Når nu det skulle være, begyndte det med lidt af et mirakel.
Birger var taget i sommerhus alene og fik den idé, at han lige kunne kravle op og skære en stor trætop af selv.
Det gik nok. Men det gjorde det ikke. Han kom til sig selv på jorden for enden af en blind vej i et efterårstomt sommerhusområde og kunne ikke bevæge sig.
"Jeg er ikke bange for at dø, men shit, at det skal ske lige nu og her", var hans første tanke. Og den næste: "I morgen kommer Marianne herop med bøffer og rødvin og finder mig død, det må ikke ske".
I begyndelsen gjorde det ikke ondt, men det kom det til. Han råbte højere og højere om hjælp.
Der var gået to timer, da en kone i et sommerhus et pænt stykke væk havde bedt sin mand lufte hunden, og nu var manden faret vild. Han syntes måske, han hørte noget og spurgte: "Er her nogen"? Det reddede formentlig Birgers liv, for der var frost natten efter.
Vi møder Birger Dalgaard, 70 år, og hustruen Marianne, 68, i deres moderne rækkehus i Stenløse. De var kede af at skulle flytte fra deres gamle hus, men det duede ikke til kørestol, og de har fundet sig til rette her – og i en tilværelse, der blev totalt ændret dén oktoberdag, da Birger et øjeblik blev overmodig.
Bagefter kom Marianne ind til Birger på Rigshospitalet. Ryghvirvlerne var knust, og han blev opereret.
"Imens sad jeg og kiggede over på gaden over for hospitalet, hvor vores datter Louise bor, og tænkte: "Hvordan skal jeg sige det til hende og vores to andre børn i morgen?"," fortæller Marianne.
"Hele verden havde slået en kolbøtte. Og jeg ville gå til månen, hvis det kunne hjælpe, for jeg kunne jo se, at dét fejltrin kom Birger til at betale dyrt for."
Åbenbaring i skoven
Før i tiden havde Birger løbet adskillige maraton, og parret havde sejlet kano og kajak.
Lægerne spåede ikke Birger mange chancer for at komme til at bruge underkroppen igen. Og en af de næste nætter lå han på hospitalet og tænkte: "Hvem vil være sammen med en gammel bitter mand".
"Min næste tanke var: "Det vil jeg i hvert fald ikke.". Så jeg besluttede lige dér, at det ville jeg ikke være," fortæller han.
Birger var faktisk hurtigere end Marianne til at forstå og acceptere situationen.
"Jeg blev ved med at håbe. "Nu skal du bare genoptrænes". og "der kan nå at ske noget", sagde jeg. For jeg syntes jo bare, det var et frygteligt offer at give afkald på halvdelen af sig selv. Men det er jo heldigvis den bedste halvdel, der er tilbage," siger Marianne.
Birger kom på et genoptræningssted i Hornbæk. Her gjaldt det om at lære at klare alle mulige ting selv.
Marianne og Birger kom tæt på de andre tilskadekomne og deres pårørende. En af dem var Martin, som Birger havde en særlig oplevelse med.
"En dag var jeg inde på Rigshospitalet og havde haft en rigtig øvdag. På vej tilbage kørte vi igennem en fantastisk efterårsskov – træerne gik ind over vejen og havde alle mulige farver. Jeg tænkte "waauw – hvor er skoven smuk", og lige da lagde jeg alt det trælse bag mig og tænkte: "Dét her er det rigtige – gå efter det smukke."
Da den med-indlagte Martin, der var endnu værre ramt end Birger, hørte om skoven, ville han også ud at se den.
Så han kørte helt alene af sted i sin kørestol og kom først tilbage ud på aftenen. "Du har ret, Birger, den er smadderflot, den skov", sagde han.
"Det at Martin bare tog af sted – i sin svære situation – dét gjorde ham til mit forbillede," forklarer Birger.
"Vi er i øvrigt venner den dag i dag."
Tilbage til børnene
Birger og Marianne kan i dag se tilbage på, hvordan de fandt vej tilbage til livet sammen.
For Birger var det vigtigt at komme til at arbejde som skolelærer igen – og det lykkedes.
"Jeg ville tilbage til børnene, for de gav mig energi. Jeg begyndte med at snakke med hver enkelt, så forbindelsen blev etableret igen. Og det allerførste jeg sagde, da jeg kom ind i klasseværelset var: "Nå, men hvor kom vi fra?"," siger Birger og smiler.
Det var også afgørende at komme tilbage i kajak sammen med Marianne.
"Vi sejlede meget sammen, inden jeg blev skadet. Vi satte vores kajakker på taget af bilen og fandt en sø – gerne i Sverige. Det var os to og søen, landet set fra vandsiden og fuglene, og i Sverige fandt vi gerne en lille ø at overnatte på.
Det ville vi ikke miste. Så nærmest direkte fra genoptræningen i Hornbæk tog vi kajakkerne på taget og kørte op til en ny sø, Åsnen, i Sverige," beretter Birger.
Også dén mission lykkedes. Birger og Marianne sejler stadig kajak. Hun slæber kajakkerne ned til vandet og skubber Birger ud.
De kan ikke længere overnatte på klippe-øer, men finder campingpladser, og de sejler ikke ud i høje bølger. I det hele taget har de måttet finde deres vej.
"Vi gik ind i livet igen," slår Birger fast.
"Mange ting har ikke været piece of cake," tilføjer Marianne.
"Men vi fandt ud af, at vi kan mange af de samme ting på nye måder."
For halvandet år siden gik Marianne som den sidste af dem på pension. De har det fint med at være hjemme sammen i hverdagen og snakker tit to timer over aftensmaden.
"Det kunne jo også have været værre," siger Marianne. "Vi var heldige, at vi havde fået børn, og at Birger kunne komme tilbage til sit job."
Sommerhuset har Marianne bygget om sammen med familie og venner. Livet med vennerne er fortsat. Og parret, der oprindeligt blev kærester, da Marianne skulle hjælpe Birger med fransk i 3.g., har sågar været en tur i Paris med kørestolen.
"Det kan man godt, fandt vi ud af. Og hvis ikke man prøver noget af, så kommer man jo ingen vegne," siger Marianne.
"Men vi skal helst ikke komme til skade, så vores valgsprog er blevet: "Nu tager vi ikke nogen chancer mere"."
