Heidi udlevede sin barnedrøm og krydsede Atlanterhavet

"Det har du da aldrig sagt noget om før!"

Min veninde så rædselsslagen ud, da jeg jublende glad fortalte hende nyheden om, at jeg havde fået muligheden for at udleve en barnedrøm og sejle med et skib over Atlanterhavet. 

Straks plantede der sig et angstens frø i mig, som ellers ikke havde været der før. Burde jeg mon være bange? Var jeg dumdristig? Jeg beroligede min veninde – og mig selv – med, at jeg nok var mere i fare, når jeg kørte på motorvej til hverdag.

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Min tiltrækning til havet kommer helt sikkert fra min barndom på Fanø. Min farfar var kaptajn og kunne fortælle historier, der vækkede stor eventyrlyst hos mig. Min egen far sejlede som maskinmester på coastere, og jeg elskede, når jeg fik mulighed for at sejle med ham i skoleferier. 

Jeg følte mig som Pippi Langstrømpe, der var med sin sørøverfar på togt. Jeg fik kun endnu mere lyst til at sejle ud på de store oceaner, da jeg som ung pige læste alle Troels Kløvedals bøger om Nordkaperens togter.

Ligesom beretningen om Christoffer Columbus, der forsøgte at finde søvejen til Indien, også altid har fascineret mig helt enormt. Tanken om de gamle sejlskibe, hvor besætningerne sejlede i uger og måneder uden at vide, hvornår de atter så land, plantede sig i mig og blev til et dybfølt ønske om selv engang at krydse Atlanterhavet med et sejlskib.

Det blev kun til at sejle optimistjolle, da jeg var ung, så rigtig sejler blev jeg aldrig. Men da jeg nærmede mig 60 år, fornemmede jeg, at det var nu, jeg skulle gøre noget ved min sejlerdrøm, hvis den skulle nå at gå i opfyldelse. Der var nok grænser for hvor gamle koner, nogen ville have med som mandskab.

Jeg besluttede mig derfor for at opsøge heldet ved at søge efter skibe, der skulle krydse Atlanterhavet.

Mit hjerte hoppede over af lykke

I september 2024 fik jeg svar fra skipperægteparret Isabel og Flemming Stenak, der skrev og inviterede mig ombord på katamaranen Villa Split. Og mit hjerte hoppede over af lykke.

Jeg kendte dem ganske lidt, da jeg havde sejlet to år tidligere i Danmark med Flemming, men de syntes heldigvis, de kendte mig nok til, at de gerne ville have mig med over Atlanterhavet. Afsejling var i januar 2025 fra Tenerife via Kap Verde og med ankomst til Caribien og øen Grenada i starten af februar.

Midt i euforien over at skulle ud og sejle, skulle der laves noget seriøs planlægning. Jeg vidste, jeg skulle være lidt mere end en måned afsted. 

Min mand bakkede mig op, for han kendte til min drøm, men han glædede sig dog allerede, inden jeg tog afsted, til jeg kom hjem igen.

Der skulle pakkes lidt men godt, og mit job som freelancefotograf skulle lægges i dvale, mens jeg var væk.

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Den 4. januar landede jeg på Tenerife og i stedet for sommerfugle i maven, var det nærmere små delfiner, der slog nervøst med halen. 

Skipperparret og indehaverne af katamaranen 'Villa Split', Isabel 57 år og Flemming 64 år, stod klar til at byde mig velkommen sammen med deres søn Rasmus, 20 år. 

Han skulle også med over Atlanten, hvorfra han skulle rejse videre på egen hånd.

Kort efter ankom de sidste to, så vi i alt var seks personer ombord. Den ene var Michael på 61 år. Ligesom med mig kendte ægteparret ham ikke særlig godt på forhånd. 

Så var der den 30-årige franskmand og kunstner Camille, der på femte år rejste rundt på hele jordkloden. Han havde ikke sejlet ret meget, da ægteparret tog ham med ombord, men han ville gerne over Atlanten for at rejse videre i Sydamerika.

Heldigvis talte han godt engelsk.

Jeg kunne med det samme mærke, at skipperægteparret havde haft en heldig hånd, da de havde udvalgt deres besætning. Der var tre med sejlercertifikat (jagtskipperbevis, kaldet Y1, red.), Isabel, Flemming og Michael, og så var vi tre såkaldte gaster Rasmus, Camille og mig. 

Vi indgik alle seks i en vagtplan med fire timer til hver i et fast skift, hvor vi havde ansvaret for sejlladsen to og to, hvilket hurtigt blev hverdag.

Første etape

Vi forlod Tenerife nogle dage efter på en smuk aften med lun vind og kurs mod Kap Verde og byen Mindalo på øen Saô Vicente. 

En tur på cirka 1.000 sømil (1 sømil er lig med 1,85 km), der var beregnet til seks dage. Humøret var højt, og vi fandt hurtigt ind i en god gænge med hinanden. Vi var forberedte på at vi kunne blive søsyge, og Isabel og Flemming beroligede os med, at det var helt i orden at have dårlige dage.

Det begyndte at gynge med det samme, vi kom på åbent hav. Der gik ikke længe, inden folk fik det lettere dårligt, med stakkels Rasmus, som blev hårdest ramt.

Mærkeligt nok blev jeg ikke søsyg, hvilket undrede mig, for det skulle vise sig, at det kom til at gynge med 2-5 meters atlanterhavsdønninger uafbrudt i en måned minus de få dage, vi var i land. 

Det gjaldt om at holde fast og nøje planlægge hvert et skridt du tog.

Skipperægteparret havde købt rigtig meget ind og lavet rigtig meget mad på forhånd. Ligeledes satsede vi på at kunne nå at fylde op med mere frisk frugt, æg og andre friske varer på Kap Verde. 

Hvert et hulrum på katamaranen var fyldt op med tørkost og en ekstra fryser var sat til.

Min kahyt var lækker og rummelig med en dejlig halvandenmandsseng. Jeg havde rimelig plads til mine ting og et lille vindue, så jeg kunne kigge ud på bølgen blå. 

Camille og Rasmus delte en kahyt og det samme gjorde skipperægteparret. Michael og jeg havde hver vores. Midten af en katamaran er nærmest at sammenligne med et stort køkken-alrum med ret meget plads, der forbandt det hele. 

Herfra var der direkte forbindelse op til styrpladsen og videre ud på bådens loungeområder.

Inden vi så os om, havde vi i perioder omdannet køkken-alrummet til systue. Isabel er oprindeligt uddannet lærer og håndarbejdslærer og havde medbragt en kasse fyldt med farvestrålende brodergarn. 

Hun var i gang med de mest fantastiske broderier og tilbød at hun ville lære mig at brodere. Jeg takkede ja og kastede mig ud i et lille bitte broderi. Jeg opdagede hurtigt, hvor meget jeg nød at sidde der med et broderi i hænderne og vugge på bølgerne, mens tiden flød så dejligt dovent afsted.

Isabel havde også en symaskine med ombord og Camille blev fyr og flamme, da han opdagede den og ville gerne lære at sy på den. Den opgave tog Isabel tålmodigt på sig. 

Da Cecilie Schmeichel fyldte 30, fik hun en helt særlig gave af sin bror: ”Jeg bruger den til alt”

Tidligere gik Cecilie Pilkær Schmeichel mest i sort tøj, da hun følte, at det fik hende til at se mindre ud. Men efter en stilmæssig udvikling klæder hun sig i dag i farver og skønne print, fordi det gør hende glad.

Vi havde det hyggeligt og sjovt i systuen, hvor vi kunne være både helt stille og meget snakkende.

Guldmakrel og grin

På Kap Verde gjorde vi de sidste indkøb og holdt nogle dages pause inden den store sejlads mod vest, hvor selve krydset af Atlanterhavet ventede os. 

Vi mærkede alvoren, da vi igen tog afsted vel vidende, at vi nu skulle vi sejle længe uden at se land. Der måtte ikke ske ulykker ombord. Vi skulle sejle cirka 2200 sømil og have fem kilometer vand under kølen. 

Vi regnede på forhånd med, at det ville tage cirka 16 dage.

Vi vidste, at mange andre skibe også ville krydse Atlanterhavet på samme tid som os, for det var nu, at Passatvinden blæste fra øst mod vest, ligesom der heller ikke er storme på det her tidspunkt. Der kan være nogle små meget lokale lavtryk, men de burde være til at klare.

Alligevel opdagede vi hurtigt, at vi var meget alene. Vi så nærmest ikke andre skibe. Det er bare et meget stort hav. Og hvilket hav. 

Atlanterhavet er kæmpestort, smukt og med mange nuancer i flot blå. 

Sol, skygge og lys, der skifter interessant. Alt forandrer sig hele tiden.

Dagene gik hurtigt og langsomt på samme tid og blev på en måde viklet ind i hinanden. Men jeg kedede mig ikke et sekund. 

Vi lavede mad, vi bagte kager, vi vaskede op og vi passede vores middagslur flere gange om dagen, for gyngeriet gjorde os trætte.

Flemming og Camille gik med liv og sjæl op i at fange fisk under stort ståhej. Vi spiste tun og guldmakrel – sprællende frisk og lækker. Camille tegnede og malede de fineste små akvareller og stregtegninger, og inviterede mig til at tegne sammen med ham. Jeg smilede ved tanken om at sidde her midt på Atlanten og male og brodere. 

Det havde jeg aldrig forestillet mig, men det føltes helt rigtigt. Vi spillede Uno til den store guldmedalje med meget grin og godmodigt drilleri. Det gik faktisk helt utroligt godt, når man tænker på, at vi startede med ikke at kende hinanden.

Spækhuggere eller hajer?

"Der er en haj! Der er en stor fisk inde i bølgen bag os," råbte Camille skrækslagen en dag, og vi løb alle op på øverste dæk. Vi kunne hurtigt se, at det ikke var hajer. Vi følte os til gengæld sikre på, at det var en flok på 4-5 spækhuggere. 

Vi havde hørt drabelige historier om spækhuggere, der angriber skibe, så de synker, og vi blev ret bange. Hurtigt fandt vi en bog med gode tegninger af alverdens hvaler, så vi kunne få dem artsbestemt. 

Til alles lettelse var det bare vågehvaler, og så føles det pludselig rart, da de valgte at følges med os en times tid på vores vej mod Grenada.

Da vi ankom til den caribiske d. 31. januar efter 16 dage til søs, var det næsten med ærefrygt, vi gik i land. I starten dinglede vi rundt som halvfulde sømænd, indtil det holdt op med at gynge. 

Alt det frodige og grønne på Grenada afløste alt det havblå, der ellers havde overtaget vores nethinder.

Da jeg rejste hjem og sagde farvel til hele flokken, var det med en dyb taknemlighed for en fantastisk rejse.

Næste eventyr venter

Jeg tror, at mange af os går og pusler lidt med en drøm, der har fulgt os et længe gennem livet. Sådan var det for mig. Jeg skulle nå at blive 61 år, inden det lykkedes mig at opfylde drømmen om at krydse Atlanterhavet, der har fulgt mig lige fra barnsben. 

For livet gik hurtigere end forventet, og tiden blev fyldt med at være mor til to børn, arbejde som fotograf i 35 år for bl.a. Hjemmet og alt det gode hverdagsliv, der nogle gange har det med at forsinke vores drømme.

Min drøm gik heldigvis i opfyldelse og samtidig glædede jeg mig også rigtig meget til at vende hjem til den gode hverdag, min familie og mit næste eventyr der venter, når jeg bliver bedstemor til maj. Jeg kan kun opfordre andre, der har en drøm til at forfølge den og stille sig derhen, hvor heldet kan finde dem.