Efter Josefine Kofoed har mistet sin mand, traf hun en beslutning: ”Jeg fik totalt kolde fødder”

Efter Josefine Kofoed har mistet sin mand, traf hun en beslutning: ”Jeg fik totalt kolde fødder”

Tv-vært Josefine Kofoed mistede sin mand, tidligere forsvarsminister Peter Christensen, i februar. Et halvt år senere traf hun et valg, som hun stadig kan bekymre sig om, hun havde lov til.

ALT for damerne logo

Da Josefine Kofoed og Peter Christensen flyttede ind i huset på Amager, gik der to uger, før han blev syg. 

Derefter fulgte fire års kræftsygdom, så de nåede aldrig at holde en stor housewarming eller på anden måde indvie det nye hjem med en kæmpe fejring.

Men da Josefine Kofoed for nyligt havde fødselsdag, trængte hun til at fylde huset ud med liv og larm.

– Jeg tænkte, det var en god anledning, men inden jeg fik sendt invitationerne, fik jeg totalt kolde fødder, siger hun i et stort interview i ALT for damerne.

For en stemme bagerst i Josefine Kofoeds hoved blev ved med at sætte spørgsmålstegn ved, hvad hun kunne tillade sig – og om hun var for tidlig på den.

– Jeg har brugt enormt meget tid på at bekymre mig om, hvad man må og ikke må. Hvornår må man tage på arbejde, tage på ferie. Hvornår må man grine igen …?

Heldigvis blev hun grebet af sin omgangskreds, der syntes, hun skulle gøre noget godt for sig selv.

– Alle var sådan ”det skal du gøre”, og så endte jeg med at invitere i sidste øjeblik.

Og efter at hjemmet har været base for Peter Christensens sygdomsforløb og al den sorg, tabet af ham har medført, havde Josefine Kofoed også behov for at danne nye rammer for deres tilværelse i det røde murstenshus.

– Nu skal vi gøre huset til vores, så festen skulle være her. Og det skulle ikke være sådan noget med taler om, at det har været nogle hårde år. Det tager jeg på lange gåture med min hund, med mine veninder og min familie. Det skulle bare være en fejring og en fest.

Josefine Kofoed

  • Journalist og studievært på TV 2 News. 
  • Enke efter venstrepolitiker og tidligere forsvarsminister, Peter Christensen, der døde i februar efter fire års kræftsygdom. 
  • Hun er 39 år og mor til Niels Bjørn på 6 år.

Læs det fulde interview med Josefine Koefod i ALT for damerne uge 39, hvor hun bl.a. fortæller om Peter Christensens sygdomsforløb, deres første møde og hvordan hendes vej tilbage fra sorgen også indebar en stor fødselsdagsfest.