Anne er vokset op i et tidstypisk parcelhus i 70'erne, og en del af det kommer nu på museum. Annes mor døde nemlig for en måned siden og efterlod sig huset, der praktisk talt har stået urørt siden indflytning i 1972.(huset er fra 1969)Anne Fortier er årgang 1971 og har doneret en del af indboet, (det meste årgang 1972) inklusive døre, karme m.m. til museet Hjerl Hede, som opfører en 70er vej med parcelhuse.

Anne har doneret sit barndomshjem til et museum – og det er lige i morens ånd

Næste år kan Anne Fortier besøge museet Hjerl Hede og sætte sig i de gule sofaer, som stod i hendes barndomshjem. De er fra 1972 og blev købt, da Anne og hendes mor flyttede ind. Siden har moderen passet så godt på både dem og husets andre ting, at de kan bruges i det parcelhus, som opføres på frilandsmuseet.

hjemmet logo farve

Trælågerne er intakte, linoleumsbordet i køkkenet er fra 1969, og der er (stadig) ingen opvaskemaskine i 53-årige Anne Fortiers barndomshjem i Holstebro:

"Mor vaskede altid op, og jeg tørrede af. Jeg kan huske, at jeg synes, at det var så irriterende, at alting skulle i æsker, når det var blevet brugt. 

Ikke glas og tallerkner, men hvis vi havde brugt frugtskålen, så skulle den tilbage i sin originale æske. Min mors strygejern fra dengang kommer på museum i sin originale æske," fortæller Anne med et skævt smil.

Hjemmet her på Kongehøjen har stort set stået urørt, siden mor og datter flyttede ind i 1972, og er derfor et fund for frilandsmuseet Hjerl Hede, der indsamler ting til en ny parcelhus-bydel. Anne ser på møblementet, som har stået på samme plads i stuen lige så mange år, som hun har levet, og siger:

Anne på sit gamle pigeværelse, der blev moderens kontor, sammen med Christian Østergaard, der er konservatortekniker på Hjerl Hede. Hun viser ham en gave, som hendes mor engang fik af nogle elever. Og som hun – selvfølgelig – har gemt.
Anne på sit gamle pigeværelse, der blev moderens kontor, sammen med Christian Østergaard, der er konservatortekniker på Hjerl Hede. Hun viser ham en gave, som hendes mor engang fik af nogle elever. Og som hun – selvfølgelig – har gemt.

"Min mor var en frigjort kvinde og forud for sin tid. Hun var kosmopolit, men samtidig formet af tidligere generationer, der passede godt på tingene. 

Hun havde en frygt for, at ting skulle falme, så på dejlig solskinsdage, skulle gardinerne altid trækkes for i stuen, så sofaerne ikke falmede."

I al den tid, som Anne kan huske, havde moderen Birgit stof liggende på sofaerne, for at beskytte dem, og for Anne er der en vemod i det:

"Hun har ikke fået den fulde oplevelse af sine smukke ting, fordi hun ville passe på dem. Hellere dække til, end at de skulle falme. Som barn var jeg lidt frustreret... Nej, faktisk lidt fornærmet over at skulle passe på og gemme tingene til et højere formål. 

Jeg havde det sådan, at "hvis vi ikke må fedte i sofaen juleaften, hvornår så?" Min mors svar var altid, at "det skal holde min tid ud"."

Bo hver for sig

Birgits tid på jorden slap op i januar, hvor hun døde og efterlod sit liv og de ting, som hun værnede sådan om til datteren:

"Jeg er enebarn og har ikke plads til alt det, og min mor sagde selv, at hun følte, at hun boede i et museum, så det er i hendes ånd, at det nu kommer på museum," mener Anne, som har mange minder med det gule sofasæt.

Når der tilbage i halvfjerdserne var film i fjernsynet med de britiske skuespillere Laurence Oliver eller James Mason, kunne Annes mor godt finde på at vække sin lille datter.

"Så gav hun mig lov til at tage dynen med ind i stuen, og sagde til mig: "Nu skal du høre det smukkeste engelsk, du kommer til at høre"," fortæller Anne.

Så sad de sammen og så film i mor Birgits komplette, gule velour-sofasæt med kakkelbord, som stadig står på et brunt tæppe.

"Min mor ville ikke giftes. Jeg kendte min far, men de boede aldrig sammen, for det var min mor slet ikke interesseret i," siger Anne med et smil.

Hendes mor var derimod interesseret i verden, i kunst og litteratur, hvilket ses på bogreolerne, der bugner. Birgit Malling Eriksen var årgang 1943 og kom til Holstebro som barn, fordi hendes far, der var ortopædkirurg, skulle lede det nye sygehus.

"De havde boet i Aarhus, og dengang var Holstebro meget anderledes end i dag. Det var som at flytte til verdens ende, følte min mor, og hun faldt aldrig rigtig til, men blev her, fordi hendes forældre og bror var her," forklarer Anne.

Viskestykker og fjernsyn

Moderen var i sin ungdom i Italien som guide og blev siden lærer og endnu senere kørelærer. Minderne vælder frem, mens hun viser rundt i huset. 

Kommode og fletskammel – kan det blive mere 70’er-agtigt?
Kommode og fletskammel – kan det blive mere 70’er-agtigt?

Som ung flyttede Anne til Aarhus for at læse idehistorie, og siden mødte hun sin mand, der er amerikansk/canadisk. Sammen med Jonathan har hun datteren Isabella, og familien har boet flere år i både USA og Canada.

"Mor ville gerne selv have boet i USA, så hun syntes, det var spændende og sagde altid til mig, at jeg skulle gå derhen, hvor jeg var lykkelig. 

Jeg opfordrede hende tit til at komme og bo hos os, men hun ville gerne passe sig selv. Vi sås ofte og hun kom på besøg i flere uger, men nu kan det godt knuge mit hjerte at tænke på alle de år, hvor jeg boede derovre," erkender Anne.

Hun er forfatter og store, indrammede plakater, der promoverer hendes engelske bøger viser, at Birgit var stolt af sin datter. Annes debutroman 'Hyrder på Bjerget' fra 2005, er ifølge Anne selv det tætteste hun nogensinde kommer på at skrive en selvbiografi. 

Bogen foregår delvist i hendes mors hus, og hun er en vigtig person i bogen.

"Så hvis man vil have en fornemmelse af livet i huset, minus de mere fantasifulde plot-punkter og mors og mit forhold, så kan man med fordel læse bogen," tilføjer Anne.

"Mor hjalp mig med research til mine bøger og satte sig gerne ind i nye emner. Hun havde et rigt åndsliv og var meget social, så da corona ramte, var det meget hårdt for hende at være alene her," fortæller Anne.

Hendes mor fik et slagtilfælde, og det blev i sidste ende årsagen til, at Anne og hendes familie flyttede til Danmark i 2021:

Stuen med to fløjls-stole mellem mor Birgits bogreoler.
Stuen med to fløjls-stole mellem mor Birgits bogreoler.

"Isabella og jeg boede her i huset sammen med hende i en lang periode, og senere købte vi hus. Vi elsker Vestjylland og har aldrig fortrudt, at vi flyttede," erklærer hun.

For Anne var det en gave at få nogle år sammen med sin mor, som hun giver æren for, at hun blev så god til engelsk, at hun problemfrit kan skrive bøger sproget. Og så er vi tilbage ved scenen med den lille pige, der ser britiske film med sin mor:

"Mor satte en stol op foran fjernsynet og lagde et viskestykke over, som dækkede underteksterne. 

Hun sagde, at undertekster ødelægger oplevelsen, og sådan lærte jeg engelsk – og meget andet af min mor," siger Anne med et stort smil. 

Tre huse på museum

Museet Hjerl Hede vil bygge tre huse fra henholdsvis 70'erne, 80'erne og 90'erne – og indmaden skal være helt tidssvarende. 

Efter planen begynder byggeriet af husene på heden i år, lyder det fra museet, der håber at kunne invitere gæster indenfor i 70’er-huset allerede i 2026. 

Hvis man ligger inde med inventar fra 1970'erne og 1980'erne, så tager museet gerne imod materialer. Hvad angår 90'erne, er de godt dækket ind. 

Se hjerlhede.dk