Niels var i krise, da han begav sig af sted på den spanske pilgrimsrute Caminoen i september 2015.
Han var blevet skilt året før og havde lige mistet sin far, og begyndende tegn på stress havde vist sig.
I Brasilien var Camila også i krise. Hun havde sagt sit ingeniørjob op og var i tvivl om både sin karrierevej og sit ægteskab, da hun satte kursen mod Spanien.
Begge håbede de at finde sig selv. Men de fandt også hinanden.
"Jeg skrev i min dagbog, at jeg havde mødt et fantastisk menneske, og nu kunne jeg komme videre med mit liv, fordi jeg vidste, at den type menneske fandtes," husker Niels Valcarengh Vangsø.
I smerter
Camila og Niels løb første gang på hinanden på et herberg på ruten. Niels mindes, hvordan han venligt præsenterede sig og spurgte til Camilas tur, mens hendes opfattelse er helt anderledes.
"Jeg husker Niels som ret uhøflig og skrap. Jeg var ved at rede min seng, da den her mand kom hen til mig og stillede en masse spørgsmål," fortæller Camila Valcarengh.
I løbet af de følgende dage mødtes de tilfældigt flere gange på ruten, og en dag da Niels kunne se, at Camila havde smerter, slog han følge med hende og bar noget af hendes bagage.
"Man hjælper hinanden på Caminoen, og jeg kunne se, at hun kæmpede. Jeg havde selv haft dage, hvor andre hjalp mig, så det var naturligt, at jeg tog mig af hende," husker Niels.
"Jeg var ikke godt selskab, for jeg havde en virkelig dårlig dag – men det blev til en god dag," supplerer Camila og smiler til Niels.
Følelser var no-go
Den ene dag blev til flere, og der opstod en fortrolighed mellem Camila og Niels. De mødte flere, som troede, de dannede par, fordi der var en særlig forbindelse mellem dem.
"Vi havde nogle virkelig gode snakke. Niels var kærlig og hjælpsom og gjorde mig tryg. Jeg kunne mærke følelserne, for han var et fantastisk menneske – men det var no-go, for jeg var gift hjemme i Brasilien," fortæller Camila, som i dag taler flydende dansk.
"Jeg lærte Camila at kende uden bagtanker, da hun havde en mand; jeg lærte hende at kende indefra og ud, fordi jeg fokuserede på hendes person og ikke hendes udseende," understreger Niels.
Som parret nærmede sig destinationen, mærkede de dog begge, at der var vokset andet end venskab frem mellem dem.
"Det gjorde det svært, fordi det ikke var en mulighed. Men en dag tog jeg fat i Camila og spurgte, om vi ikke kunne indrømme, at vi havde følelser for hinanden – og nyde de sidste dage i hinandens selskab," fortæller Niels.
"Det var en lettelse for os begge, men der skete ikke mere end det," siger han.
Jul med fremmed
Camila rejste tilbage til Brasilien, og Niels tog hjem til Danmark – uden nogen aftale om at ses igen. Men blot tre uger senere skrev Camila, at hun var blevet skilt og gerne ville se Niels igen.
"Normalt er jeg et meget fornuftigt menneske, men pludselig var jeg på vej til Danmark for at fejre jul med en næsten fremmed mand – men jeg tænkte, at jeg altid kunne rejse hjem igen, hvis det gik galt," fortæller Camila.
Nu fik følelserne frit løb, og efter et år som langdistancekærester flyttede Camila til Danmark, hvor Niels boede med sine tre børn.
"Selv om vi først var ved at lære hinanden at kende, blev vi ret hurtigt nødt til at finde ud af, hvad vi ville – på grund den danske udlændingelov. Så vi besluttede at prøve det af," siger Niels.
Efter et par år som kærester blev parret gift 2. juni 2018 på Hindsgavl Slot i Middelfart, seks uger efter at Niels friede samme sted. Parret gentog senere bryllupsfesten i Brasilien.
"Caminoen har været den største gave i mit liv. Jeg fik måske ikke svar på alt her i livet, men jeg fik taget afsked med min far, og jeg mødte Camila," smiler Niels.
"Sommetider skal man springe ud i det og følge sit hjerte."
Om parret
- Camila Valcarengh, 42 år: Ingeniør. Født i Brasilien og har boet i Danmark siden 2016.
- Gift med Niels Valcarengh Vangsø, 55 år, selvstændig managementkonsulent og far til tre.
- Bor i Vejle med hundene Kayla og Fiona.