Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var stolt og lykkelig, da jeg blev forfremmet til projektleder i det reklamebureau, hvor jeg indtil da havde været assistent. 

Nu var jeg på vej til mit første møde med mine fire nye kolleger. Det var et ugentligt møde, hvor vi hver især skulle fremlægge vores projekter for hinanden, give hinanden feedback og udvikle nye idéer.

LÆS OGSÅ

De læser dig som en åben bog + 9 andre fakta om hunden

Intet andet dyr har lært at leve så tæt sammen med mennesker som hunde. Og det er til gavn for begge parter. Vi elsker hunde, og hunde elsker os. Her er 10 fantastiske fakta om hunde.

Denne gang var det ikke mig, der skulle sørge for, at kaffen var klar til mødet. Nu sad jeg, som resultat af flere års hårdt arbejde, med til bords. Jeg havde også fået min første store kunde, et kendt mærke af vaskemaskiner, og var så småt i gang med at forberede min første reklamefilm for dem.

Det var først, da jeg gik ind ad døren til mødelokalet, det slog mig, at det måske ikke ville blive så nemt. Mine fire mandlige kolleger sad i deres smarte tøj og jokede indforstået, og selvom jeg kendte dem godt fra mine tre år hos bureauet, kunne jeg ikke lade være med at føle mig udenfor. 

De havde alle fire lavet reklamefilm i mange år, og de var vant til, at jeg lå under dem i hierarkiet.

Jeg prøvede at slå min uro og usikkerhed væk og gik i gang med at fortælle om min idé til reklamefilmen om vaskemaskinerne. Jeg havde allerede haft det indledende møde med en ung filminstruktør, og firmaet kunne også lide min idé. 

De synes faktisk, at den var ret original og forfriskende anderledes.

"Det lyder jo fuldstændig åndsvagt," sagde den første kollega, Karsten, da jeg var færdig med at fremlægge.

"Enig. Du kan slet ikke lave den på den måde," fortsatte min anden kollega, Troels.

"Nej. Og jeg kan ikke se, hvem den henvender sig til," tog min tredje kollega, Henrik, over.

Jeg ville svare på deres kommentarer, men jeg kunne slet ikke få et ord frem. Jeg følte mig så lille og dum. Det var slet ikke sådan, jeg havde forestillet mig vores samarbejde.

Min hånd, der holdt mine papirer, begyndte at ryste. Da mødet var færdigt, gik jeg ud på toilettet og græd. Jeg hadede mig selv for det, det var jo ikke fordi, jeg kun forventede ros og opbakning, men de havde slet ikke ladet mig få en fod til jorden.

LÆS OGSÅ

Jeg er en mand i 40'erne: Kommer jeg nogensinde til at opleve kærligheden?

En læser er i fyrrene og håber, at det ikke er for sent at finde kærligheden. Vibeke Dorph giver ham her råd til, hvad han kan gøre.

Resten af ugen mistede jeg helt lysten til at gå på arbejde, men jeg mødte pligtskyldigt op alligevel. Jeg kunne heller ikke give slip på min idé. Den føltes rigtig for mig, og både vaskemaskineproducenten og den unge filminstruktør havde jo også været begejstret. 

Jeg gik derfor videre med idéen, men til hvert sparringsmøde blev jeg heglet ned. ”Amatøragtigt”, var et ord, der hver gang gik igen. Efter hvert møde følte jeg mig helt ødelagt og modløs, men jeg arbejde videre med filmen, fuld af angst for at fejle.

Tre måneder senere var filmen færdig. Kunden var rigtig glad for den. Den blev vist på tv, og den blev også delt flittigt på de sociale medier, hvilket de var henrykt over. 

Mine kolleger var dog helt tavse. 

Der var ingen anerkendelse fra dem. Min chef var til gengæld fuld af ros, for mit arbejde havde trukket kunder til firmaet, som alle ville have lavet reklamefilm i min stil.

Da jeg begyndte på mit næste projekt, startede hele møllen af kritik fra mine kolleger forfra igen. Faktisk syntes jeg denne gang, at tonen var skærpet yderligere. Selvom min selvtillid var styrket oven på min succes, kunne jeg næsten ikke holde til det. 

Der var mange dage, hvor jeg gik hjem fra arbejde og overvejede, om det overhovedet var det hele værd. Jeg kunne ikke holde til presset.

Det var ikke fordi, jeg ikke kunne tåle kritik. Faktisk savnede jeg at få god, konstruktiv feedback, for jeg havde stadig en masse at lære. Vores møder gav dog ikke mulighed for, at jeg kunne stille de spørgsmål, jeg havde, og heller ikke for, at jeg kunne få gode, brugbare svar. Mine mandlige kollegaer var primært interesserede i at høre sig selv tale og give indtryk af, at de vidste alt. 

Jeg overvejede at gå til min øverste chef og klage over omgangstonen, men jeg var nervøs for, at jeg så for alvor ville blive frosset ude.

Et par måneder senere vandt min vaskemaskinefilm en pris. Mandagen efter prisoverrækkelsen havde vi møde igen. Troels og Anders lagde ud med at rakke priskomiteen og prisen ned. 

Den var så ’latterlig’ og ’fuldstændig ubetydelig’, sagde de, mens de undlod at nævne det faktum, at jeg lige havde vundet.

"Ingen tager sgu’ da den pris alvorligt," sagde Henrik.

Igen blev jeg utrolig ked af det. Samtidig begyndte noget at dæmre for mig. Var de i virkeligheden bange for min succes, og for at den skulle overstråle deres eget arbejde? 

LÆS OGSÅ

Her er de bedste (og værste) scorereplikker, så du kan få gang i datinglivet

Hvilken linje er bedst at fyre af til ham eller hende, der har fanget din opmærksomhed? Og hvorfor er det en god strategi med de smarte replikker?

Til vores næste møde valgte jeg derfor en helt anden tilgang.

"Jeg skal lave en ny reklamefilm," sagde jeg. "Denne gang for hundemad, og jeg kunne rigtig godt tænke mig jeres feedback på de idéer, jeg har. I har meget erfaring, og jeg ved, at jeg kan lære meget af jer, men hvis jeg skal være ærlig, har tonen imellem os, tit gjort mig ked af det. 

Tror I, at vi kan samarbejde på en mere konstruktiv måde?"

Der blev først helt stille. De så alle fire væk. Ingen af dem sagde rigtig noget, men vi gik i gang med mødet, og det var langt mere stille og roligt, end det plejede at være. 

Jeg fik rent faktisk stillet nogle af de spørgsmål, jeg gik og tumlede med, og især Anders og Troels bakkede min idé op og gav mig nogle gode input. Ved mødets slutning bølgede samtalen hyggeligt frem og tilbage.

Senere samme dag stak Anders hovedet ind på mit kontor.

"Jeg vil bare sige, at det var flot, at du vandt den pris," sagde han lidt flovt.

Faktisk var det kun Karsten, der ikke tog mit nye forslag til sig. Den dag i dag er han stadig negativ over for alt, hvad jeg siger og gør, men uden de andres deltagelse, slår det mig slet ikke ud på samme måde. 

Den negative dynamik, der dominerede på min arbejdsplads tidligere, er blevet brudt. Det er ikke fordi, der ikke stadig kan være knaster i vores samarbejde, men jeg møder ikke den kritik for kritikkens skyld, som tidligere fik mig til at miste modet. 

Så i dag er jeg glad for at gå på arbejde igen.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.