Carbonara med palmekål
Romerne plejer at være meget strikse med deres klassiske pastaretter, så at kalde denne for en carbonara, selv om der ikke er guanciale eller bacon i, vil nok ikke falde i god jord hos de lokale. Men saucen er altså lavet på samme måde – den er bare kødfri og med sprød, mørk palmekål i stedet.
4 personer
Personer:4
Total:20 minutter
Arbejdstid:10 minutter
Ingredienser
- 100 g palmekål
- 2 spsk olivenolie
- 400 g pasta, f.eks. rigatoni
- salt
- 3 æg
- 1 æggeblomme
- 150 g pecorino, fintrevet
- sort peber
Fremgangsmåde
- Skær kålen i brede strimler, og rist den i en pande med olivenolie i 5-6 minutter. Skru ned på helt lavt blus under panden. Sæt pastaen til at koge i velsaltet vand imens.
- Den skal være meget al dente. Rør æg og æggeblomme sammen med pecorino i en skål, og kom godt med groftkværnet peber i. Tag 1 ½ dl af pastavandet fra, og sigt resten af vandet fra.
- Kom den varme pasta i panden med kål, og hæld æggeblandingen over og halvdelen af det gemte pastavand. Vend det hele sammen, og lad æggeblandingen tykne.
- Panden må ikke være alt for varm, da æggene så vil koagulere. Det er meningen, at blandingen blot skal tykne. Hvis det ser for tørt ud, tilsættes resten af det gemte pastavand.
- Servér øjeblikkeligt.
TIP!
Romerne bruger pecorino, men du kan godt bruge parmesan i stedet.