Vandrutsjebaner, legepladser, pools, tennisbaner og alt derimellem på de store krydstogtskibe, der kan have over 7000 gæster ombord!
Vandrutsjebaner, legepladser, pools, tennisbaner og alt derimellem på de store krydstogtskibe, der kan have over 7000 gæster ombord!

Særligt feriefænomen skiller vandene: Er det noget for dig?

Vil du cruise på et kæmpeskib med vandland og musicals – eller lyder en eksklusiv yacht med gourmetkøkken mere som noget for dig? Vi kigger på krydstogtfænomenet, der både er kulørt, kontroversielt og en rejseform i vækst.

ALT for damerne logo

Moderne krydstogter kan være alt fra flydende femstjernede hoteller til fem-mastede sejlskibe. 

De kan være et sejlende vandland med gokartbaner og børnebuffet eller en polarekspedition med indlagte naturprojekter. 

Alligevel opfatter mange af os stadig rejseformen, som den var engang.

"Rigtig mange ser stadig det her ældre, velhavende publikum for sig på store all inclusive-skibe på de klassiske ruter i Middelhavet og Caribien i 1990’erne. Især amerikanerne var glade for det, og heraf måske fordommene om de ældre mennesker, der sejler rundt med gigantiske buffeter og underholdning ombord. 

Store Zodiac-gummibåde tager ekspeditionskrydstogternes gæster med ud på særlige naturoplevelser, og arktis er en populær destination.
Store Zodiac-gummibåde tager ekspeditionskrydstogternes gæster med ud på særlige naturoplevelser, og arktis er en populær destination.

Siden kom børnefamilierne med, og man prøvede at tilpasse sig dem med børneaktiviteter og swimmingpools," siger Rolf Wilton, der er CEO for Profil Rejser og Bella Vista, der er rejseselskabets krydstogtsafdeling.

Den type krydstogter findes der fortsat mange af – med skibe, der bliver større og større, og et prisniveau, hvor flere og flere kan være med. Og så er der den anden bevægelse, der trækker mod et mindre og mere luksuriøst koncept a la boutique- og sportshoteller.

"Krydstogtselskaberne er også i gang med at tilpasse sig til et mere eksklusivt segment – med mindre luksusskibe, hvor maden er gourmet, og man har egen butler tilknyttet sin hotelsuite. 

På temakryds-togterne er der fokus på alt fra gourmet til Formel 1.
På temakryds-togterne er der fokus på alt fra gourmet til Formel 1.

Hvor alt stadig er inkluderet, men med færre gæster – mere klassisk og mere stilet," fortæller Rolf Wilton og fortsætter:

"Flere af de her luksusskibe profilerer sig også med særlige interesser som f.eks. Formel 1 eller Michelin-restauranter. Skibet sejler direkte til selve begivenheden – f.eks. til Monaco under Grand Prix’et – hvor gæsterne har mulighed for at opleve løbet på tæt hold. 

Det er altså en kombination af krydstogt og adgang til en unik event, som ellers kan være svær at opleve på samme måde."

Store hotelkæder som Ritz-Carlton og Four Seasons har også kastet sig ind i jagten på de mere luksussøgende kunder og har søsat deres egne krydstogtskibe, der flytter den femstjernede hoteloplevelse til søs.

"Når du ser et af de her luksusskibe udefra, så tænker du ikke nødvendigvis på et luksushotel – men når du så kommer ind, er det som at træde ind i en eksklusiv hotellobby, som man kender dem fra f.eks. boutique-hoteller," siger Rolf Wilton.

Hadet og elsket

Det er dog ikke alle, der deler branchens og krydstogtentusiasternes begejstring for de store skibe, der lægger til i alt fra europæiske storbyer til caribiske øer og små norske bygder.

"Det spændende er, at der ikke er nogen, der er ligeglade med krydstogter – de fleste har en mening eller følelser omkring konceptet. Enten elsker folk dem – det gør industrien og turistorganisationerne i hvert fald – og så på den anden side er der smagsdommerne, der synes, at masseturismens kronjuvel er lidt tacky med sine buffeter og shows – at det er lidt hedonistisk. 

6 Krydstogt-tendenser

Ekspeditionskrydstogt

Udforsk havene nord for polarcirklen eller studer dyrene ved Galapagosøerne. På ekspeditionskrydstogterne kommer man tæt på en specifik flora og fauna og kan i nogle tilfælde også blive undervist på skibet af guider og forskere.

Mindre luksusskibe

Færre gæster, mere luksus. Hvor de store krydstogter kan have 7500 gæster ombord, er de mindre og mere luksuriøse skibe indrettet til kun omkring 200-600 gæster, der vægter gourmet, service og luksuriøse rammer ombord.

Sejlkrydstogt

Store fem-mastede sejlskibe med luksuskahytter ombord og en besætning, der sørger for, at krydstogtgæsterne ikke skal trække i et eneste tovværk. Henvender sig til et luksuriøst Troels Kløvedal-segmentet, der gerne vil på eventyr til søs. Bonus: ingen støj eller miljøbelastning fra motor.

Temakrydstogt

Formel 1, lokal gourmet, golf eller andre oplevelser står i centrum for en ny type temakrydstogter, der henvender sig til dem, med særlige interesser. Her spiller oplevelserne i de enkelte havne en større rolle, end på de togter, hvor alle aktiviteterne holdes på skibet.

Hotelkrydstogt

Store luksushotelkæder som Four Seasons og Ritz Carlton har søsat deres egne krydstogtskibe, der er små, sejlende versioner af hotellerne.

Kæmpeskibe

De er der endnu – de gigantiske flydere alt fra kæmpemæssige vandlande til go-cart-baner og alt derimellem. Henvender sig til dem, der gerne vil ”flyde og nyde” og i realiteten ikke behøver gå af borde på noget tidspunkt.

Det er virkelig et følelsesfænomen. Og hvorfor? Det er jo på grund af de både økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser, som de har. 

Krydstogter er en rigtig "kontroversmagnet", og det gør det jo spændende at se på for sådan en som mig," siger Carina Ren, der er turismeforsker på Aalborg Universitet, og som har beskæftiget sig med krydstogter på primært vores breddegrader igennem de sidste 20 år.

Branchen er i vækst, og det har overrasket Carina Ren, der troede, at krydstogterne var fortid efter Covidpandemien, hvor smitteudbrud på skibene fik mange havnebyer til at nægte at tage imod passagererne.

"Men selv under Covid begyndte folk at booke krydstogter – det er den type rejsende, der virkelig rejser for at komme væk med all inclusive og muligheden for ikke at skulle andet end at flyde og nyde. 

Derfor fortsætter folk, selv om det er dyrt, det sviner og ikke altid er populært hos de lokale, hvor skibene lægger til," siger Carina Ren og henviser til, at krydstogtskibene er en slags ”sejlende landsbyer”, der er selvforsynende og dermed ikke nødvendigvis lægger mange penge på destinationerne.

Hun peger især på rejseformens klimabelastning.

"Det er den transportform, der er mest klimabelastende per rejst kilometer. Man rejser sjældent så langt, men sejler rundt og forbruger mange ressourcer ombord på skibet," fortsætter Carina Ren.

Alle de ting ved man godt er en udfordring i krydstogtbranchen, konstaterer Rolf Wilton, CEO i Profil Rejser, og gør samtidig status over de tiltag, som branchen selv gør for at forsøge at være en del af løsningen.

"Krydstogtbranchen har et ansvar, og vi er meget bevidste om udfordringerne. Derfor investeres der massivt i grønnere løsninger som landstrøm, hybridmotorer og batteridrift. 

Store luksushotelkæder er hoppet med på krydstogt-
tendensen og har lanceret deres egne skibe, der flytter hoteloplevelsen til søs.
Store luksushotelkæder er hoppet med på krydstogt- tendensen og har lanceret deres egne skibe, der flytter hoteloplevelsen til søs.

De store hotelbrands og luksusselskaber viser også, at mindre skibe med færre gæster og højere standard for bæredygtighed er vejen frem. Jeg tror ikke på at sige, at krydstogt er uden klimaaftryk – men vi kan gøre en forskel ved at rejse på en klogere måde og vælge de aktører, der prioriterer innovation og ansvarlighed. 

Man er nødt til at følge med tiden, men det er klart, at uanset hvordan man vælger at rejse, så er det en miljøbelastning, ligesom der er på en flyrejse eller charterrejse," siger Rolf Wilson.

Ekspeditioner & eventyr

Der er dog også en anden ny tendens, nemlig ekspeditionskrydstogterne, der promoverer sig på at være for de mere eventyrlystne rejsende, der har et andet fokus end blot at "flyde og nyde".

"Her er det mere et eventyr, man er på, end en traditionel krydstogtrejse. 

Folk vil gerne ud at opleve det mere ekstreme, alt det, vi har set i naturfilmene. Her kan man sejle ned og op til polerne i lækre rammer med guider og forskere ombord, der fortæller om dyrelivet og faunaen – du bliver nærmest undervist på skibet. 

Skibene har også Zodiacs ombord (store gummibåde, red.), som du sejler ud med for at opleve naturen helt tæt på. På nogle af skibene er folk endda med til at tage vandprøver. 

Det er dyrt, men det rammer nogle mennesker, der har sparet sammen til deres livs største eventyr," fortæller Rolf Wilson.

Turismeforsker Carina Ren ser også på ekspeditionskrydstogterne med interesse, for de henvender sig til en type rejsende, der gerne vil efterlade destinationerne bedre, end de fandt dem.

"Det er turister, der gerne vil på krydstogt, men som ikke vil føle sig som skurke. 

Her kan ekspeditionskrydstogterne give mulighed for skræddersyede tilbud, hvor man kan lave frivilligt arbejde, filantropi eller komme med friske forsyninger til fjerntliggende bygder, sådan som man kan på Østgrønland," fortæller Carina Ren, der også ser, at destinationerne i det hele taget forholder sig mere kritisk og i stigende grad stiller krav til krydstogtskibene.

Ekspeditionskrydstogterne giver mulighed for at komme helt tæt på naturen, og der er forskere og naturguider ombord.
Ekspeditionskrydstogterne giver mulighed for at komme helt tæt på naturen, og der er forskere og naturguider ombord.

"Der er en forandring på vej, for det her er noget, man taler om nu. Det koster noget at gå i land på mange af destinationerne i f.eks. Grønland, og i Danmark taler vi også om turistafgifter, selv om der pt. ikke er politisk opbakning til det. 

Mange af de store skibe har stadig en forretningsmodel, der betyder, at man holder så meget som muligt af indtjeningen på skibene, mens de mindre og mere eksklusive og skræddersyede produkter ser anderledes på det. 

Her er destinationen en større del af oplevelsen, og folk vil gerne ud at udforske nu, hvor både købekraften og rejselysten er kæmpestor," siger Carina Ren.

Sådan er du en god krydstogtturist

  • Tænk over, hvilken skibstype du vælger – småt er ikke nødvendigvis mere klimavenligt, det afhænger af flere faktorer som forbrug ombord, landstrøm, hybridmotorer mm.
  • Undersøg, hvad krydstogtet tilbyder og inkluderer af lokale guides og oplevelser, hvor du bidrager til den destination, du besøger.
  • Vær en kritisk forbruger og stil spørgsmål til arrangøren og rejseselskabet om faktorer som klimabelastning og impact på destinationerne.

Kilde: Carina Ren, turismeforsker ved Aalborg Universitet