Asger led af spiseforstyrrelse i 10 år - disse rutiner hjælper ham stadig i dag

Når Asger Brodtkorb tager i fitness for at træne, undgår han bevidst at gøre det foran et spejl. 

Faktisk undgår han helt generelt at kigge for meget på sin krop i spejlet – eller at forholde sig til sin krop i det hele taget.

Det er én af de forholdsregler, Asger har taget sig, for ikke at falde tilbage i de usunde mønstre, han var fanget i, i så mange år.

– Jeg har øvet mig i at se min krop som et redskab til at komme gennem dagen, og til at se mad som benzin. Jeg har tvunget mig selv til at have et følelseskoldt forhold til min krop, fordi ellers falder jeg i samme fælde igen.

I dag er det ti år siden, at Asger stoppede i behandling for spiseforstyrrelsen ortoreksi. En spiseforstyrrelse, hvor både hans kost og træning var planlagt ned til mindste klokkeslæt og kilogram.

Ind til kernen

Da Asger var spiseforstyrret, levede han primært af kogt kylling, broccoli og havregrød. Han vejede alt sin mad af og levede et liv, hvor alting var en gentagelse dag efter dag. Den samme mad, de samme træningsøvelser, alt sammen på de samme tidspunkter af døgnet. Og imens hans kropsvægt blev lavere og lavere, mistede han også flere og flere af sine relationer.

– Jeg isolerede mig mere og mere, og turde slet ikke åbne op overfor nogen mennesker, fordi jeg var bange for at blive opdaget i min spiseforstyrrelse. Den nemmeste måde at holde fast i kontrollen var ved at skære mine relationer fra.

I en alder af 17 år kom han i behandling, der bestod af sessioner med en terapeut og gruppeterapi. Særligt gruppeterapien havde ikke nogen særlig god effekt på ham – for at sige nogen effekt overhovedet.

LÆS OGSÅ

31-årige Sofie har bulimi: ”Folk synes, jeg burde være vokset fra det”

Siden hun var teenager, har den i dag 31-årige Sofie Thomsen kæmpet med en spiseforstyrrelse, men skammen har holdt hende tilbage fra at sige det højt og række ud efter hjælp. Det er først i en voksen alder, at hun er begyndt at tale højt om det.

– Jeg var den eneste dreng blandt en masse piger i gruppeterapien, og det er ikke for at kønsopdele, men jeg synes i hvert fald ikke, det var behandling, som var målrettet mig.

Gruppeterapien gik i høj grad ud på at sidde i en rundkreds og snakke om, hvordan det havde været at spise frokost, eller hvordan man havde haft det siden sidste uge, husker Asger.

– Det var meget noget med krammere, summelyde og pling-pling musik, og det var ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde brug for at nogen prikkede til min fortid og kom derind, hvor det gjorde lidt ondt. Og så havde jeg brug for at handle.

Sammen med Asgers terapeut fik han åbnet op for de barndomstraumer, der lå bag hans behov for at kontrollere sin vægt. Han fik lagt det hele frem på bordet, men modsat flere af dem, som han gik i gruppeterapi med, hjalp det ham ikke at dvæle for længe ved følelserne.

– Jeg havde mere brug for at snakke om konkrete handlinger. Selvfølgelig var det også vigtigt for mig at forstå mine følelser, og hvad de kom fra. Jeg er vokset op med misbrug helt tæt på livet, hvilket har fyldt meget i min barndom. Det bearbejdede vi også, men det vigtigste for mig var at få nogle konkrete værktøjer.

Håndgribelig håndtering

Det første step for Asger handlede om at tage på. Hans terapeut forklarede ham, at han ikke kunne tænke klart, før han fik mere energi til hjernen og til kroppen, fordi hans BMI var så lav. Det gav mening for Asger, for det var konkret, og det var noget, han kunne forholde sig til.

– Man kan vel bedst beskrive det som at bungy jumpe med en dødsskræk for højder. Jeg var sikker på, at det var den rene død at spise visse ting, men jeg tog det skridt for skridt sammen med min behandler. Vi tog én madvarer ad gangen, og da jeg stille og roligt tog på, indså jeg, at det måske ikke var så farligt.

Asger blev også grebet af en utålmodighed, fordi han bare ville tilbage til livet, som resulterede i, at han tog for hurtigt på. Så blev det svært for ham at genkende sig selv, og det resulterede i tilbagefald, hvor han tabte det hele igen. Det var de små skridt og små sejre, der var vejen frem for ham, fandt han ud af. Det hjalp også, og en dag kom han og hans terapeut frem til, at det var tid til at stoppe i behandling.

LÆS OGSÅ

Psykologens råd: Stop med at give komplimenter

På de sociale medier bliver det mere og mere tydeligt at det slanke ideal er tilbage, og hvis nogen omkring os har tabt sig, er vi også ofte gode til at komplimenterer dem på det. Men vægttab er ikke nødvendigvis lig med noget positivt - og komplimentet kan faktisk gøre ondt. Psykolog Anne Line Rasmussen ser det ofte hos sine patienter med spiseforstyrrelse, og hun har to måder, man i stedet kan reagere på.

– Den dag min behandler sagde til mig, at hun var enig i, at vi godt kunne stoppe behandlingen, det var kæmpestort. Det er nok en af de største dage i mit liv.

Ud af sin comfort zone

Før handlede alting om, hvad han spiste, og hvordan hans krop så ud. Men han fik vendt de to ting til at handle om, at de var midler for ham til at nå frem til de ting, han drømmer om i livet.

– Jeg har altid haft en iværksætterdrøm, men jeg kom lidt senere i gang med den, fordi jeg var fanget i denne her spiseforstyrrelse. Da min terapeut og jeg kom frem til, at jeg skulle stoppe i behandling, pakkede jeg min taske og tog til Kina som det første for at arbejde for en virksomhed.

Asger havde brug for en total forandring for at ruske sig selv ud af de vante vaner og rammer. Han rejste til Guangzhou i Kina. Her boede han i udkanten af byen, hvor der ingen fitnesscentre var, så det var slet ikke muligt for Asger at falde tilbage i de samme træningsmønstre.

– Det var en stor del af kulturen, at man ikke sagde nej, når man blev tilbudt noget. Vi sad ofte til middag ved sådan nogle kæmpe rundborde, der drejer rundt, hvor jeg fik serveret alle mulige retter, og jeg måtte bare ikke sige nej. Det ville måske være overvældende for nogen, men for mig var det en fantastisk mulighed for at blive rusket ud af min komfortzone.

Det er aldrig langt væk

Asger har fået et godt fundament nu. Han har arbejdet med sine tankemønstre, og han har også fået en kæreste, der er god til at støtte ham. Det er et stort fremskridt for ham at lade en person komme så tæt på igen. Men bekymringen ligger stadig og lurer.

– Jeg er aldrig længere væk fra det, end at jeg har det godt lige nu og her. Men derfor er der stadig dårlige dage og mange dårlige tanker.

Selvom han har nogenlunde styr på sine spise- og træningsmønstre, var hans spiseforstyrrelse en reaktion på, at han ikke havde det godt mentalt. Han bøvler stadig med angst og mørke tanker den dag i dag, men han har fundet en måde at holde tankerne og de usunde mønstre på afstand.

– I dag arbejder jeg som iværksætter, så der er aldrig to dage, der er ens. Det udfordrer mig hele tiden og gør, at jeg ikke kan falde ind i mine gamle tvangsvaner, for der sker hele tiden noget nyt.

LÆS OGSÅ

Komplimenterne kom væltende, da Rikke tabte sig: ”Kunne de ikke se, at jeg havde det dårligt?”

Da en række ulykkelige omstændigheder ramte Rikke på samme tid, blev kost og vægt dét, hun havde kontrol over. Hendes omgangskreds opmuntrede og komplimenterede hende for det pludselige vægttab, og det fodrede hendes spiseforstyrrelse, indtil hendes krop en dag sagde fra. På bagkant har skuffelsen over de reaktioner, hun har fået, meldt sig.