Rikke Wölck

Rikke Wölck efter 45 års kærlighed: Én ting har været vigtigt for vores parforhold

Rikke Wölck blev blæst omkuld, da hun mødte sin mand efter teaterskolen. Nu har parret været sammen i mere end fire årtier – og det skyldes især én ting. Det fortæller skuespilleren i et stort interview med Hendes Verden.

Hendes verden logo farv

I 45 år har Rikke Wölck og Claus Bue været hinandens trygge base. Det har ikke altid været let, når man er så forskellige, som parret er, men især én ting har været vigtig for deres kærlighed. Det fortæller skuespilleren og teaterinstruktøren i et stort interview med Hendes Verden.

– Vi har aldrig sat begrænsninger for hinanden. Vi lader hinanden udfolde os og gøre de ting, vi har behov for, og så kan vi grine sammen, siger hun i interviewet og tilføjer:

– Vi har begge to ofte tænkt, at det her, det går ikke, for når man er så forskellige, kræver det mange kampe, men i dag er vi begge meget taknemmelige for, at vi har holdt hinanden ud.

Blæst omkuld

Skuespillerparret mødte hinanden lige efter teaterskolen, og selvom de hurtigt blev stormende forelsket, var begyndelsen langt fra enkel. Claus Bue var nemlig i et andet forhold og havde et lille barn, men alligevel var der noget ved hans personlighed, der trak i Rikke Wölck.

– Det var som at blive blæst omkuld at møde ham. Han udstrålede stabilitet og tryghed og kom fra et hjem, der var en total modsætning til mit, så jeg tror, at vi begge to havde behov for den anden. Han havde behov for noget vildskab, og jeg havde behov for noget tryghed.

Tak, fordi I har givet mig lov til at elske

Efter at have filet kanter og opbygget et liv og en familie sammen i nu 45 år, sidder Rikke Wölck især tilbage med én følelse: Taknemmelighed.

 – Med alderen føler jeg en stor taknemmelighed over, at jeg har et menneske ved min side, som jeg har gået igennem sorger og lykkelige stunder med, og som passer på mig og støtter mig, og som forhåbentlig vil gøre det resten af livet.

Skuespilleren, der sammen med sin mand har to voksne døtre, tror da også på, at det er den slags samhørighed, der skal bringe hende lykkelig videre i livet. Kærligheden kommer altid først.

– Jeg tror, at når vi ligger på vores dødsleje, så er det ikke alt det, vi har opnået med arbejde eller andet, der tæller, det er kærligheden. Den kærlighed, du har givet, og den kærlighed, du har fået. Så kan man lukke sine øjne og sige, at det er skrækkeligt at skulle forlade jer, men tak fordi I er der, og tak fordi I har givet mig lov til at elske.

Læs hele interviewet med Rikke Wölck i Hendes Verden nr. 39. Her fortæller hun også om at finde en indre ro, da hun blev mor og om en svær barndom i et ensomt kunstnermiljø.