Olivia reddede sin toårige datter fra at blive kvalt – og det har lært hende noget vigtigt

I 2024 var min datter ved at blive kvalt i et stykke skinke. I dag har hun ingen mén, men jeg er stadig påvirket af det og skærer hendes mad ud i bittesmå stykker. 

Først og fremmest er jeg blevet bevidst om, hvor vigtigt det var og er, at jeg har lært førstehjælp.

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Jeg har to veninder på besøg og har lavet kartoffelpizza med serano-skinke. Vi sidder i køkkenet, min toårige datter, Bianca, på skødet af mig. Jeg har givet hende en tallerken med pizza, som jeg har taget skinken af. 

Hun sidder og spiser, og jeg er helt rolig, men pludselig går det stærkt. Jeg kan høre, at hun hoster ”indvendigt”, men der kommer ikke noget ud, og så kigger jeg på hende og ser, at hun er blålig i huden. Jeg tænker, åh, nej, shit!

Bianca prøver at sige ”moar”. Hendes læber bevæger sig, men der kommer ingen lyd. Jeg kan se, den er helt gal, og siger til mine veninder, at de skal ringe efter hjælp. 

På det tidspunkt ved jeg ikke, hvad der har sat sig fast. Jeg vender Bianca om på maven hen over mit lår, og så begynder jeg bare at dunke på ryggen af hende. Det er kun et års tid siden, jeg har taget et udvidet førstehjælpskursus for børn og spædbørn, og jeg bruger flere af de metoder, jeg har lært.

Pludselig hoster Bianca, mens min veninde har alarmcentralen i røret. Tårerne triller ned ad Biancas kinder, og så trækker hun lige vejret. Jeg når at råbe til min veninde: ”Sig, de ikke skal komme, der er styr på det.” Men så ryger det, der har sat sig fast, ned igen.

Jeg vender hende og fortsætter førstehjælpen. Hun kan ikke få luft, og på et tidspunkt mærker jeg, at hendes arme bare falder ned, og så tænker jeg: ”Hun er død!” Min allerførste tanke er, at jeg aldrig kan flytte herfra, for jeg kommer ikke til at gå ind på hendes værelse igen; jeg ville aldrig kunne pakke det ned.

Men så begynder Bianca at hoste rigtigt og kaster noget blod op. Genstanden har ridset hende hele vejen ned. Da hun har hostet i måske 20 sekunder, og jeg ved, at der er hul igennem, vender jeg hende atter rundt og fortsætter førstehjælpen fra den anden side, hvor hun ligger på ryggen.

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.

Ambulancen ankommer, og de tager os med på hospitalet for at undersøge hendes lunger og finde ud af, om det, hun har fået galt i halsen, stadig sidder der.

Lægen på hospitalet spørger, hvad vi har fået at spise. De kan se, at der har sat sig et stort stykke af noget sejt og fast langt nede i hendes lunger. Så går det op for mig: Det er skinken! 

Hun må have fundet et stykke på bordet. Lægen siger, at hvis jeg ikke havde reageret, lige præcis som jeg gjorde og så hurtigt, så var hun død, for stykket sad så langt nede, at det var et mirakel, at det overhovedet kom op.

Først da det er ovre, går det op for mig, hvad der er sket. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid hun er uden ilt; det føles som evigheder, men det har det tydeligvis ikke været, for hun har ikke fysiske men. Bagefter kan jeg slet ikke lande i det. 

Den første nat sover vi hos min mor. Efter en uges tid får jeg svært ved at falde i søvn og vågner om natten; faktisk sidder jeg mange hele nætter og bare kigger på, om Bianca trækker vejret. 

Der skal ikke meget til, før jeg kommer tilbage i følelsen af, at der ikke må ske hende noget.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Først nu, et år efter, kan jeg slappe lidt mere af, når vi spiser. Jeg er gået tilbage til at skære hendes mad fuldkommen ud. Og jeg, der ikke tidligere har lidt af angst, kan sidde på arbejdet og pludselig få en vild tanke: Hvad nu hvis der går én ind i børnehaven og skyder, hvor hurtigt kan jeg være der? 

Men efterhånden har jeg fået det bedre. Og jeg taler gerne om det, for jeg vil gerne gøre opmærksom på, at førstehjælp er vigtigt. Jeg kunne slet ikke tænke eller huske i situationen, men jeg har haft noget lagret viden at trække på. 

Uden den kunne det have været fatalt.

Hændelsen har lært mig, at det er vigtigt at leve, ikke bare være i live. Bianca er et treårigt barn, der skal ud i verden. Jeg har et kæmpe behov for at passe på hende og have øjne på hende hele tiden, men hun skal have lov til at falde og slå sig, rejse sig og lære af det. 

For livet er ikke farligt.