"Min biologiske far blev lykkelig over at finde ud af, at han skulle være far i en alder af 85 år," siger Anna Sejer Nielsen med et smil.

Anna har altid vidst, at der var en biologisk far derude – hendes amerikanske dad kendte dog ikke til hendes eksistens, før hun fandt ham, da han var 85 år. 

LÆS OGSÅ

Anne undgik sin eksmand i mange år – men til en fødselsdag skete noget uventet mellem dem

Skilsmissen fra Jørgen havde været ond og smertefuld. Derfor undgik jeg ham også i mange år, men da et af vores voksne børn inviterede os begge til barnedåb, skete der noget uventet. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Hun er født som Carmen i Tyskland i 1959, men seks år senere blev hun adopteret af en fynsk familie, som gav hende en ny identitet:

"De sagde: ”Nu er du dansk, og nu er du vores”. Jeg hed Carmen, men fra da af var jeg Anna og skulle glemme, hvor jeg kom fra. Jeg talte ikke dansk, og mine adoptivforældre ville ikke tale om mit savn og min fortid. 

Det har været rigtig, rigtig svært, for jeg kunne jo ikke bare glemme. Jeg var seks år, da jeg kom og havde et stort behov for at finde ud af, hvem jeg var, før jeg blev adopteret, så det blev meget vigtigt for mig at kende min identitet," fortæller Anna.

Hun bor i dag i Svendborg, og voksede op i Odense, som var den by, hun blev fulgt til af en fremmed kvinde i 1965. Her voksede hun op som Anna, men forblev Carmen indeni:

"Jeg har altid følt mig fremmed og var meget anderledes end mine adoptivforældres biologiske datter," fortæller hun.

Da Anna blev voksen ledte et foto hende på sporet af det børnehjem, hvor hun boede, fra hun var tre til seks år. Herfra fandt hun sin moster, og endelig sin biologiske mor, som Anna mødte som 30-årig:

"Hun kendte min far i en måneds tid, men så ophørte kontakten. Hun vidste ikke, at det skyldtes, at han havde været involveret i en trafikulykke. Da hun fandt ud af, at hun var gravid med mig, havde de mistet kontakten og hun fortalte det derfor ikke. 

At få barn med en amerikaner var som at få barn med en tysker dengang. 

Det var skamfuldt, og hun satte mig på børnehjem og skrev under på, at jeg kunne bortadopteres og så emigrerede hun til USA," fortæller Anna.

LÆS OGSÅ

Cecilies eksmand er hendes bedste ven: “Det er lidt af en kamel for nye kærester at sluge”

Romantikken kan godt forsvinde, uden at venskabet behøver at gå i stykker. Det har tidligere balletdanser Cecilie Lassen lært, efter hun og eksmanden, Silas Bjerregaard, gik fra hinanden som følge af en stor, personlig sorg, fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Anna spurgte aldrig sin biologiske mor om, hvem hendes far var, for Anna troede allerede, at hun kendte hans navn. 

Fra Justitsministeriet havde hun nemlig fået oplyst navnet Tom Showers og ledte derfor efter ham, men uden held. 

Først mange år senere viste det sig, at denne Tom ikke var Annas far.

What a shock!

I mellemtiden uddannede hun sig til sygeplejerske, fik to børn og videreuddannede sig til psykolog. Annas søn flyttede til USA og den amerikanske svigerdatter rejste en afgørende tvivl om navnet:

"Hun troede, jeg havde fået opgivet forkert navn, for der dukkede aldrig en rigtig Tom Showers op. 

Hun og min søn ville prøve flere genbanker, for min søn ville også gerne møde sin morfar, og i en tredje genbank var der et match til min søn, som fandt sin fætter. Fætteren var forståeligt nok lidt skeptisk og kontaktede mig for at få fotos. 

Da jeg sendte dem, skrev han: ”No doubt”. Der var ingen tvivl hos min amerikanske nevø om, at jeg var min fars datter," fortæller Anna.

Herfra gik det pludselig stærkt. Efter års søgen sad 61-årige Anna nu med et navn, som ikke var Tom Showers, men derimod William Carrol Branson.

"Min biologiske far spurgte min nevø: ”Hvornår kan jeg se hende?”. Og et kvarter senere blev jeg ringet op af min søn, svigerdatter, nevø og far. 

Vi så hinanden på computerskærmen, og min biologiske far sagde: ”This is a shock. A good one”."

Anna griner lidt, for det er næsten for godt til at være sandt, at hun fandt sin biologiske far, der bor i Wisconsin og som trods sine dengang 85 år, var mere end klar til at være far for hende:

"Han skrev en besked til mig med underskriften Dad, og jeg tænkte "F..., er jeg klar til det her?". Jeg måtte lige gå en tur ned til havnen for at tænke mig om, og da jeg stod ved vandet, var der en stemme, som sagde ”Embrace it!” (”omfavn det”, red.).

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Naturoplevelser du ikke vil gå glip af

Gør de kolde dage varmere med naturoplevelser, der sætter sig fast i hukommelsen. Her kan du lade dig forføre af listen over steder i naturen.

Jeg bestemte mig for at omfavne det og kalde ham dad, for så adskilte han sig også fra min adoptivfar, som var død et par år forinden, og som jeg elskede og stadig savnede."

Grib nuet

Selvom Annas amerikanske dad ikke anede, at han havde en datter, var han hurtig til at tage hende til sig.

"Han har god humor og var ved lægen kort efter, vi havde fundet hinanden. 

Han fortalte sin læge, at han lige var blevet far og indrømmede, at han nød det bekymrede blik, lægen udvekslede med sygeplejersken, før han afslørede, at jeg var 61 år," fortæller Anna smilende.

To måneder efter deres første kontakt, hentede Anna sin nevø og biologiske far i Kastrup Lufthavn. 

De boede hos hende og hendes mand i en uge. Året efter tog Anna orlov fra sit arbejde som lektor på UCL i Odense for at være en længere periode hos ham i USA.

"Jeg vidste, jeg ville fortryde, hvis jeg ikke lærte ham at kende. Jeg ledte så længe efter ham, at det var blevet baggrundsmusikken i mit liv, men nu mærkede jeg, at der var noget, der faldt på plads.

Jeg genkendte mig selv i et andet menneske, og det var virkelig godt for mig. 

Vi er begge klar over, at døden er en kommende betingelse, og vi havde noget, vi skulle etablere, og som jeg ville give de bedste rammer. Hvis jeg ikke ville satse, ville jeg heller ikke få forbindelsen til ham," forklarer Anna.

Annas far havde en biologisk søn, som er død af kræft, og farens kone var et halvt år før død under corona. 

Hendes to børn har Annas far adopteret, hvoraf den ene også var død af kræft. Annas mor kendte han kun kort, dengang i 1959, og hun er også død, men Anna har fået kontakt til sin halvsøster, som kun bor et par timers kørsel fra Annas far i USA:

"Jeg har aldrig tænkt på USA som et sted, jeg gerne ville rejse hen, men nu er det da krøbet ind under huden på mig," erkender Anna smilende.

Hvordan hun kunne få oplyst et forkert navn fra Justitsministeriet, er der måske en god forklaring på, for Annas far har fortalt, at han en dag bumpede ind i en anden mand, da han kom for at besøge Annas mor.

"Hvis hun har kendt dem begge samtidig, var det måske ham, der var Tom Showers, og måske troede min mor, at han var far til mig, og at det derfor var hans navn, Justitsministeriet gav mig," ræsonnerer Anna.

For hende er det vigtigste, at hun fandt den rette mand:

"Jeg er bare glad for det, jeg har fået, men iblandet den store lykke over at være blevet dad i en sen alder, er han også ked af det og siger, at jeg aldrig skulle have været på børnehjem, hvis han havde vidst, at jeg fandtes. 

LÆS OGSÅ

Carolyne Kaddu har et særligt morgenritual – og opfordrer andre til at gøre det samme

Hver morgen, når Carolyne Kaddu vågner og ser sig selv i spejlet, siger hun en særlig sætning til sig selv. Den fylder hende nemlig med selvkærlighed, som hun deler rundhåndet ud af til alle andre.

Når han taler om, at han føler sig snydt, minder jeg ham om alt det, vi i fremtiden kan skabe sammen," fortæller Anna.

Anna kalder sin dad en mand, der kan finde ud af at sætte ord på sine følelser:

"Han ringer hver dag og siger: ”Jeg får en bedre dag, når jeg har hørt din stemme”. 

Vi ligner hinanden så meget, både i sind og udseende, og jeg har aldrig før mødt et menneske, jeg ligner. 

Sådan havde jeg det ikke med min biologiske mor, men med ham her: Det er helt vildt! Tænk at få sådan en far her sent i livet. Det er jeg så glad for," erklærer hun.