Stilbillede fra filmen 'Mælkevejen', som har premiere d. 11 september.

Filmen har allerede vundet adskillige priser – nu kan du se den herhjemme

Denne skønne film fra ”udkants-Frankrig” bæres af en mu(h)lig drøm om ost og pragtfulde kraftpræstationer fra lokale amatører. En absolut delikatesse.

ALT for damerne logo

Dramakomedie

Værd at sætte tænderne i

5 uf af 6 stjerner!

Der er franske film, og så er der film, der tilfældigvis foregår i Frankrig. 

Denne charmerende og gribende fortælling foregår langt ude på bøhlandet i Jura-regionen, hvor raske drenge ikke alene ryger smøger og kører traktor, men også drømmer om oste. 

Den unge fyr Totone (Clément Faveau) lever for at feste, men bliver nødt til at være der for sin lillesøster og blive voksen i en fart. Han finder ud af, at der er penge i Comté-ostene, regionens stolthed, og kaster sig ud i at skabe en prisvindende ost. 

Hans lidt bøvede venner, lokale slagsbrødre plus bøllernes skønne søster (Maïwène Barthélemy) gør det ikke nemt for ham. 

Debutinstruktør Louise Courvoisier er selv fra området og har med held indrulleret ikke alene den nærmeste familie i produktionen, men befolket denne universelle film med et absolut forrygende cast af amatørskuespillere. 

Resultatet er nærværende og autentiske præstationer i en utroligt rørende film. Selvom historien er kommet i hus på et absolut skrabet budget, så er der så meget skønhed og overskud i filmen, der med sin fortælleglæde har vundet adskillige priser, inklusive ungdomsprisen i Cannes i 2024. 

Kameraet dvæler ved køer og kys i det dramatiske landskab i gylden sol. Og filmens stramme spilletid understreger, at de smukke omgivelser blot er hverdag for de lokale, der knokler for at få tingene til at hænge sammen her i udkants-Frankrig. 

Det er ikke luksus, men hverdag i et område, der på alle måder er langt fra Paris. Clément Faveau er et fund i rollen som drengen, der må tage sig sammen, men som ikke nødvendigvis har regnet hverken reglerne eller sig selv ud. 

Fuld af krudt og følelser, rødhåret, rå og rødmende. Man hepper på ham hele vejen, også når han tager tumpede beslutninger, er rastløs og fortabt. 

Og forelsket.

'Mælkevejen' fik biografpremiere den 11. september