Marthe er mor til tre børn under to år - og tvillingerne blev født for tidligt: Det er ret overvældende 

Allerede, da Marthe var gravid i uge seks, fik hun kommentarer om, hun ikke snart skulle fortælle kollegaerne, at hun var gravid. 

– Da indså jeg, hvor hurtigt min mave var vokset i forhold til, da jeg var gravid med mit første barn, fortæller Marthe Bugge Nedrebø.

Hun er mor til tre børn sammen med sin mand Jørgen, datteren Mia på to år og tvillingerne Elias og Jonas, som er seks måneder.

Under en privat ultralyd så de, at der lå to fosterposer med et embryo i hver pose. Chokket var stort, og det tog tid at fordøje beskeden.

– Vi havde allerede Mia på lidt over et år, og nu skulle der komme to til, før hun fyldte to år. I starten var det svært at glæde sig ordentligt, for vi forstod ikke, hvordan vi kunne være der for tre børn, der ligger så tæt aldersmæssigt, siger Marthe ærligt.

Hun beskriver en tung graviditet, både fysisk og psykisk. Samtidig med kroppen ikke helt spillede med, gjorde Marthe alt, hvad hun kunne for at være en så god mor som muligt for datteren.

– Jeg led voldsomt af graviditetskvalme, bækkenløsning og plukveer. Jeg var ind og ud af observationsafdelingen for gravide på, fordi veerne kom og gik helt fra uge 20.

– Det var en meget speciel og mærkelig følelse, for jeg ville jo gerne være der for Mia samtidig med, at jeg ville det bedste for drengene, som jo selvfølgelig var, at de skulle blive i maven så længe som muligt, beskriver hun.

2260 og 2240 gram

Den 17. maj havde Marthe smerter i ryggen. Om aftenen gjorde det så ondt, at hun ikke forstod, hvordan hun skulle kunne sove.

– Jeg havde haft mange runder med plukveer, men de havde aldrig været så regelmæssige. Denne aften prøvede jeg at tage smertestillende og slappe af, men veerne var regelmæssige og smertefulde.

Marthe ringede til fødeafdelingen, hvor hun fik besked på at komme med det samme. Vel fremme blev der foretaget undersøgelser og taget ultralyd. Der var ingen tvivl om, at det var veer. Hun fik derfor både en lungemodningssprøjte og vehæmmende sprøjte, men den havde ingen effekt.

– Jeg blev indlagt på fødeafdelingen og sat på vehæmmende drop. Da stoppede veerne, og jeg blev overført til observationsposten.

To dage senere, i graviditetsuge 34+0, havde Marthe fået to runder med lungemodningssprøjter. Det vehæmmende drop blev stoppet, da hun nu var passeret datoen, hvor man forsøger at stoppe fødsel.

– Jeg fik klar besked: Enten var min krop nu færdig med veer, og jeg ville kunne tage hjem. Eller også ville veerne komme tilbage ret hurtigt, og jeg ville føde den dag.

– Fra droppet blev fjernet, gik der kun 30 minutter, før veerne var så smertefulde, at jeg måtte arbejde for ikke at presse. Efterfølgende fik jeg besked om, at jeg havde presset mig til en prolaps, så der var ingen tvivl om, at der var voldsomme kræfter i spil, fortæller Marthe.

Jørgen nåede lige frem til hospitalet, før drengene kom til verden ved akut kejsersnit fire uger tidligere end planlagt. To små kroppe på 2260 og 2240 gram. Marthe fik et hurtigt glimt af dem, før de i al hast blev transporteret videre til neonatalafdelingen for videre behandling.

– Selve kejsersnittet var en fantastisk fin oplevelse. Sikke et team. Jeg følte mig virkelig set og taget hånd om på alle områder, siger Marthe taknemmeligt.

Så små og skrøbelige

Da hun efter nogle lange timer på overvågningen omsider fik lov at komme op på nneonatal for at møde sine drenge, lå de der så fine sammen i en seng. Elias med vejrtrækningsstøtte, og begge to med sonde, iltmåling og EKG.

– Varsomt løftede en sygeplejerske dem op til mig, så jeg kunne holde babyerne tæt ind til min krop. Det var helt fantastisk og samtidig skræmmende. De havde så mange ledninger på. Resten af aftenen fik jeg lov til at have min seng inde hos dem.

– Jeg var fyldt med kærlighed, men følte mig samtidig overvældet. Jeg fik en klump i maven og tænkte: Hvordan skal vi klare dette? De er så små og skrøbelige.

Marthe beskriver ugerne på hospitalet som både hårde og gode. Hun er fuld af lovord om lægerne, sygeplejerskerne og personalet, der fulgte familien. Hver dag sad mindst en af forældrene hos drengene fra tidlig morgen og frem til midnat.

– Jeg løb ud for at pumpe og tage mig et knækbrød hver gang drengene skulle have skiftet ble og undersøges. Efter nogle dage måtte Jørgen prioritere Mia. Hun savnede virkelig sin mor og far. For mig var det virkelig skræmmende at have det ansvar på hospitalet.

– At have to små babyer var mere overvældende, end jeg havde håbet, det ville være. Derudover havde begge drenge problemer med vejrtrækningen. Kardiologer og specialister kom forbi og undersøgte dem jævnligt. Der blev mange prøver, men ingen forstod, hvorfor de pludselig stoppede med at trække vejret, fortæller Marthe.

Endelig fik de efter lang tid svaret: Drengene gylpede mad op i halsen, fordi de var for tidligt født og lidt underudviklede. Det gjorde, at de ikke kunne synke gylpet, som så bare blev liggende og blokere i deres hals.

– De fik medicin, og det viste sig heldigvis at hjælpe. Fra da af tog det ikke lang tid, før vi fik lov til at tage hjem, hvor en sygeplejerske kom forbi os nogle gange om ugen. De fulgte os i nogle uger derhjemme, og da drengene kunne spise uden sonde, blev vi 'raskmeldt'.

En ny hverdag

Den første tid efter, de var kommet hjem, havde familien stadig episoder, hvor drengene kunne blive helt blå og ikke kunne trække vejret. At se de to helt livløse, blå kroppe, helt slappe og uden åndedræt satte en ordentlig skræk i forældrene.

– Vi havde svært ved at sove og håbede bare på, at de ikke ville stoppe med at trække vejret om natten. Vi fandt dog ud af, at det skyldtes, at de fik for lidt medicin, og vi kunne slappe mere af, da vi lærte om dette, siger Marthe.

Da episoderne med de skræmmende vejrtrækningsstop var ovre, begyndte den nye hverdag for alvor som en familie på fem. Og med det al logistikken, der følger med. Hvordan skulle de løse kabalen med at aflevere storesøster i børnehaven? Alle skulle sove på forskellige tidspunkter, og der var altid et barn, der ville sove på forældrene eller i barnevogn, altid en, der ville have mad, og altid en, der ville lege.

–  Vi var heldige, at tvillingerne blev født lige før sommerferien. Vi fik uvurderlig hjælp fra bedsteforældre, som kunne være meget ude i haven med storesøster, babyerne kunne sove i barnevognen på ture, og vi kunne finde på aktiviteter sammen.

– I den første tid fokuserede vi på at finde os selv og at få hjulene til at køre rundt, når man har tre børn under to år og med for tidligt fødte tvillinger, der kræver deres, siger Marthe, der understreger, at de ser tilbage på den første tid med mange gode minder, selvom det kunne føles både overvældende og krævende.

– Vi er så glade for, at vi fik tvillingerne, og vi vil ikke have det på nogen anden måde. Tiden med små børn varer ikke evigt, og det er noget, vi ofte minder hinanden om. Det er ikke en tid til skænderier, men en tid til at være i nuet med de små, at sætte pris på alle de fine øjeblikke med børnene i løbet af dagen og bare nyde det alt, hvad vi kan.

Rørende at se de tre sammen

Marthe beskriver, hvor rørende det er at se, hvordan storesøster allerede tager så godt og kærligt vare på sine to brødre. Hun trøster, finder sut, giver godnatkram og leger med dem.

– Jonas og Elias har taget fint på i vægt og følger deres kurve. Det er helt fantastisk. De spiser godt og er begyndt at få små smagsprøver. Mens Jonas kan lide alt, er Elias lidt mere skeptisk over for alt, der ikke smager af banan, fortæller Marthe med et smil.

Drengene er blevet seks måneder, og de følger på mange måder børn, der er født til termin på samme tid. De spiser lige så meget, sover lige så meget, leger lige så meget og udvikler sig i et godt tempo.

– Vi bemærker dog, at de er mere følsomme over for det, der sker omkring dem. Med storesøster kunne vi tage til fødselsdage, på besøg og andre steder. Vi ser, at tvillingerne måske ikke regulerer sig selv så godt som mange andre børn gør.

Drengene bliver meget hurtigt trætte, hvis de er med ude at handle, de sover også dårligt, hvis familien har haft besøg hele dagen, og de er ret skeptiske over for nye ansigter.

– Elias synes, det er rart at sidde på skødet af mor eller far i en times tid, før nye mennesker kan hilse på ham, mens Jonas synes, det er hyggeligt at hilse på dem, der vil snakke og lege med ham.

Forældrene ser allerede, hvor utrolig meget glæde alle tre børn har af hinanden, og de glæder sig meget til at se, hvor sjovt de vil få det videre i opvæksten. Planen var aldrig at få tre børn, men Marthe og Jørgen føler en uendelig taknemmelighed.

– Drømmen er et hjem med masser af leg, glæde og latter. Vi håber, de vokser op og bliver verdens bedste søskendeflok, som støtter og hepper på hinanden, og som kan være hinandens trygge havn livet ud, siger Marthe.

Artiklen er første gang bragt hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.