Anna Munch.

Anna Munch: ”Min mor tror, jeg vil fortryde det”

Hun er kun 20 år, men allerede så etableret som skuespiller, influencer og tøjdesigner, at hun har været med i 'Vild med dans', som hun i øvrigt vandt sidste år. Anna Munch missede alle studentergilder, men har indtil videre intet fortrudt.

ALT for damerne logo

Du har hovedrollen i musicalopsætningen af 'FAME', som handler om unge, der jagter berømmelse og succes. Hvad er dit eget forhold til succes?

"Jeg vil sige, at det, jeg kan spejle mig i, er det der med at stræbe efter at blive så dygtig som muligt. 

Jeg vil mere end gerne være succesfuld, men berømmelse er jeg ikke herre over, og det er ikke noget, jeg higer efter.

Jeg synes også, man oplever, at dem, der er populære i år, er ikke populære næste år, så jeg prøver ikke at have for meget fokus på den del af det. Så længe jeg forsøger at dygtiggøre mig hver dag, er jeg tilfreds."

Du har arbejdet, siden du var barn, savner du ikke en ”normal” ungdom?

"Det kan være en svær balance. Jeg er overbevist om, at det her er rigtigt for mig, men min mor synes, jeg skal være bedre til at nyde at være ung. Jeg forstår hende godt, for eksempel var jeg ikke til et eneste studentergilde, da jeg blev student sidste år. 

Jeg holdt heller ikke selv et gilde, fordi jeg trænede til 'Vild med dans'. Min mor tror, jeg vil fortryde det, men jeg vil så gerne det her, at det ikke føles som et kompromis. 

Det kan godt være, at når jeg bliver ældre, at jeg tænker, hold da op, der var godt nok nogle ting, jeg gik glip af – men for nu føles det rigtigt."

"Jeg startede med skuespil som 12-årig, hvor jeg var væk fra skolen i nogle måneder. Jeg kan huske, at da jeg kom tilbage, havde jeg næsten intet at snakke med de andre om. 

Mine værdier og interesser matchede ikke deres. Det kunne jeg godt mærke var nogle hårde år, for jeg var jo i en alder, hvor jeg gerne ville have nogle omkring mig, men jeg var et andet sted – både fysisk og psykisk. 

Det er svært at balancere det sociale, når man var så meget væk, og sådan vil jeg også beskrive min gymnasietid. Det er meget et solojob, jeg har, og det kræver absolut alt. 

Men det er jeg også villig til at give."

Hvor meget har det fyldt for dig at være alene i det hele?

"Det var især hårdt i folkeskolen og mit første år på gymnasiet. Der havde jeg det ikke særlig godt mentalt. Jeg sagde til mine forældre, at jeg ville stoppe på gymnasiet, og de støttede min beslutning, for de kunne se på mig, at jeg ikke var glad. 

Men min mor spurgte, om jeg ville prøve at skifte klasse og give det et par dage – og så tænkte jeg, at jeg ikke rigtigt havde noget at miste. 

Allerede første dag følte jeg mig ikke ensom på samme måde længere, for jeg blev mødt af en klasse, der lukkede mig ind. Jeg tror hurtigt, jeg kan føle, at andre har fordomme om mig, og så lukker jeg dem ikke rigtig ind. 

Men der fik jeg øjnene op for, at jeg havde brug for en gruppe og nogen omkring mig – at jeg ikke kunne klare den helt alene."

Hvordan har det været at være ung og skulle finde ud af, hvem du selv er med et arbejdsliv, der krævede meget af din opmærksomhed?

"Der er selvfølgelig fordele og ulemper, men jeg vil sige, at jeg føler, jeg har lært mig selv meget godt at kende i og med, at jeg har været så meget alene. Det har virkelig været en styrke, for jeg kender mig selv ind og ud. Jeg ved, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør, og hvordan jeg skal få mig selv ud af negative tanker. 

Jeg har prøvet det hele nu og klaret det hele selv, så jeg er meget tryg i mit eget selskab."

"Men samtidig er det lidt specielt at vokse op i en branche, hvor man helst ikke skal have en dårlig dag. Det kan godt være, at det bare er min egen vurdering af det, men jeg ville sige, at det er vigtigt, for det kræver bare én dårlig oplevelse, før 100 mennesker har et andet syn på dig. 

Hold da op, jeg har brugt mange år på at føle, at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde. Jeg har været meget indadvendt som yngre, så på et tidspunkt havde jeg svært ved at tage ud nogen steder, fordi det føltes vildt overvældende.

Jeg er mere komfortabel nu, men min underbevidsthed er altid opmærksom på, hvor jeg er henne."

Hvad er du stadig ved at lære?

"Lige nu øver jeg mig mest i at nyde processen. Det er nok det, jeg har det sværest ved. Jeg har tit nogle dage, hvor jeg potentielt kunne glæde mig, men så ender det ofte med, at jeg skal nå en hel masse. 

Der er mange deadlines i de her brancher, jeg er i – både skuespil, sociale medier og det tøjmærke, som jeg har. Jeg prøver at lære, at hvis jeg fokuserer supermeget på en deadline, så nyder jeg det ikke rigtigt."

"For nylig havde jeg en ret vild uge, hvor jeg var på pressetur med filmen 'Smukkere', jeg udgav en tøjkollektion sammen med Mads Nørgaard og lavede et event i deres butik.

Bagefter havde jeg en følelse af, at jeg næsten ikke kunne huske, at jeg havde oplevet de her ting, fordi jeg havde været på overarbejde i mit hoved. 

Men selvom det kan være hårdt til tider, så er det mit drømmejob, og jeg nyder det hver dag."

Om Anna Haarup Munch, 20 år

  • Skuespiller, tøjdesigner og influencer. 
  • Aktuel med hovedrollen i musicalopsætningen af 'FAME' i København og senere i Vejle og Holstebro.
  • Kendt fra film som 'Smukkere' og serier som 'Klassen'.
  • Vinder af 'Vild med dans' i 2024.
  • Driver tøjmærket 'Öhouse' og skaber indhold på Instagram og Youtube, hvor i alt ca. 200.000 følger med.