'Vild med dans' 2025. Karina Frimodt og Gustav Salinas
"Vild med dans" 2025. Karina Frimodt og Gustav Salinas

Rørt Gustav Salinas: Derfor betød det meget at være med i "Vild med dans"

Gustav Salinas nåede til syvende afsnit af "Vild med dans", før rejsen sluttede. 

Gustav Salinas havde en fest, da han fredag stod på dansegulvet i "Vild med dans" med sin partner Karina Frimodt. 

LÆS OGSÅ: Irina Olsen overvejer nyt efternavn

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Her fik han ros af dommerne for at have leveret sin bedste dans hidtil, men det var ikke nok, for seerne var ikke med ham, da han kom i omdans mod Jesper Asholt og Asta Björk, og han måtte derfor forlade konkurrencen. 

Gustav ser nu tilbage på en oplevelse, han er stolt af. 

– Jeg har bare nydt det. Det har været en rejse, og jeg er så taknemlig. Jeg er bare glad for, at jeg er nået så langt, der er nogen, der røg ud allerede efter andet program, så vi har da nået 70%, siger Gustav, der ville ønske for Karina, at hun i sidste omgang af "Vild med dans" var nået helt til finalen. 

Når Gustav mærker efter, så er pladsen i "Vild med dans" ikke bare endnu et tv-program, han medvirker i, "Vild med dans" er større end det. 

– Personligt har jeg lært meget om mig selv. Jeg er blevet meget mere koncentreret, jeg kan huske bedre. Da vi startede kunne jeg ikke huske en dans eller forstå den, det kan jeg nu, siger Gustav og tilføjer:

– Det har altid været en drøm og kunne sige, jeg har været med i "Vild med dans". Det har altid været noget, jeg har haft lyst til, men fordi jeg har deltaget i reality, fik jeg at vide, at sådan en som mig ikke kunne komme med, så for mig var det en sejr at stå her med den fortid, jeg har. Så at kunne sige, "jeg har været med i Vild med dans", det er ligesom et kryds, jeg havde behov for, og at jeg kunne dele det med Karina, så kunne det ikke blive bedre.