taler videre om, hvordan der kan ligge en vis frihed i at komme til verden som den berømte rosin i pølseenden. Hvordan hun på egen krop har mærket, at hendes forældre var ’blevet kørt til’, som hun forklarer det, da de fik hende, og havde en anderledes tillid til, at alt nok skulle gå godt. Også selvom det ikke altid gjorde det.

– Jeg tror, at man som 3’er i større grad er sparet for sine forældres bekymrede og analyserende blikke og ikke skal udleve nogen drømme om, hvad de skal være som forældre, siger hun og fortæller, at hun selv har fået det ligesådan, med tiden.

– Da jeg blev mor første gang, havde jeg en meget klar idé om, hvad jeg skulle kunne, og jeg var for eksempel helt sikker på, at jeg kunne gå til en fest eller event og have noget flot tøj på, 14 dage efter jeg havde født. Og have min baby med, husker hun og ligner en, der selv synes, at det lyder, ja, lidt vildt.

– Det kunne jeg på ingen måde. Jeg kunne knap nok komme ud af sengen, griner hun og fortsætter:

– Jeg talte nærmest også ned til, hvor hurtigt jeg skulle ud at gå med barnevognen, og når jeg kigger tilbage, var der jo ingen grund til, at jeg slæbte mig selv ned ad de der trapper med baby og barnevogn og lift og bleer på et tidspunkt, hvor jeg dårligt nok kunne gå selv.

Det handler om, at forældreskabet kan sætte gang i alle ens usikkerheder, i forhold til om man nu er en lige så god mor som alle de andre, vurderer Nanna Øland Fabricius. Hvilket ellers ikke er noget, hun har brugt synderlig meget energi på i løbet af sit liv, indskyder hun; at sammenligne sig med omverdenen. – Det er som om, at det at få det første barn er en utrolig målbar ting.

Lige pludselig handler det om sådan noget med, hvor dit barn ligger på vægtkurven, og hvor mange bleer, det laver i døgnet. Hvilket kan være ekstremt svært at arbejde med, hvis man som jeg kommer fra et sted, hvor man gerne vil gøre ting ordentligt, konstaterer hun.

– Det blev for eksempel død og pine vigtigt, at mit første barn fulgte alle kurver og tabeller, samtidig med at jeg selv skulle have styr på alting, og det betød, at jeg til sidst fik stresset mig selv så meget op i et hjørne og sommetider blev så overvældet, at jeg knap nok kunne få luft – bogstaveligt talt. 

Hvilket jo er vildt opslidende i længden, siger hun og maler et levende billede af sig selv, der står og rydder op i køkkenet kl. 11 om aftenen, fuldstændig most, fordi hun ikke føler, at hun kan gå i seng, før det er rent og klar til dagen efter.

– På et eller andet tidspunkt fandt jeg ud af, at det faktisk ikke giver nogen mening, fordi det jo et eller andet sted er det vigtigste, at mit barn har en stærk, sund mor, der har det godt.

Nanna lyder sikker i sin sag. Det er også derfor, at hun denne gang har taget en aktiv beslutning om, at det skal være anderledes. At hun skal passe bedre på sig selv og betragte sin morkrop som noget nærmest helligt, der skal værnes om. Imens hun styrer langt uden om diverse apps og informationskanaler, der giver anledning til at evaluere baby – og hende selv.

– Jeg aner for eksempel ikke, hvilken grøntsag hun er i størrelse lige nu, udbryder hun og slår frejdigt over i de haverelaterede metaforer, som hun flittigt benyttede, da drengene lå i maven og udviklede sig fra jordbær til auberginer og fuldvoksne squash.

– Jeg ved overhovedet ikke, hvor stor hun er, eller hvad hun vejer. Jeg ved bare, at jordemoderen ville sige det, hvis der var noget, der var unormalt. Og det er godt nok.

Okay at give op

Det er med andre ord ambitionsniveauet, der er blevet justeret. Med fuldt overlæg og ikke kun i Nanna Øland Fabricius’ tilgang til graviditet og baby, fortæller hun, men hele vejen rundt i hendes liv.

LÆS OGSÅ

Annie satte barnevognen med sit sovende barn udenfor – nu har 15 millioner set videoen

Annie Samples, der er danskboende amerikaner, lagde en video på sin TikTok-profil af sit sovende barn i en barnevogn. Udenfor. Siden er videoen gået viralt, og kommentarsporet er stukket af.

– Da jeg var yngre, var det mit mål, at intet skulle ændre sig. Alting skulle kunne være det samme, også selvom jeg fik børn. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg prøver ikke at opretholde en international karriere, og jeg stræber ikke efter at skulle spille for så store sale som muligt. Min ambition nr. 1 er at have en fed hverdag med min familie, slår hun fast og tilføjer med sit karakteristiske klukkende grin:

– Hvis jeg havde sagt det for 10 år siden, havde det nærmest føltes, som om jeg havde sagt djævlens navn.

Tendensen til at ville præstere og sætte barren højt har nemlig været en grundpræmis i størstedelen af Nanna Ølands liv, forklarer hun.

– Det er noget af det, som jeg tror præger mig ret meget som menneske; at jeg har svært ved ikke at gøre ting 100 procent, og at der skal ret meget til, før jeg synes noget er godt nok. Hun tager en slurk te og kommer så ind på de år, hvor hun dansede ballet – på højeste niveau – og for alvor blev konfronteret med, hvad det vil sige at stræbe efter det ypperste.

– Jeg var i et miljø, hvor man for alt i verden aldrig måtte give op, og hvor man altid skulle klø på og blive ved, mindes hun, – og nogle gange, når jeg tænker, at nu har jeg ødelagt mit barn, så jeg tror, det handler om noget, der har skygger i mig selv. Noget, der viser tilbage til mine egne traumer og de ting, der har formet mig negativt. 

For eksempel balletverdenen og den meget autoritære og elitære kultur, der kendetegner den – med traditioner og bestemte måder, man gør ting på. Og stor vægt på kritik og rigtigt og forkert. Jeg er så præget af den skole og det miljø, at jeg skal passe på, at jeg ikke giver det videre til mine børn. 

Hvilket kan være noget af det sværeste, fordi man jo ikke nødvendigvis altid gør det rigtige, men det, man selv har lært og set, reflekterer hun og skildrer en situation, hvor det kan blive sat på spidsen.

– Hvis drengene for eksempel ikke kan slå en kolbøtte, går jeg ret langt for, at de skal lykkes med det. Jeg bliver hende elitesportsudøveren, der bare vil i mål med projektet – og som glemmer, at jeg også selv ville have haft gavn af, at nogen havde sagt: Prøv at høre, nogle gange må man godt give op. 

Så behøver man ikke for alt i verden af blive ved. Og slet ikke, hvis det ikke lige ligger til dig. Det er helt fint at sige, at det bliver altså ikke i dag, eller imens jeg er fire år, at jeg slår den kolbøtte.

I stedet, siger Nanna, vil hun gerne give sine børn en større selvtillid i forhold til at turde fejle og gøre ting ’forkert’ – og eventuelt droppe dem helt, hvis det skulle være. Så de ikke bliver perfektionistiske og selvbebrejdende, ligesom hun selv har oplevet det og kæmpet med.

– Det gælder om at finde balancegangen, og det er det, der kan være så udfordrende, og som jeg selv øver mig i. I alle mulige sammenhænge, reflekterer hun.

En hyldest til kedsomheden

Slidt kliché eller ej, så gælder det om at sætte det gode eksempel, har Nanna fundet ud af. For hun får absolut intet ud af at fortælle sine børn, hvad hun vil have, at de skal tænke og føle og gøre. Hun skal træde vejen selv.

LÆS OGSÅ

Emilie har en søn med infantil autisme: ”Jeg er ikke længere den mor, jeg var engang”

Et barns diagnose kan vælte en hel familie omkuld. Det ved Emilie Melgaard Jacobsen, der er mor til Knud med infantilautisme, og som kæmper en daglig kamp med sin dreng, systemet og det meste af tiden også sig selv.

– Jeg er nødt til at vise dem noget, de kan spejle sig i. Så de ser, at jeg også tør fejle, at jeg tør sænke barren og for eksempel kan lade være med at stresse over, at vi kommer for sent, eller over, at nogen har lyst til at gå i det samme tøj tre dage i træk, smiler hun.

– Jeg øver mig også i at vise dem, at der ikke behøver at være et svar på alle de 2.000 spørgsmål, de stiller hver dag, og at det nogle gange er ok bare at undre sig eller synes, at spørgsmålet i sig selv er interessant.

For jo flere dyr, jo flere børn, jo mere kaos, der er kommet til, jo mere har jeg også fundet en accept af, at ikke alting giver mening, og at ikke alting kan forklares. Sommetider behøver vi ikke engang prøve at forklare, siger hun og fortæller så, hvordan det for hende handler om at holde tingene åbne – om at give plads til det ubekendte og det, man ikke nødvendigvis lige kan definere.

Af samme grund får kedsomhed lov til at fylde en hel del under familiens tag. Hver eneste dag, proklamerer hun.

– Det er noget af det positive, jeg har med hjemmefra, og noget at det vigtigste, jeg gerne vil give mine børn med videre. At de ikke skal forvente, at vi voksne hele tiden kommer deres behov i forkøbet, og at de sommetider bliver nødt til at kede sig. 

For der går sjældent ret lang tid, fra at man siger, at man keder sig, til man finder på noget, og det er faktisk lige præcis, når du når the tipping point, hvor du erkender, at du keder dig, at du begynder at finde på ting, lyder hendes egen erfaring.

Hvilket ofte også gælder for hendes egne unger, kan hun bevidne, for på et tidspunkt går de selv hen og hiver noget tegnegrej frem eller går ud i haven og leger eller finder på noget helt tredje. – Jeg føler, at de på den måde træner deres kreativitet, deres selvstændighed og deres nysgerrighed. Og hvis du selv kan skabe noget sjovt, et indhold, så kan du ikke være fattig.

Så har du rigdom med dig altid, ligegyldigt hvor du er, eller hvad du laver.

Erkendelsen af, at kedsomhedsøvelsen kommer med en pris, har for længst ramt hende.

– Når de begge to finder på så mange projekter, som de gør, er der ret meget kaos herhjemme, fordi der altid ligger et eller andet, de er i gang med, og som får lov til at rode og brede sig.

Hun slår ud med armene – som for at signalere, at det er et vilkår, hun må gå med på. I frigørelsens navn.

– Jeg tror, at mine børn hver især er kommet for at lære mig noget, og jeg tror, det handler om, at jeg skal øve mig i at give slip. 

For det er jo i virkeligheden det, børn tvinger en til. Det er også grunden til, at jeg gradvist er blevet mere sløset med alt, erklærer hun, – og det føles godt.

Det frygtede ammeshow

Lyden af musik baner sig vej fra et sted i huset og bevidner, at Adi Zukanovic sidder hjemme og arbejder, og snakken falder på, hvordan hun selv har balanceret karriere med familieliv de seneste år.

LÆS OGSÅ

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

– Der er 4,5 år mellem alle mine børn, så jeg har nået at få mit liv tilbage hver gang og være på full speed indimellem. Jeg har ligesom nulstillet hvert fjerde år, og det har givet mening for mig at gøre det på den måde, for ellers tror jeg, at det havde været for hårdt for mig – i forhold til at lave musik og spille koncerter og lave tv, eller hvad jeg nu har fundet på af projekter, siger hun med udsigt til, at hun om et øjeblik skal på barsel for tredje gang. 

Skrue helt ned for blusset og tune ind i babyland. Hvilket bliver lidt ligesom en Corona-boble, forestiller hun sig, hvor hun er fredet, undskyldt for verden og har rigeligt travlt med ingenting.

– Det eneste, jeg frygter, er hele det der ammeshow. Det var pisseudfordrende med begge drenge, og jeg har for eksempel prøvet at blive så syg med brystbetændelse, at jeg blev indlagt. Alligevel endte jeg med at amme dem begge to i 18 måneder, men igen, det er den der barre, jeg sætter så højt, siger hun og griner. 

Af sin egen stædighed.

Vi er tilbage ved det der med, at man ikke nødvendigvis skal kæmpe for ting, som bare ikke helt vil, erklærer hun, imens hun aer den langhårede kattemor, der er sprunget op på spisebordet for at lægge sig til rette mellem tekopper og duftlys.

– Der er grænser for, hvor usjovt noget skal være. Eller hvor ondt det skal gøre, siger hun og sender endnu en tanke tilbage i tiden, til sine år som danser.

– Jeg er vokset op med, at smerte er en fuldstændig naturlig del af tilværelsen, og jeg har lært, at den er en baggrundsstøj, lidt ligesom tinnitus, som du bare skal kunne arbejde med og ikke lade fylde for meget. Den må i hvert fald ikke ødelægge noget – og jeg har stadig altid ondt et eller andet sted, sukker hun.

– Derfor tror jeg også, at jeg har en større udholdenhed og har glemt at sige til mig selv, at det ikke altid giver nogen mening, at jeg holder smerten ud, konstaterer hun. Altså, lige indtil nu.

– Den her gang har jeg besluttet, at jeg giver amningen tre uger, og hvis ikke det kommer til at fungere, så skal jeg være velkommen til at give op.

Hun smiler – lettet, virker det til, og taknemmelig over, at noget har forandret sig, i takt med at hendes lille flok er kommet til.

– Det at få børn har nærmest været den vigtigste uddannelse, jeg kunne få. Det er det, der har lært mig allermest om kærlighed, om verden og om mig selv, og hvad jeg gerne vil give videre og ikke vil give videre. Jeg tror også, det er derfor, at jeg elsker børn så meget, fordi de på en eller anden måde er de ultimative væsner, og du har muligheden for at fucke det så lidt op som muligt.

Nanna Øland Fabricius læner sig tilbage på stolen og lader hænderne hvile på sin store, runde mave.

– Det er det, der er øvelsen; at man skal fucke det så lidt op som muligt.