Mellissa var lige blevet gravid, da hendes lillebror blev dræbt: ”En del af ham lever videre i min søn”

Vinderen af dette års Søstersindspris er Mellissa Hussein!

Sådan lød det tilbage i september, da ALT for damerne uddelte den årlige pris til en kvinde, der gør en særlig indsats for at støtte og bane vej for andre kvinder. 

For Mellissa er et levende eksempel på søstersind; en, der løfter andre op, selvom det ville være nemmere at lade være, og en, der inspirerer til handling gennem sit eget mod. Det var i hvert fald ordene fra chefredaktør Rikke Dal Støttrup, da hun overrakte prisen.

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Der er en helt speciel grund til, at Mellissa Hussein kæmper for at give en stemme til de kvinder, der befinder sig på kanten af samfundet. Kvinder, som ofte står i skyggen af de mænd i deres liv, der færdes i underverdenen. Men for at forstå den skal vi spole tilbage til begyndelsen. 

Hvor hendes kurdiske far fandt vej til Danmark og fik sit rødbedefarvede pas. Senere rejste han til Syrien for at finde en hustru – Mellissas mor, som han giftede sig med blot tre dage efter, de mødtes. 

Han var 36 år, hun var 16. Og da de sammen vendte hjem til Danmark, var Mellissas mor allerede syv måneder henne i graviditeten med deres første barn.

– Det var så voldsomt for min mor at blive gift med min far. Hun ønskede det aldrig selv. Han lovede hendes familie et bedre liv, og det var alt, de drømte om dengang – men han havde løjet om det hele. I virkeligheden havde han ingen penge og boede på et klubværelse i Odense, og da hun først trådte ind ad døren dér, var der ingen vej tilbage. 

Hun havde ingen chance. Og så begyndte volden.

Når Mellissa tænker tilbage på sin barndom, kan hun ikke huske en tid, hvor volden ikke har været en gennemsyrende del af hverdagen. Hun, hendes mor og søskende levede konstant med kroppen i alarmberedskab; altid parate, fordi hendes fars blik fra det ene øjeblik til det næste kunne blive mørkt – og når det skete, handlede alt kun om én ting: at overleve.

– Vi vidste aldrig, hvornår han ville blive sur. Som barn kunne jeg sidde og gynge på legepladsen, og pludselig kunne han kyle mig ned i jorden uden grund. Hvis vi gjorde det mindste forkert, gik han amok. 

Men det gik mest ud over vores mor. Han var sygeligt kontrollerende og jaloux, og jeg husker tydeligt engang, hvor han truede hende med en kniv for struben. Også den gang, hvor min storesøster og jeg trak vores nyfødte lillebror ind på værelset, mens han bankede både vores mor og mormor. 

Volden har altid været der. På et tidspunkt flygtede vi fra ham, men vi børn blev stadig sendt hjem til ham hver fjortende dag. Der slog han os også, men den psykiske vold var næsten værre. 

Han kunne sige, at han holdt mere af kaninerne end af os, og han holdt os vågne hele natten for at prædike om, hvor stor en luder vores mor var. Men der var også noget trygt ved at være hos ham. Der var struktur. 

Vi kom i bad, spiste på faste tidspunkter, og der var planlagte udflugter. Hos min mor var vi helt overladt til os selv.

Villa Villekulla på Vesterbro

På samme måde som Pippi Langstrømpe klarede Mellissa og hendes søskende sig uden forældre i store dele af deres opvækst. Moren forlod dem i dagevis, og derfor beskriver Mellissa også lejligheden på Vesterbro som en form for Villa Villekulla, hvor børnene herskede, og hvor der blev sat spørgsmålstegn ved både skolen, socialforvaltningen, politiet og andre former for autoriteter.

LÆS OGSÅ

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

Thea Ditlevs selvbillede krakelerede, da hendes kæreste pludselig fik udsigt til en højere løn. For hvordan bærer man ligestillingens fane, når lønsedlen altid vil sige det modsatte?

– Vi var de vildeste og mest sindssyge børn, altså, siger hun og griner, mens hun ryster på hovedet.

– Vi havde slet ingen grænser, og der var ingen til at fortælle os, hvordan vi skulle opføre os. Når jeg kigger tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan vi kunne leve sådan. 

Inden min mor gik ud ad døren, kunne hun sige, at hun kom tilbage lige om lidt, og selvom hun lovede os det, kunne der gå tre dage, før vi så hende igen – og jeg har måske kun været otte år gammel her. 

Vi passede meget os selv, fordi min mor i perioder var sammen med nye kærester, der alle var kriminelle og voldelige. Der var ikke noget omsorg, og min søster tæskede os også meget. Vi stjal fra butikkerne, fordi vi var så sultne, vi lavede lejrbål inde på værelset, der efterlod kæmpestore sorte pletter i gulvet, og vi tissede i poser for at kaste dem ud ad vinduerne og ramme folk i hovederne. 

Vi var bare gadebørn sammen med de andre på Vesterbro. Vi var mange børn, der var overladt til os selv – men vi var bare i en ekstrem grad.

De rareste minder er dem, hvor hendes mor var til stede. De aftener, hvor hun kunne finde på at samle alle dyner og puder på gulvet i stuen og fortælle børnene godnathistorier, indtil de faldt i søvn. Det var i de perioder, hendes mor var allerbedst. Men Mellissa vidste altid, at de øjeblikke var flygtige.

– Hun var en sød og sjov mor, men problemet var, at hver gang jeg havde den kontakt med hende, så tænkte jeg kun på, hvornår hun ville forlade os igen. Forsvinder hun igen, når jeg lukker mine øjne? Og det gjorde hun jo. 

Så gik hun ud, mens vi tre børn var alene hjemme og sov, og vi vidste aldrig, hvor hun tog hen. Jeg kunne aldrig regne med min mor. Vi havde sådan nogle små firkantede vinduer, hvor jeg sad og kiggede ud i baggården for at se, hvornår hun kom hjem igen. Det var forfærdeligt. 

Der kunne jeg sidde i flere timer, indtil hendes bil igen drejede ind på parkeringspladsen, og jeg fik følelsen af, hun heldigvis ikke havde glemt os.

Ingen tillid til systemet

Mellissas familie havde hemmelig adresse, efter de flygtede fra faren, så lejligheden på Vesterbro fungerede som et helle. Men en dag ringede det på døren. Børnene buzzede bekymringsfrit personen ind, fordi de troede, det bare var moren, der havde glemt sin nøgle. 

Men pludselig stod faren på dørtærsklen med vrede i øjnene. Uden at blive inviteret indenfor trådte han målrettet ind i lejligheden og begyndte at inspicere alle rummene. Han rev også telefonstikket ud ad væggen, så børnene ikke kunne ringe efter hjælp, som de ellers havde lært, at de skulle. 

Kort tid efter kom Mellissas mor hjem med favnen fuld af pizzabakker og et skrækslagent blik, da hun så, hvem der sad i sofaen.

– Det var virkelig skrækkeligt for os børn at se, siger Mellissa, mens hun kigger ud i luften.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Hvad der skete næst, skal vi gøre kort. Faren overmandede moren, rev i hendes tøj, boksede hende i ansigtet og på kroppen, så blodet sprang frem, og stak en hånd i bukserne på hende. Alt imens børnene forsøgte at rive, bide og kaste ting efter farens tunge krop, der havde lagt sig som et tæppe om moren. 

Han var blevet rasende over, at moren ikke længere ville have ham.

– Han tænkte slet ikke på, at vi børn så det hele. Det var bare ham imod min mor. Jeg tror, at vi alle sammen var sikre på, at nu skulle hun dø.

Børnene løb ud på altanen og ned på gaden for at skrige om hjælp, og på den travle Vesterbrogade stimlede folk sig hurtigt sammen, da faren trak moren med ud på altanen, hvor han pressede hendes krop ud over rælingen.

– Til sidst gjorde min mor ikke modstand. Det var, som om hun bare accepterede sin skæbne. Han endte med at flygte derfra, da han opdagede, hvor meget opmærksomhed fra gaden det fik. 

Da der kom hjælp, tog de mor med, og vi børn boede i to dage hos frisøren, der lå på den anden side af gaden, inden vi blev sendt på et akutbørnehjem. Jeg kan huske, at vi kom ind i et rum med ti andre små børn. 

Vi var så bange. Vi sad helt tæt op ad hinanden i et hjørne, og ingen af os vidste, om mor var levende eller død. Der var ingen i systemet, der fortalte os, hvad der foregik.

Den episode – og mange andre – sidder lige under huden på Mellissa, når det handler om at have tillid til det danske system. Den redningsvest, der burde holde os oven vande, hvis livet kuldsejler, har aldrig rigtigt hjulpet hende eller hendes søskende, mener hun.

– Der er så mange sagsmapper i kommunen om os, at jeg ikke tør at gætte på hvor mange. Vi burde være blevet fjernet, men jeg tror, at mor i lang tid insisterede på at beholde os, fordi det var økonomisk smart for hende i forhold til børnebidrag. 

Men hvis nogen dengang havde spurgt mig, om jeg ville tvangsfjernes, havde jeg sagt ja. Hvis jeg bare kunne have haft et par dage om ugen hos en plejefamilie, ville det have gjort en verden til forskel. Alle omkring os vidste, at vi børn klarede os selv; skolen, naboerne, alle. 

Men ingen sagde noget, selvom de vidste, at den var helt gal.

Akutbørnehjemmet er ikke det eneste sted, Mellissa og hendes søskende har boet igennem deres barndom og ungdom. Myndighederne har altid været inde over deres liv, og Mellissa har haft så mange adresser, at hun har mistet overblikket: Krisecentre, akutbørnehjem, døgninstitutioner og andre anbringelsessteder. 

Sagsbunkerne hos kommunen voksede kun i takt med, at hun blev ældre og mere viklet ind i ballade og kriminalitet. Sammen med de andre unge på bostederne røg hun store mængder hash, begik indbrud for flere tusind kroner og opførte sig voldeligt overfor de ansatte, hun mødte fra sted til sted. 

Hun følte sig fanget i et spind, hun ikke kunne slippe fri af. Det var ikke rart at bo hjemme hos sin familie, men heller ikke et frirum at bo de steder, der skulle give hende bedre rammer.

– Det værste er, at jeg ikke havde lyst til at være sådan, men det er fucking hårdt at være mønsterbryder. Jeg forstår godt, at det er de færreste, der kan klare det, for det kræver at sige farvel til alt det, man kender – og der er ingen, der hjælper dig med det. 

Men jeg VILLE bryde fri. Min største drøm hele mit liv har været at skabe et liv og en familie, der er alt andet end min egen, men jeg har selv skullet opsøge og finde ud af, hvad normalen er.

Da bandemiljøet tog Ari

Lige før sin 17-års fødselsdag fik Mellissa tildelt en lejlighed på Amager af den døgninstitution, hun senest havde boet på. Hun længtes efter at få sit eget sted, hvor hun for første gang kunne føle ro og ejerskab, og hvor hun endelig kunne starte på et nyt liv: Et liv uden kaos, kriminalitet og dårlige mønstre. 

Ingen fra hendes familie havde tidligere besøgt hende på de steder, hun havde boet, og derfor blev hun også overrasket, da hendes lillebror, Ari, pludselig gik forbi hendes lejlighed.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

– Da jeg fulgte efter ham, opdagede jeg hurtigt, at han var begyndt at omgås nogle fyre, som var kendt for at lave ret kriminelle ting. Jeg prøvede at stoppe ham og fortælle, at de var dårligt selskab, men hvorfor skulle han lytte til sin storesøster, der selv havde været helt væk og røg masser af hash? 

Så derfra blev han viklet mere og mere ind i kriminaliteten, selvom han kun var et 15-årigt barn. Jeg stod selv med mine egne problemer, så jeg var ikke et sted, hvor jeg OGSÅ kunne redde ham. 

Ari blev virkelig udnyttet af de andre fyre, men han kunne ikke selv se det, fordi han bare længtes efter at være en del af et fællesskab. Det hang nok sammen med, at han altid havde manglet en faderfigur, og vi aldrig rigtigt havde følt, at vi hørte til nogen steder. 

Han havde også en autismediagnose, der gjorde livet mere besværligt for ham. Han gik ind i mørket, og da Ari fik sin første dom, var jeg begyndt at leve det liv, jeg altid havde drømt om. Jeg fik rettet op på mig selv og knoklede i flere jobs – blandt andet i en SSP-pigeklub, hvor jeg blev en slags rollemodel for de unge piger. 

De piger blev min motivation for at droppe alle mine dårlige vaner – men samtidig med at jeg fik styr på mit liv, begyndte Ari at sejle.

Ari endte i fængsel, og efter en af sine domme blev han medlem af rockerbanden Bandidos. Senere skiftede han til Loyal to Familia, og i den årrække beskriver Mellissa ham som grænsesøgende og hårdhudet. Det var en tid, hvor han røg ind og ud af fængslet, rejste til Syrien for at kæmpe mod Islamisk Stat og var involveret i den slags kriminalitet herhjemme, som man kunne se i 21 Nyhederne om aftenen.

– Min lillebror var sådan en god dreng, da vi var små. Jeg har altid passet meget på ham og har villet beskytte ham mod alt ondt. Men pludselig kunne jeg se, at han også selv var blevet ond. Min søde lillebror rummede pludselig både det gode og det onde.

Og i foråret 2018 skete det, som stadig får Mellissa til at bryde sammen og gemme ansigtet i hænderne, når hun fortæller om det. Ari blev fundet dræbt i Valbyparken af en hundelufter. Han var kun 24 år gammel. 

Han mistede sit liv i en regn af kugler som offer i en bandekrig, der allerede havde taget livet af andre unge mænd.

– Min lillebror er død nu. Jeg er ikke typen, der går rundt og hader andre – jeg bærer ikke på den slags vrede, for mennesker handler, som de gør, af en grund. Det ved jeg selv alt om. Men jeg hader de mennesker, der dræbte min bror. 

Ofte tvivler jeg på, om de unge fyre overhovedet forstår, hvorfor de kæmper mod hinanden: Hvad får den ene til at stikke en kniv i den anden eller sende en kugle gennem brystet på en fremmed? Jeg har ligget søvnløs og spekuleret på, om jeg kunne have reddet ham. 

Men det kræver et enormt arbejde at bryde den sociale arv, og det kunne jeg aldrig have klaret for os begge. Jeg har tit tænkt, at jeg burde sagsøge staten røven ud af bukserne for det her. Ari blev svigtet af systemet gang på gang i hele hans liv, og derfor endte han i dét miljø. 

Det handler ikke om penge, men vi bliver nødt til at sætte fokus på de konsekvenser, det kan få for et menneskeliv, når man ikke bliver grebet tidligt. 

Når ens stemme og råb om hjælp ikke bliver taget alvorligt.

Livet på kanten

I den første tid efter brorens død levede Mellissa i et mørke. Dagene flød sammen, og hun var overvældet af sorgen over, at hun havde mistet det menneske i verden, hun allerhelst ville beskytte. 

Men en dag skete der noget, der for alvor ændrede alt: En graviditetstest med to streger på. Kun 10 måneder efter Aris død fødte Mellissa sin første søn.

– Jeg vil ikke lyde skør, men jeg har tænkt over, om mine sønner på en måde er en slags reinkarnation af Ari. Om en lille del af ham lever videre i dem. At det her er min chance til. At de er Aris mulighed for at få et bedre liv, end han fik. 

Da jeg havde født min søn, lå jeg længe alene på hospitalsstuen med ham i armene, fordi jordemødrene havde så travlt. Så lå vi der, bare os to, og kiggede på hinanden. Jeg fortalte ham om de ting, jeg selv har oplevet, og jeg gav ham mit ord på, at han aldrig skal mærke det samme, som jeg har været igennem. 

LÆS OGSÅ

Anne blev vild med en gift mand – da han forlod sin kone, kom hans sande side frem

Mikael lagde ikke skjul på, at han havde både kone og børn, da jeg mødte ham. Han påstod nemlig, at han levede i et åbent forhold, som han i øvrigt gerne ville fravælge for min skyld, når hans børn altså blev ældre. Da den dag langt om længe kom, fik jeg dog noget af et chok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Da jeg gik fra børnenes far, gav vi også hinanden hånd på, at vi altid vil beskytte vores børn, og at vi skal opføre os som gode rollemodeller. Jeg valgte virkelig rigtigt med ham, for det løfte har han holdt, og mine børn kommer aldrig til at opleve at have en far som min.

I dag har Mellissa intet at gøre med sin far eller søster. Til gengæld er hendes mor en stor del af hendes liv.

– Det kræver et stort arbejde at tilgive nogen – især for alt det, jeg har været igennem. Men jeg har tilgivet min mor nu. Vi har haft mange samtaler om det, der skete dengang, og hun står helt ved, hvilken slags mor hun har været. 

Hun benægter ikke, at hun efterlod os, og det betyder meget. Hun havde jo sine grunde. Hun var selv kun et barn, da hun kom til Danmark og blev fanget af en syg mand, og hun led af både PTSD og hjerteproblemer. 

For hende handlede det om overlevelse, og hun forsøgte bare at flygte fra sit liv på samme måde, som jeg selv har ønsket at gøre det. I dag er min mor min bedste ven, og jeg ser hende ofte. Jeg lader hende stadig ikke være alene med mine børn, fordi nogle ting stadig sidder fast i mig, men hun er et af de vigtigste mennesker i mit liv.

Efter flere år i dyb sorg over brorens død mærkede Mellissa et skifte. Hun havde brug for, at hans død skulle have mening – at den ikke var forgæves. 

Derfor har hun i en lang årrække nu lavet et gennemgribende stykke arbejde for at sætte lys på de stemmer, der normalt overses i samfundsdebatten: Dem, der lever på kanten af samfundet, eller som er pårørende.

Det er blevet til projekter som podcasten 'Søstre', hvor hun taler med kvinder, der alle har det til fælles, at de har gennemlevet en barsk opvækst, oplevelse eller periode i deres liv, som de har måttet kæmpe hårdt for at klare sig igennem. 

Hun har også været en del af DR-serien 'Exit Bandeliv', hvor hun i mere end et år følger kilder fra miljøet, der forsøger at forlade rocker- og bandelivet for at skabe et nyt liv på den rigtige side af loven. Ene projekter, der får folk fra miljøet til at holde vågent øje med hende, og som i dag betyder, at hun lever på en hemmelig adresse.

– Jeg holder aldrig op med at kæmpe for det her. Når jeg først brænder for noget, er det for livstid. Jeg tror også, der er en mening med, at jeg har været igennem alt det, jeg har. Det er meningen, at jeg skal stå her nu og fortælle min historie. 

Mange tror, jeg er virkelig hård – og det er jeg på sin vis også, fordi jeg har været igennem alt det, jeg har. Man skal også være hårdhudet for at gå ind i det her – men jeg græder også meget, fordi det betyder så meget for mig. 

Der må ikke være flere, der bliver tabt. Der er mange, der gerne vil have mig til at tie stille, men det skal vi kvinder ikke. Der er så mange af os, der bærer på historier, som ligner min, men hvor miljøet tvinger os til at tie stille. Det bringer så meget skam, når ting bliver tabubelagte, og mine medsøstre skal ikke føle sig forkerte. De skal have en stemme. 

Det er også vigtigt, at de her historier kommer frem, så vi kan ændre på strukturerne i samfundet og sikre, at flere af os bliver grebet. Indtil da er jeg ikke færdig.