Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg fyldte 23 samme år, som jeg mødte Marcus for første gang. 

Min gamle skolekammerat Sofia havde inviteret mig til sit bryllup, og Marcus var en af gommens, Jakobs, venner. 

LÆS OGSÅ

Skal jeg fortælle min kæreste om mit sidespring?

En ung kvinde har været sin kæreste utro, og fortryder det bitterligt. Skal hun fortælle sin kæreste om det? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Vi blev placeret ved siden af hinanden under middagen, og kemien var der med det samme. Marcus så godt ud, og han var sjov og charmerende, og vi havde det virkelig hyggeligt – lige indtil nogen kom med en ironisk kommentar om siddepladserne. 

Det blev her antydet, at vi var sat sammen, fordi vi begge var singler, og at værtsparret håbede, vi ville falde i hak.

I dag tænker jeg, at det var en lidt tarvelig bemærkning, men dengang rødmede jeg bare og slog det hen. Marcus reagerede dog helt anderledes. Han blev pludselig anspændt og fjern. Den løsslupne stemning forsvandt, og samtalen mellem os døde hen. 

Der opstod lange pauser, og det var svært for mig ikke at tage det personligt.

Jeg trak mig derfor selv og begyndte i stedet at tale med de andre omkring bordet. Men jeg mærkede stadig tiltrækningen til ham og kunne ikke lade være med at kigge over på ham af og til. 

Vi talte dog ikke mere sammen den aften og dansede heller ikke.

I dagene efter tænkte jeg en del over Marcus’ reaktion, men fordi jeg ikke vidste, hvad der lå bag, lagde jeg det fra mig. Jeg konkluderede, at Marcus nok bare ikke var interesseret i mig, og at han derfor havde forsøgt at trække sig på en pæn måde.

Jeg så stadig lidt til Sofia og Jakob, og til Jakobs fødselsdag nogle år senere dukkede Marcus op igen. Til min overraskelse mærkede jeg straks, at jeg stadig var tiltrukket af ham – og jeg fornemmede også, at han havde noget med mig. 

Vi talte dog ikke sammen, men jeg tog ham flere gange i at sende lange blikke i min retning. Han sagde stadig ikke noget, og da jeg også huskede, hvordan han havde trukket sig sidst, holdt jeg mig tilbage og nøjedes med at hilse. 

Han tog dog ikke initiativ til at snakke, og det blev ved det.

Et par år senere mødte jeg Jesper, som senere blev min mand. Vi fik tre børn og havde et trygt og lykkeligt ægteskab, men med tiden ændrede tingene sig. 

LÆS OGSÅ

Camila og Niels gik Caminoen - og fandt kærligheden

Mange par træffer hinanden via datingapps – men følelserne kan skam også stadig blomstre op i den virkelige verden, hvor uventede møder forvandles til stor kærlighed. Mød tre par, som fandt hinanden, lige der hvor de mindst havde troet det.

Da børnene flyttede hjemmefra, begyndte vi at glide fra hinanden. Vi var begge omkring de 50, da det for alvor blev tydeligt.

Vi fik nye naboer, Lone og Frank – yngre end os, meget udadvendte og festlige. De inviterede os til middag, og selvom jeg fandt det hyggeligt, var stemningen lovlig livlig for mig. 

Jesper elskede det derimod. Da jeg gik hjem ved midnat, blev han hængende og kom først hjem langt ud på natten.

Frank og Jesper begyndte at spille squash sammen om fredagen, og det blev hurtigt en vane, at de gik ud og fik en øl bagefter. Det blev oftere og senere, og lørdagene blev præget af Jespers tømmermænd. 

Men Jesper virkede ikke i dårligt humør – tværtimod. Jeg tror, at noget blev vakt i ham: frihed, nye mennesker, natteliv. Alt det, jeg ikke havde behov for længere. Jeg foretrak derimod rolige aftener, haven og måske en kop kaffe eller et glas vin med mine veninder.

Da Jesper også begyndte at være væk på hverdagsaftenerne, blev jeg urolig. Jeg spurgte ham til sidst direkte, og efter lidt pres, fortalte han så, at han havde forelsket sig i en anden kvinde. 

De havde endnu ikke været sammen, sagde han, men han kunne ikke give slip på hende.

Bruddet var hårdt og smertefuldt. Mindre end en måned efter samtalen boede jeg alene i huset, mens Jesper midlertidigt flyttede ind i en vens sommerhus. Vi talte kun om praktiske ting og børnene – Jesper var allerede mentalt et andet sted. 

Kort tid efter hørte jeg, at han var set sammen med kvinden, han havde mødt, og kun et år senere blev de gift.

Jeg solgte huset og købte en ejerlejlighed. Det tog tid at komme over chokket og sorgen, men langsomt begyndte jeg at finde fodfæste. Jeg gik ud og spiste med veninderne og genoptog også kontakten til mine gamle venner – heriblandt Sofia, som jeg ikke havde talt med i flere år. 

Hun havde hørt om min skilsmisse gennem en fælles veninde og tog derfor kontakt til mig.

Det var til et middagsselskab hjemme hos hende og Jakob, at jeg – næsten 30 år senere – mødte Marcus igen. Mit hjerte sprang et slag over, da jeg så ham. 

LÆS OGSÅ

Xenia Lach-Nielsen og Peter Gantzler har været sammen i 30 år - og dette har fået kærligheden til at holde

Efter tre årtier med sin mand, Peter Gantzler, har skuespiller og sanger Xenia Lach-Nielsen lært, at langvarig kærlighed handler om at turde stå alene – og vælge hinanden alligevel.

For indrømmet: han var dukket op i mine tanker flere gange gennem årene. Jeg havde endda googlet ham på de sociale medier og kunne her se, at han var gift og havde fået børn, som nu var voksne. Jeg lagde dog mærke til, at han den aften ankom alene og ikke bar sin vielsesring.

Marcus og jeg faldt hurtigt i snak. Jeg havde kun lige fået mit glas velkomstvin, før han stod ved siden af mig. Han klinkede stille sit glas mod mit, mens han smilede og dermed gjorde klart, at han godt huskede mig. 

Jeg fortalte om min skilsmisse og min nye lejlighed i byen, og han fortalte, at han også var skilt og var flyttet tilbage til byen efter flere år i den anden ende af landet.

Denne gang var alle forbehold væk. Vi blev tilfældigt sat ved siden af hinanden, og vi talte næsten ikke med andre hele aftenen. Stemningen mellem os var intens, mens vi snakkede, og vi havde svært ved at holde øjnene fra hinanden.

Da vi brød op på samme tid, var det med en undskyldning om, at vi ville dele en taxa – og det gjorde vi da også, men turen gik direkte hjem til mig. 

Her sad vi og snakkede i flere timer over en flaske vin. Og det var her, Marcus fortalte mig, hvad der egentlig var sket den aften for mange år siden til Sofia og Jakobs bryllup.

Han forklarede, at han dengang var i et forhold til en anden kvinde, som han var blevet glad for. Han blev derfor forskrækket over de følelser, han fik for mig den aften. Da nogen så jokede med vores siddeplads, følte han sig afsløret. 

Han trak sig for ikke at skabe forvirring – både hos mig og hos sig selv. 

LÆS OGSÅ

Sofie fik en flot forfremmelse – men kollegaernes hårde ord fik hende til at græde

Jeg glædede mig til at kaste mig over min nye stilling som projektleder på det reklamebureau, hvor jeg var ansat. Men da jeg skulle til møde med mine noget ældre kollegaer for første gang, indså jeg, at ikke alle var lige begejstrede for min forfremmelse. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Han var nemlig allerede i gang med at lægge planer med den anden kvinde, som han da også senere blev gift med. Han ville ikke ødelægge noget på grund af en flirt, selvom det føltes som noget mere.

Han tilstod også, at han havde tænkt på mig siden, ligesom jeg havde tænkt på ham. Men han fortrød dog ikke sit liv, ægteskabet og børnene, han fik. 

Vi havde i det hele taget begge haft gode år med vores respektive familier. Men Marcus lagde ikke skjul på, at han var glad for at møde mig igen – og jeg lagde ikke skjul på, at den glæde var gensidig.

For at gøre en lang historie kort, så overnattede Marcus hos mig den nat. Vores møde udviklede sig hurtigt til en voldsom forelskelse, og vi har været sammen lige siden.

Ingen af os fortryder, hvordan tingene gik. Vi er taknemmelige for det liv, vi fik hver for sig, men endnu mere taknemmelige for, at vi fandt hinanden igen.

Vi har nu været sammen i tre år og bor i min lejlighed. Vores respektive børn kigger ofte forbi med deres børn, så her er liv og glade dage, og det elsker vi. 

Vi drømmer om at finde et lille hus på landet, som vi kan sætte i stand og gøre til vores. Indtil videre arbejder vi dog stadig begge i byen – så vi ser, hvad der sker. 

Lige nu nøjes vi med at være lykkelige og taknemmelige over, at vi fik en chance til.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.