Louise lever af at strikke – og får særligt én forespørgsel fra kvinder i overgangsalderen

Da Louise Rasmussen var barn, lærte hendes elskede mormor hende at strikke. Louise strikkede videre i teenageårene, men så blev strikketøjet lagt på hylden til fordel for symaskinen og en uddannelse til designteknolog. 

Hun arbejdede i 12 år i modebranchen, og det var først i 2015, da hun ventede sit første barn, at der kom gang i strikkepindene igen. Louise kunne ikke finde opskrifter, som hun syntes var helt rigtige, og derfor begyndte hun i 2018 at designe sine egne modeller. 

Da hun på et tidspunkt viste nogle af dem på Instagram, fik hun en masse forespørgsler på, om hun solgte opskrifterne, og efter lidt overvejelse gik hun i gang med at skrive opskrifterne ned. I sensommeren 2018 startede hun My Favourite Things Knitwear, som i dag er hendes levevej. Vi har fået lov til at bringe to af Louises opskrifter i ugens strikketillæg, og vi har også besøgt hende i sommerhuset i Asserbo, hvor hun og familien elsker at opholde sig.

Barndommens land

”Vi havde en helt særlig tosomhed”

– Min barndoms somre var altid en kombination af to ting. Den ene var bilferie til Italien. Helt klassisk. Bilen var pakket til randen, og så drønede vi sydpå i tre uger. I begyndelsen havde min mor altid booket fancy, lækre og lidt luksusagtige resorts, men jeg er enebarn, og efterhånden fandt hun ud af, at der ikke var nogen legekammerater til mig de steder. Så da jeg var omkring fire år, begyndte vi i stedet at tage på camping. 

Vi lejede os ind i mobilehomes ved Gardasøen eller i Toscana, og så var vi ellers bare der i tre uger. Jeg elskede det. Det var en kombination af badeferie, noget kulturelt og så at blive slæbt med på vingårde, som ikke sagde mig så meget dengang. 

Men det var familietid, jeg fandt altid nogen at lege med, og mine forældre fik tit nye venner, som vi så efterfølgende besøgte herhjemme.

– Den anden halvdel af sommerferien skulle mine forældre tilbage på arbejde, og derfor tilbragte jeg altid de uger med min mormor og morfar i deres fastliggercampingvogn oppe mellem Hundested og Frederiksværk.

Byaasgaard hed campingpladsen, og der var heste og grøftekanter med blomster, som vi plukkede, og vi tog også ud og fandt brombær og hindbær, som vi lavede til marmelade.

Vi fiskede krabber på badebroen og badede i det iskolde fjordvand, og somme tider kørte vi ind til Frederiksværk, hvor jeg fik den prinsessekjole, jeg ikke måtte få derhjemme. 

Engang købte min mormor også en kanin til mig uden at spørge min mor først. Jeg var det eneste barnebarn, så jeg var nok møgforkælet, og for mig repræsenterer ugerne deroppe stadig de allerbedste sommerminder. Min mormor og jeg havde en helt særlig tosomhed, et helt specielt bånd, og det var bare magisk at være deroppe i de lyse sommeraftener. 

Vi var udenfor hele tiden, og jeg kan slet ikke huske, at det nogensinde regnede, men det har det jo helt sikkert gjort. Det hele var et eventyr, selv det at gå op i fællesbadet på campingpladsen. 

Jeg har taget sommerminderne med min mormor med mig ind i forholdet til mine egne piger, og vi elsker også at plukke blomster i grøftekanterne og lave fine, vilde buketter. Desværre nåede min mormor og morfar ikke at møde mine piger.

Ungdommens somre

”Jeg nåede at blive meget forelsket”

– Da min mormor og morfar solgte campingvognen, var jeg i mine tidlige teenageår. Jeg tog stadig på ferie med mine forældre, til jeg blev 18 år, og jeg havde også gerne mine teenagekærester med. Da jeg var omkring 15 år, fik jeg en italiensk sommerkæreste, Stefano, som jeg har kontakt med den dag i dag. 

Han kunne ikke et ord engelsk, så jeg ved slet ikke, hvordan vi kommunikerede, men i den uge, vi havde sammen, nåede jeg at blive meget forelsket, som man nu kan blive det i den alder. Det var jo før de sociale medier, men vi udvekslede telefonnumre, og jeg mødtes med ham en enkelt gang efterfølgende i Amsterdam. Siden fik vi kontakt på Instagram, hvor vi følger med i hinandens liv.

Han er tandlæge og rejser verden rundt, og hans forældre bor stadig i den lille by i Toscana, hvor vi mødte hinanden. 

Han skriver tillykke, når mine børn har fødselsdag, good for you, når der sker noget godt i mit liv, og what a lovely family, når jeg lægger billeder ud af Johan, pigerne og mig. Det er sjovt, hvordan en stor teenageforelskelse for mere end 20 år siden har udviklet sig til et venskab.

– Jeg mødte Johan, som jeg er sammen med i dag, da jeg var i begyndelsen af 20’erne, og vi lavede en ny sommertradition sammen. Vi lejede et hus på Mallorca i en lille landsby mellem Deià og Andratx, der hedder Estellencs. 

Der er ingenting i den by udover æsler, der græsser, to restauranter, hvor tjenerne er skidesure og en lille bugt, hvor man kan bade. Vi havde kendt hinanden et halvt år på det tidspunkt, så vi var sådan, okay, det er en form for IKEA-test det her. Nu booker vi huset, og så ser vi, om vi kan finde ud af at være på en skråning midt i ingenting i halvanden uge sammen. 

Det kunne vi godt, for da vi kom derned, var det bare det mest magiske, gamle hus midt i en appelsinlund med egen pool og masser af smukt gammelt interiør. 

Vi faldt i søvn til lyden af fårenes klokker og vågnede op til de mest fantastiske solopgange over vandet. Vi er kommet der hvert år lige siden i de to første uger af juli, men desværre synger den tradition på sidste vers. Ejerne er selv begyndt at bruge huset i de uger, hvor vi plejer at være der, og det er ganske enkelt en lille sorg. Vores piger har altid troet, at det var vores hus, og vi har alle elsket at være der. 

Nu må vi se, om vi måske kan tage derned i efteråret i stedet for.

Sommerhuset

”Ejendomsmægleren var strikkedame ...”

– Vores yndlingssted i Danmark er vores sommerhus i Asserbo. Det er et lille 60’er-hus på 40 kvadratmeter, som virkede lidt mindre lille, da vi købte det, og pigerne kun var to og fire år. Nu er Ava og Ingrid snart lige så høje som mig og fylder lidt mere på de få kvadratmeter.

Vi købte huset efter at være kommet i området igennem ti år. Mine svigerforældre havde i mange år et sommerhus deroppe, og vi har også nogle venner, der har hus i området. Da mine svigerforældre købte deres hus, var jeg sådan, altså, hvorfor er det så vigtigt, at huset lige ligger i præcis det område? 

Men i dag forstår jeg det godt og har det præcis på samme måde. Det er et unikt område ind mod skoven og Tisvilde Hegn, og det er efter vores mening det allerbedste spot.

– Da vi fik Ava og siden Ingrid, byggede mine svigerforældre et lille anneks, så vi havde mulighed for at være meget deroppe, og vi var nærmest på besøg hver weekend. Så kom corona, og der havde jeg mit første og eneste skænderi med min svigermor nogensinde over et eller andet med børneopdragelse. 

Vi er ellers de bedste venner og har været det fra day one, men børn larmer og fylder jo lidt, så jeg begyndte at overveje, om vi skulle få vores eget sted deroppe.

– Alle huse i området var for dyre, men i anden uge af nedlukningen kom et hus pludselig online. Det mindede mest af alt om et skur. Det var en ældre mand, der havde haft det, og alt var lavet af plastik, og det hele lignede noget, der var løgn. Men beliggenheden var helt rigtig, grunden ud til en fredet del af plantagen var fantastisk. 

Jeg prøvede at prutte om prisen, men der var ikke noget at gøre, og huset endte i en budrunde. Her kom strik ind i billedet! Ejendomsmægleren var strikkedame, og hun kunne godt lide mig og mine ting, så jeg tror faktisk, at det var strikken, der endte med at hive huset hjem for os. Jeg havde ondt i maven i en hel uge bagefter, for hvad var det, vi havde gjort. 

Det var virkelig mange penge, og det var mig, der havde købt huset, for Johan ville faktisk slet ikke have et sommerhus. Det sjove er, at sommerhuset er endt med at blive Johans yndlingssted i hele verden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han har sagt tak til mig for at købe det hus. Og det sjove er også, at havde det ikke været for mit lille skænderi med hans mor, var jeg aldrig begyndt at kigge efter hus i Asserbo. 

I dag vil jeg ikke bytte huset væk for noget, og i vores økonomi har vi hele tiden fokus på, at der skal være plads til, at vi har det. Vi kommer aldrig til at gå af med det, tror jeg.

Svampe, strik og bøger

”Jeg har altid strikketøj med i sommerhuset”

– Somrene er blevet lig med skovture og udeliv for os. Vores sommerhus ligger tæt ved vandet, det tager 20 minutter at gå derned, men det er skoven, der er vores absolutte yndlingssted. Vi bruger usandsynligt meget tid på at samle svampe lige fra de første kigger frem i juni og så helt frem til november.

Vi kender alle stederne, og det er sådan noget med at sige: ”Stille unger, læg jer ned, der kommer nogen”, haha. Vi prøver at gøre det lidt til en skattejagt for at lokke dem med, og de synes, det er sjovt, at de skal være stille, så andre ikke opdager os og de gode svampesteder. De er superskarpe til det, men de har også været med, siden de sad i barnevogn. 

Mit nervesystem får helt ro af at gå rundt i skoven og kun have fokus på de der små gule ting, der titter op i skovbunden. Jeg elsker det. Vi holder os til rørhatte og kantareller, så vi er sikre på, at vi ikke kommer til at plukke noget, der er giftigt. 

Johan har specialiseret sig i at lave en spansk tortilla med kantareller og Karl Johan-svampe, og ellers laver vi den helt klassiske svampetoast. Vi sylter også svampe, for vi finder så mange, at vi ikke kan nå at spise dem, mens de er friske.

– Jeg har altid strikketøj med i sommerhuset, uanset årstid, men strik er mest en aftenting for mig deroppe. At strikke er en fast del af min hverdag, det er jo mit arbejde, men i sommerhuset har jeg mest fokus på selve håndværket – altså det at strikke prototyperne – og derfor føles det ikke som arbejde for mig. 

Vi har aktivt valgt ikke at have internet i huset, og der er meget dårlig mobildækning på mit abonnement, så jeg kan ikke være særlig meget på Instagram, hvilket ellers er en stor del af mit arbejde. Det er også med til, at strik ikke føles som arbejde i sommerhuset, tror jeg. Jeg tager en del billeder af min strik til Instagram, når jeg er i Asserbo, mange procesbilleder og billeder af de færdige modeller. 

Inspirationen til billederne er anderledes deroppe, hvor det hele bliver lidt mere blødt, fordi lyset, skyggerne og omgivelserne er helt anderledes end i byen.

– Min kæreste og jeg bruger også tid på at læse Weekend-avisen, når vi er i sommerhus, så den ligger altid deroppe, til den er læst færdig. 

Derefter ryger den i brændeovnen. Bøger er der også en del af i huset efterhånden, de bliver sat op på hylden over vinduet, når vi har læst dem. Det sjove er, at man ikke kan åbne en bog, uden at det vælter ud med tørrede blomster. 

Det er pigerne, der presser mange af de blomster vi plukker, så hov, der er lige en vintergæk eller en anemone. Forleden dag faldt der en kobjælde ud af en bog, og så måtte jeg lige sige til Ava og Ingrid, at de altså ikke må plukke fredede blomster.

Sommerstrik

”Mange kvinder i overgangsalderen efterspørger strik i andet end uld”

– For mig var strik i mange år noget, der hørte til vintersæsonen. Jeg forstod slet ikke sommerstrik. Hvorfor skulle man strikke sommertoppe og den slags? Jeg syntes, det var meget underligt. Sådan er det ikke længere, og i dag fylder mine sommerstyles lige så meget som min vinterstrik, og der er virkelig stor efterspørgsel på de lette ting i bomuld og silke. 

Både i udlandet, hvor klimaet er varmere, men også herhjemme, hvor mange f.eks. gerne vil lave en fin, klassisk tanktop eller en T-shirt. Der er også mange kvinder i overgangsalderen, der efterspørger strik i andet end uld, som de ikke kan holde ud at have på. Jeg skulle lige vænne mig til at strikke i bomuld og silke, for det er meget anderledes at sidde med, end det er at arbejde med en strækbar merinould, men i dag elsker jeg det. 

Jeg er lige blevet færdig med et lille grønt sæt med vest og nederdel, som er meget sommerligt, og som jeg glæder mig til at bruge. Opskrifterne på sættet er lige kommet på min webshop.

– Sommerstrik for mig er også mine oversized sweaters, som jeg elsker at style sammen med bare ben i shorts. Det er så pænt, synes jeg, og det er skønt at have på om aftenen, hvor det godt kan blive køligt, når man er tæt på vandet. 

Mine sweatre, f.eks. New Norma, er strikket i lette uldkvaliteter, så de er lune uden at være tunge. Vest No. 9, som også er med i ugens striktillæg, kan styles lidt morfaragtigt med en skjorte under, men om sommeren vil jeg bruge den uden noget indenunder. Den dybe v-hals og det smalle tørklæde gør den feminin og sofistikeret.

Tips til Asserbo og omegn

”De har små nuttede Kunekune-grise, som man må klappe”

– Vi er så heldige, at vores hus ligger lige mellem Tisvilde og Liseleje, der er fem km hver vej gennem skoven. Der ligger nogle fuldstændig magiske strande deroppe, hvor man faktisk kan få lov at være ret alene, så det vil jeg virkelig anbefale, at man benytter sig af, hvis man kommer forbi. 

Tag bilen derop, stil den ved Asserbo Slotsruin, gå ind i skoven og ned til strandene. Alle, vi har med på de strande, bliver fuldstændig blæst bagover, når de ser, hvor smukt der er. Helt specifikt kan jeg anbefale strandene Troldeskoven og Jydestranden. Der er så smukt og stille, og for mig er det en kæmpe attraktion. 

De fleste af strandene deroppe er i øvrigt nudiststrande, men man behøver ikke at smide tøjet, hvis man ikke har lyst.

– Hvis man har børn, vil jeg klart anbefale at tage en tur på Tothavens Besøgsgård. Det er en lille økologisk besøgsgård, og man skal huske at købe billetter online i forvejen, for de vil ikke have for mange besøgende ad gangen. Det er strikdesigner Pernille Feilberg og hendes mand, der har gården, og de har små nuttede Kunekune-grise, som man må klappe. 

De laver deres egen is, ost, pølse og kage, og man kan sidde i caféen og spise det hele. Det er så hyggeligt. Man kan også få lov til at holde en kanin – eller købe en – hvis man har lyst. Tidligere solgte Pernille noget af sit strik på gården, hun laver det smukkeste spindelvævsfine maskinstrik, men i dag kan man købe det bl.a. hos Sabine Poupinel i København og på Louisiana.

– Vi drikker tit kaffe på Michael’s. Det er en lille kaffebar i Liseleje, hvor man udover kaffe fra Coffee Collective også kan få et ordentligt surdejsbrød, som ellers er en mangelvare i området. Liseleje er en klassisk 80’er-sommerby, som jeg kan huske, fra jeg var barn. Der er ikke ret meget, der har ændret sig gennem årene. 

Udover Michael’s er der to ishuse, en café med livemusik og kæmpestore stjerneskud og en bager med studenterbrød og hindbærsnitter, der koster det halve af, hvad det koster i København. Vi foretrækker Liseleje frem for Tisvilde, som jeg synes er blevet lidt for posh.

– Det gamle skydeterræn, der før hørte til Melbylejren, er lavet om til naturområde. Melby Overdrev hedder det, og det er det smukkeste hedelandskab med spændende fugle og skønne blomster, som man kan plukke. Der elsker vi også at komme. 

Det minder mig om min barndoms somre med min mormor, og det er dejligt at kunne give noget af det samme videre til mine piger.

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.