Sonja Richter var ikke meget mere end syv-otte år gammel, da hun første gang skrev en sang, greb et keyboard og gik op på scenen i folkeskolen og sang den for dem, der havde lyst til at lytte med.

"Alt, der handlede om at synge, danse og spille musik, det skulle jeg bare. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, og jeg havde ingen selvkritik, når jeg stillede mig op og sang og spillede. 

LÆS OGSÅ

Hun er Vogues nye chefredaktør efter Anna Wintour: Lær hende at kende her

Chloe Malle har arbejdet hos Vogue i 14 år, og nu har Anna Wintour udpeget hende som ny chefredaktør for det amerikanske modemagasin. Her er fem ting, du (måske) ikke vidste om hende.

Altså, som i slet ingen! Jeg gjorde det bare. For der var noget, der skulle ud. Jeg kan huske, at jeg sad deroppe på scenen og tænkte: Det her er jeg virkelig god til, det skal jeg bare. Så jeg blev hende, der altid sang og spillede. 

Senere i min opvækst skete der alle mulige virkelig fucked up ting, som var svære for mig at håndtere, og det gjorde, at jeg i en periode blev mere indadvendt med sang og musik, men det blev ved med at være min overlevelse på en eller anden måde. Det blev ved med at være mit kærlighedssprog. Min livsnerve."

For de fleste er Sonja Richter nok mest i bevidstheden som skuespiller. Det er da også skuespillet, hun har brugt langt størstedelen af sin tid på, siden hun blev uddannet fra teaterskolen ved Odense Teater i 1999 – og som hun stadig elsker meget højt og aldrig slipper – men faktisk havde hun allerede en lang karriere bag sig som sangerinde, inden hun overhovedet begyndte på teaterskolen. 

Hun havde spillet med i utallige musicals på bl.a. Det Ny Teater og troede, at det var den vej, hun skulle, men en drøm og en bemærkning fra en ven gjorde, at hun skiftede spor. 

Drømmen, vennen og sporskiftet fortæller hun levende om denne formiddag, hvor hun er mødt op for at sætte en masse ord på, at hun nu – i hvert fald for en stund – vender tilbage til sangen.

Den lille modige pige

Sonja er aktuel i musikforestillingen 'Stolt', som spiller på Folketeateret og på en efterfølgende turné i hele landet, og her giver hun stemme til nogle af forestillingens sange, som har tekster af forfatteren Lone Hørslev.

Forestillingen er inspireret af designerens Nicholas Nybros moderne folkedragter, som blev skabt til en udstilling på Designmuseum Danmark, og den beskrives som ”en poetisk teaterkoncert om at fare vild og finde hjem”. 

Selv har Sonja også kæmpet med at finde hjem til sig selv.

"Mine forældre havde ikke ret meget sans for, hvem jeg var, men nogle af mine venner foreslog mig, at jeg skulle tage på musikefterskolen Mellerup. Siden jeg var lille, havde jeg fantaseret om at blive operasanger, og jeg havde gået ude ved det vilde Vesterhav og sunget af mine lungers fulde kraft, så jeg havde også selv lyst til at dyrke den side endnu mere.

Jeg fik på en eller anden måde vredet armen om på min far og sagt, at jeg altså bare SKULLE ind på den efterskole, og så fik jeg lov, 14 år gammel. Problemet var, at man nærmest skulle have været skrevet op, siden man blev født, hvis man ville på musiklinjen, hvor alle de rigtig dygtige musikeres børn gik, så der kunne jeg ikke få plads.

I stedet kom jeg ind på værkstedslinjen, som fokuserede på keramik og billedkunst, hvilket jeg også elskede, for jeg elsker alt, hvad der har med kunst at gøre. 

Selvom jeg ikke gik på musiklinjen, spillede jeg alligevel en masse musik og sang hele tiden. Ligesom i folkeskolen gik jeg bare på scenen og sang. Når jeg kigger tilbage i dag, forstår jeg simpelthen ikke, hvordan jeg turde. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg tænker på det, for jeg synes simpelthen, at den lille pige, der står der på tidslinjen, var så modig.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fryse tiden i det øjeblik og gå tilbage og snakke lidt med hende. Spørge hende, hvor hun fik modet fra."

Hun stopper op og ser et øjeblik ganske bevæget ud.

"Og det er faktisk præcis noget af det, jeg er i gang med i denne tid. Jeg har en enorm følelse af, at jeg er tilbage på tidslinjen for at hente mig selv hjem. 

Jeg samler mig selv sammen. 

LÆS OGSÅ

Da Kira Skov besøgte fire shamaner, gik hun derfra med blå mærker: ”Jeg var ikke forberedt på, hvor sindssygt det ville være”

Kira Skov har netop fået en healing af shamaner fra Amazonas, og oplevelsen involverede både voldsomme ryk, store sugemærker og spytklatter i en kop, der senere skulle begraves i skoven.

Taglinen i 'Stolt' er jo netop det her med at fare vild og finde hjem, og det er ikke, fordi jeg synes, at jeg har været faret vild, men jeg har en følelse af, at jeg aldrig før i mit liv har haft tid til at samle mig selv sammen. Jeg har følt, at jeg hele tiden har efterladt dele af mig selv på den tidslinje, mens resten af mig fortsatte ud ad landevejen. Jeg har aldrig før tænkt over, om jeg havde ”det hele” med, men det tænker jeg over nu. Og der står altså en hel række yngre versioner af mig, som jeg skal have hentet hjem."

Efter Mellerup Efterskole flyttede Sonja alene ind på et værelse i Aarhus, kom i gymnasiet og lærte at klare sig selv på den helt hårde måde. 

Hun valgte musik på højt niveau, optrådte til mange morgensamlinger, og det var helt klart stadig planen og drømmen at komme til at leve af at synge og spille. 

Til en musik-eksamen valgte Sonja sammen med sin ven Mikkel at spille noget fra musicalen 'Tell Me On A Sunday', og mens de øvede, sagde Mikkel en dag: ”Sonja, skal du i virkeligheden ikke være skuespiller?”.

"Og så blev jeg sindssygt vred. Altså vred, som jeg ikke tror, jeg har været siden."

Hvorfor det?

"Først kunne jeg slet ikke finde ud af, hvorfor jeg blev så vred, for jeg tror i virkeligheden, det var et kompliment fra hans side. Det stykke fra 'Tell Me On A Sunday', som vi øvede, var meget svært, meget dramatisk og ekspressivt, og han kunne vel se en skuespiller i mig lige der. 

Men jeg blev måske vred, fordi jeg havde tænkt, at jeg skulle synge."

Samtidig med at tanken om skuespil måske alligevel ulmede i dig?

"Ja. Og det tog mig et halvt år eller mere at finde ud af, hvad den vrede handlede om, men i dag kan jeg jo se, at det var et bål, der allerede var bygget inde i mig, som Mikkel bare satte en tændstik til med sin bemærkning. 

Jeg græd og græd i tiden derefter, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad min vrede handlede om, og jeg havde ingen at tale med det om. 

Men pludselig en dag, så vidste jeg det godt: Det er fordi, jeg bliver nødt til det."

At blive skuespiller?

"Ja. 

Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til det, selvom det skræmte livet af mig. Jeg havde gennem længere tid haft en drøm, som jeg drømte igen og igen, og langsomt gik det op for mig, at den også skubbede mig i retning af skuespillet. 

I drømmen sad jeg oppe på tårnet af domkirken i Aarhus og fik øje på en pige, der stod nede på torvet. Pludselig kom en masse sortklædte ninjaer og splittede hende helt ad.

Flåede hendes hoved af. 

Armene og benene. Jeg måtte ned fra tårnet for at redde hende, men da jeg kom ned, var hun væk. Jeg løb hen til Magasin for at finde pigen, og her stod en sumobryderagtig mand og holdt vagt. 

Han sagde: ”Hvis du vil ind her, skal du gå igennem alle udstillingsvinduerne. Det kan godt være, at du ikke vil, men du skal, der er ingen anden vej”. 

Jeg havde ikke lyst til, at alle skulle kigge på mig, og jeg vidste godt, hvad folk tænkte om de piger i udstillingsvinduet, men der var ingen vej udenom, hvis jeg skulle samle pigen fra torvet igen. Så jeg skyndte mig gennem udstillingsvinduerne, gik langs bagvæggen, så hurtigt jeg kunne, for så at nå frem til en stor biografsal, hvor en masse mennesker, som jeg kendte perifert, sad og så en film. 

Og det var mig, der var oppe på lærredet. Sumobryderen stod der igen, og nu havde han en lille kost og et fejeblad med, som han rakte mig og sagde: ”Se at komme i gang, du skal feje”. 

Jeg forstod ikke hvorfor, men tog imod kosten og fejebladet og kunne nu se, at alle i biografen sad begravet i glasskår til halsen, og de vidste det ikke selv. Jeg skulle feje glasskårene op. Og der var utrolige mængder! 

Det, drømmen fortalte mig, var, at jeg skulle være skuespiller. For det er det, der er kunstens opgave – at befri publikum for de glasskår, de sidder begravet i, uden at de nødvendigvis selv kan se det. Men de mærker det.

LÆS OGSÅ

Da Alex Høgh mødte sin kæreste, ændrede det noget i ham: ”Det er ting, jeg ALDRIG har drømt om”

Skuespiller Alex Høgh Andersen drønede gennem sine tyvere med skyklapper på, og parforholdet var ikke noget, han skænkede mange tanker. Da han mødte skuespiller Johanne Milland, vendte hun op og ned på alting – og i dag har ’Vikings’-skuespilleren overgivet sig til tosomheden og mere til. Det fortæller han i et stort interview til ALT for damerne uge 36.

 Efter de har set en film eller et teaterstykke, er der ikke helt så mange glasskår omkring dem, og derfor er kunsten så vigtig. Hvis vi ikke har kunsten, drukner vi i glasskår. Alt det, der er gået i stykker indeni, og som vi ikke kan forstå og ikke kan se.

Jeg kan stadig tude nu, bare jeg tænker på den drøm, for jeg havde virkelig ikke lyst til at feje alle de glasskår op, men folk kunne jo ikke sidde der begravet i glasskår."

Sonja får kortvarigt tårer i øjnene og holder en lille pause.

Hvorfor var det dig så meget imod at blive skuespiller?

"Min daværende kæreste kunne jo godt se, hvor ked af det jeg var, og det spurgte han også om. ”Jeg tror ikke, jeg kan finde ud af det”, sagde jeg til ham. ”Jeg ved ikke, hvordan man gør”. Hvortil han svarede: ”Men måske kan du godt finde ud af det. Du er nødt til at prøve”. Og så søgte jeg ind på skuespillerskolen, 20 år gammel, og kom ind med det samme."

Børnehaven indeni

På Det Ny Teater kunne de ikke forstå, hvorfor Sonja skulle uddannes til skuespiller. 

Hun kunne allerede det hele, mente de. Men Sonja var klar over, at hun var nødt til at lære faget, hvis hun gerne ville være med i klassiske opsætninger af f.eks. Shakespeare og Ibsen, som hun drømte om. 

Sideløbende med skolen havde hun store sangroller på Odense Teater, og da hun var færdiguddannet, bad hun om at få bare én rolle, hvor hun ikke skulle synge. Hun fik lov til at spille Ophelia i "Hamlet", det fik Det Kongelige Teater øje på, og hun blev tilbudt fastansættelse der. 

Hun sagde ja tak, for det var hårdt at synge hver eneste aften, og på Det Kongelige Teater kunne hun få andre roller.

"Jeg nåede lige at begynde på Det Kongelige Teater, og så fik jeg rollen som Cecilie i filmen 'Elsker dig for evigt'. Da den kom ud i 2002, eksploderede min karriere. Film, tv og teater – jeg løb rundt fra det ene til det andet, og det gjorde jeg i mange, mange år. Jeg havde svært ved at sige nej til ting, for jeg følte mig så privilegeret med alt det, jeg fik tilbudt hele tiden. 

Efter syv-otte år begyndte jeg at savne sangen rigtig meget, og derfor lavede jeg en plade sammen med en engelsk komponist. Det var meningen, at vi også skulle ud og spille, men jeg kunne ikke finde tiden til det, fordi jeg i forvejen løb rundt som en vanvittig. Og det har jeg faktisk gjort indtil for ganske få år siden. 

Det blev en way of life at have så fucking meget turbo på, at jeg til sidst vågnede nærmest hver eneste morgen og græd, fordi jeg tænkte: Jeg kan ikke mere. Hvordan skal jeg klare endnu en dag?"

Hvad gjorde du så?

"Da jeg var omkring 45 år, tænkte jeg, okay, det her går ikke mere, og så begyndte jeg at sige nej tak til næsten alting. Mit liv føltes simpelthen for kort til at lave andet end det, jeg selv syntes var sindssygt fedt. 

Samtidig havde jeg en masse kunstneriske idéer til, hvad jeg havde lyst til at lave, og hvordan det skulle laves, og jeg kunne mærke, at jeg ikke længere kun kunne stå og opfylde andres drømme. 

Det føltes som et pres indefra, som fik mig til at sige nej, og når man gør det, så holder folk efterhånden op med at spørge."

LÆS OGSÅ

Min familie ser ned på os

En læser er ked af, at hendes familie ser ned på hende, fordi hun er førtidspensionist. Hvad gør hun? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Hvordan var det?

"Det var fint, for jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad der var vigtigt i mit liv. Jeg er nødt til selv at definere, hvad jeg gør og hvorfor. Og jeg kunne også mærke, at der var nogle andre kreative sider inde i mig, der gerne ville have plads. 

Blandt andet hende, der gerne ville synge, og som jeg havde efterladt nede ad tidslinjen."

Sonja griner lidt og kaster sig så ud i en længere forklaring om, hvordan hun ser sit indre.

"Du skal forestille dig, at der står en hel masse børn inde i mig, og de vil alle sammen gerne have al tiden til at gøre det, de synes er sjovt. Hvordan skal man administrere det? 

Den ene vil gerne synge og spille. Den anden vil spille skuespil. Den tredje vil skrive. Den fjerde vil tegne og male. Og de tre af dem er sure på hende, der vil spille skuespil, for hun har fået alt for meget tid i mange, mange år. Det er simpelthen en børnehave at holde styr på, og det er det, jeg bakser meget med lige for tiden. Der er en form for krisemøde i den indre børnehave, for alle vil gerne have mere tid og opmærksomhed. 

Jung beskriver, at personligheden er bygget op af en masse sub-personalities, som han kalder det. Så det er et problem, alle har, hvad enten de er klar over det eller ej. 

For mig handler det om mine mange kreative sider, for andre kvinder handler det måske om at prøve at finde plads til både at være mor, kæreste, karrierekvinde, datter og veninde."

Kan jeg stadig synge?

I perioder har Sonja sideløbende med sit skuespil forsøgt at givet plads til både skriveri og tegning.

Hun skrev et indlæg til bogen 'Vesterhavet', der udkom i 2017, og hun har også taget et tegnekursus og lavet illustrationer til en bog, som hendes gamle skuespillærerinde skrev. På den måde kom der for en stund lidt ro på nogle af ”børnene” indeni. 

Men det er ikke nok. For hende, der vil synge, har banket på meget længe, og nu skal hun have noget plads.

"Jeg tager som regel ikke noter, når jeg skal lave et interview, men det har jeg gjort til i dag. Og det, der står først og med størst bogstaver er: Edith Piaf! 

Min ene sanglærer på teaterskolen syntes, at jeg skulle synge Piaf dengang, og hun gav mig forskellige af hendes sange og hendes biografi, og det åbnede et eller andet inde i mig. Lige siden har Edith Piaf nærmest været min skytsengel, jeg har altid haft en følelse af, at hun er med mig. 

Og hun bliver ved med at synge. Højere og højere. 

Nærmest lidt vred. 

For et års tid siden kunne jeg pludselig slet ikke få hende til at holde mund, og jeg tænkte, at det skulle hun måske heller ikke. Jeg kunne mærke, at der var ved at ske det samme som dengang, hvor drømmen og Mikkel fortalte mig, at jeg skulle blive skuespiller. Nu fortalte Piaf mig, at jeg skulle synge igen, og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til det, også selvom det ikke gav mening hverken økonomisk eller på andre måder. 

Så jeg begyndte at sidde og spille guitar og synge derhjemme. Så meget faktisk, at mine fingre gik helt i stykker og begyndte at bløde."

Hun viser sine fingerspidser, hvor huden ganske rigtigt ikke har det for godt.

"Når jeg først gør noget, så gør jeg det hundrede procent, haha. Og ved du så, hvad der skete? 

Da jeg var gået i gang med at spille og synge hele tiden, ringede de fra Folketeateret og tilbød mig rollen i 'Stolt', hvor jeg skal synge. Er det ikke vildt?"

Der er mere mellem himmel og jord …?

"Præcis. Og jeg sagde jo bare ja tak lige med det samme. Jeg vidste slet ikke, om jeg kunne finde ud af det – om jeg overhovedet kunne synge mere – for jeg er jo blevet lidt gammel, men min sanglærer sagde, at jeg sagtens kunne træne det op. 

LÆS OGSÅ

’Sidste tango i Paris’ vakte forargelse (og begær) i 1972: Nu får du historierne bag

Var tiden virkelig en helt anden i begyndelsen af 1970’erne? Måske, måske ikke. Denne film har Maria Schneider i fokus og fortæller om tilblivelsen af 'Sidste tango i Paris'.

Det bliver ikke på samme måde, som da jeg var helt ung, men det skal det heller ikke. Jeg skal være med sangen der, hvor jeg er i livet nu. Samtidig føles det alt sammen lidt voldsomt, for jeg er nødt til at gå tilbage ad tidslinjen og hente hende den lille pige, der synger, hjem. 

Hende, jeg efterlod, da jeg kom på teaterskolen. Og der er nok også et par andre på den tidslinje, jeg skal have med mig, så det er et stort arbejde, jeg er i gang med."

Grænser

Sonja rundede 50 år i 2024, og med det skarpe hjørne kom der også nye tanker og følelser.

"Jeg har både mærket hedeture og alt muligt andet, men det, jeg især kunne mærke, det var følelsen af, at nu gider jeg faktisk ikke mere bullshit. 

Jeg gider ikke længere at rette ind, og man kan jo godt lige spørge, hvorfor jeg dog egentlig nogensinde skulle det? Men sådan har det bare været. Jeg var kvinde, jeg var ung, og jeg vidste ingenting, da jeg trådte ind på de forskellige scener. 

Men da jeg blev 50, kunne jeg mærke, at hey, 50 er sejt! Jeg ved faktisk noget og har prøvet rigtig meget. Nu er jeg boss! Jeg trådte ind i et andet rum, da jeg blev 50, og det var faktisk virkelig fedt."

Markerede du den runde dag?

"Først orkede jeg det slet ikke, men en af mine veninder sagde: ”Det skal du!”. Og så gjorde jeg det. Jeg holdt det på restaurant Zeleste i Store Strandstræde og inviterede mine venner. 

Alle dem, jeg føler mig forbundet med, og som har lært mig noget her i livet. Og det var måske det bedste, jeg nogensinde har gjort."

Plejer du ikke at holde din fødselsdag?

"Nej, og det har delvist handlet om, at jeg ikke har haft lyst til at have min familie med. 

Men sidste år havde jeg det sådan her: Nu bliver jeg 50, det er MIN fødselsdag, ikke min families, det er mig, der bestemmer, og mig, der betaler. 

Sådan burde det jo altid have været, men før i tiden gjorde jeg, ”ligesom alle de andre gjorde”, og det gjorde mig dybt ulykkelig. Nu gør jeg, som jeg har lyst til. Når det er sagt, så har jeg samtidig haft kæmpe skyld over at vælge mig selv til og andre fra. 

Men det er også en af grundene til, at jeg er nede ad tidslinjen for at hente mig selv hjem. Det er jeg nødt til, for det er faktisk mit liv. Mit liv er mit ansvar. 

Jeg lavede et interview for omkring syv år siden, hvor overskriften var noget med, at jeg var grænseløs, og der tænkte jeg, ja, det er jo egentlig rigtigt nok, det er jeg. 

Siden da er jeg virkelig gået op i at sætte grænser og prøve at finde ud af, hvad der sker, når man gør det. Og det er virkelig svært at sætte grænser, når man aldrig har lært det."

Så er det øvelsen for de kommende år – at sætte grænser?

"Jeg håber faktisk, at de sidste syv års arbejde har gjort, at grænserne står der nu, så jeg kan få lov til at lave kunst. 

Endelig."