Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Helt fra jeg var lille, havde jeg en klar fornemmelse af, at ikke alt var, som det skulle være i min familie. 

For min mormor, der boede tæt på os, havde et underligt anstrengt forhold til min mor og var langt mere naturlig, når hun var sammen med min mors to yngre søskende. 

LÆS OGSÅ

Anne undgik sin eksmand i mange år – men til en fødselsdag skete noget uventet mellem dem

Skilsmissen fra Jørgen havde været ond og smertefuld. Derfor undgik jeg ham også i mange år, men da et af vores voksne børn inviterede os begge til barnedåb, skete der noget uventet. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg havde selv et tæt og varmt forhold til min mormor, men min lillebror var min mormor også underlig kølig overfor, der skulle gå mange år, før jeg forstod hvorfor.

Der var ellers intet galt med min mormor. Hun var ikke særlig talende, en smule indadvendt, men hun var et varmt menneske, der var vellidt af alle. Hun levede også i et godt ægteskab med min morfar. Han gik tidlig bort, men det var tydeligt, at de havde haft det godt sammen.

Derfor var det også så mærkeligt for mig, at min mormor var så radikal anderledes over for min mor. Det stod klare for mig, som årene gik. Hun kunne være glad og helt sig selv, men når min mor var i nærheden, stivnede hun og virkede anstrengt. 

Hun gjorde åbenlyst sit bedste, men hun var aldrig helt sig selv i min mors selskab.

Jeg kunne godt mærke på min mor, at det gik hende på. Hun havde med årene udviklet sig til en ret stille og indadvendt kvinde. 

Da vi fejrede min 18-års fødselsdag med en familiemiddag, hvor også min mors søskende og deres familier deltog, kan jeg huske, hvor klart det pludselig stod mig, at min mor følte sig udenfor. 

For mens de andre talte og bare var sig selv, så fik jeg virkelig en fornemmelse af, at min mor ikke rigtig var en del af sin egen familie.

En eftermiddag, noget tid efter min fødselsdag, var jeg hjemme hos min mormor og sad og så i hendes fotoalbum. Her fandt jeg et gammelt foto af min mormor og min mor. 

Jeg frøs nærmest, da jeg så på billedet. For min mormor så absolut ikke glad ud, som hun stod der med min nok treårige mor i hånden, og heller ikke min mor udstrålede nogen form for glæde.

LÆS OGSÅ

Carolyne Kaddu har et særligt morgenritual – og opfordrer andre til at gøre det samme

Hver morgen, når Carolyne Kaddu vågner og ser sig selv i spejlet, siger hun en særlig sætning til sig selv. Den fylder hende nemlig med selvkærlighed, som hun deler rundhåndet ud af til alle andre.

Det var den dag, at jeg tog mig sammen og for første gang forsøgte at finde ud af, hvad det dårlige forhold mellem min mor og min mormor bundede i. Jeg havde nogle gange forsøgt at tale med min mor om det, men hver gang slog hun det hen, tydeligvis utilpas ved emnet.

Min mormor var da heller ikke meget for at tale om det nu, men jeg pressede på og nævnte blandt andet min fødselsdag, og hvordan jeg også der havde fået en fornemmelse af, at min mor stod udenfor familien. 

Jeg kunne mærke på min mormor, at mine iagttagelser gjorde hende ked af det, og det var måske grunden til, at hun langt om længe valgte at lægge kortene på bordet.

Jeg kunne se på hende, at det bestemt ikke var let. Men da hun lagde ud med at sige, at hun havde det svært med min lillebror, fordi han lignede min mors biologiske far så meget, blev jeg forvirret. For min mors biologiske far? 

Var det ikke min morfar, som jeg egentlig ikke synes slægtede min lyshårede og fregnede lillebror særlig meget på?

Men nej, min mors biologiske far var ikke min morfar, viste det sig nu. 

Min mors biologiske far var en nordmand ved navn Ragnar, som min mormor havde mødt til en byfest. Han var 21, og min mormor var på det tidspunkt 18 år gammel. 

En, ifølge hende selv, ret naiv og uskyldig pige, der havde indvilliget i at gå en tur med Ragnar ned på stranden under festen. Her havde han kysset hende og på trods af modstand fra min mormor, var han endt med at voldtage hende, der på det tidspunkt aldrig havde haft sex med en mand før.

Som om det ikke var nok, blev min mormor gravid. Vi er tilbage i starten af 50’erne, og hun var for længe om, at forstå, at hun var gravid og for længe om at turde fortælle det til sine forældre. 

Da hun endelig gjorde det, blev hun ikke troet. Ingen tilbød hende hjælp til at anmelde overgrebet til politiet, og Ragnar var da også for længst rejst videre.

I stedet blev hendes graviditet omgærdet med skam. Hun havde haft en kæreste før overgrebet, som hun havde været glad for, han forlod hende. 

Gravid og omgivet af en familie, der skammede sig over hende og ikke bakkede hende op, følte hun sig fuldstændig isoleret og meget ensom.

Midt i alt det, dukkede min morfar så op i min mormors liv. Han havde længe haft et godt øje til hende, og han var ikke en mand, der lod sig kue af sine omgivelser. 

Han var mild og meget rummelig, så det havde været en stor lykke for min mormor at møde ham. De giftede sig, før min mor blev født, og fik senere selv to børn sammen.

Men min mormor havde aldrig fået hjælp til at bearbejde det, der var sket. For hun var barn af sin tid, der blev derfor aldrig talt om tingene, og min mor blev med tiden en evig påmindelse af, hvad der var sket dengang.

LÆS OGSÅ

Min forkælede mor går mig på nerverne

En læser har en mor, som var vant til at læserens far gjorde alt. Nu er faren her ikke længere, og moren forventer, at datteren tager over. Læs, hvad Vibeke Dorph råder læseren til i Hjemmets brevkasse.

 Min mormor elskede min mor, men der var alle mulige andre svære følelser inde over, så det var kompliceret, og det var det fortsat.

Min mormor havde en gang forsøgt at tale med min mor om fortiden, men det var endt som en uforløst samtale, og min mormor fornemmede, at det kun havde givet min mor en skyldfølelse over overhovedet at være blevet født. 

For uden hende, ville min mormors liv jo have været meget lettere.

I dag kan jeg se, at det var min mormors og min samtale dengang, der startede en endelig heling. For jeg fortalte selvfølgelig min mor om samtalen med min mormor. 

Det, at jeg nu kendte historien, åbnede noget i min mor. I en lang periode var hun åbenlyst ked af det og meget skrøbelig, men hun fik den hjælp, hun skulle have haft for længst, og hun fik ikke mindst talt ud med sin mor.

Det forandrede dem begge to. Min mormor blomstrede op og virkede lettet, mens min mor stille og roligt begyndte at tro på sig selv og turde være den, hun var, også når hun var sammen med sin familie.

Ikke mindst min mors og mormors forhold blev meget bedre, og det var således min mor, der holdt min mormors hånd, da hun gik bort nogle år senere og her blev forsikret om, at hun altid havde været elsket.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.