En kvinde sidder med sin mor. Moren snakker til kvinden, mens kvinden tager sig til hovedet.

Min forkælede mor går mig på nerverne

En læser har en mor, som var vant til at læserens far gjorde alt. Nu er faren her ikke længere, og moren forventer, at datteren tager over. Læs, hvad Vibeke Dorph råder læseren til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Min mor, der er i midten af 70’ere, har altid været lidt forkælet. 

Min afdøde far, der var en del ældre end hende, beskyttede hende og tog sig stort set af alt. 

Det var ham, der tjente pengene, tog sig af økonomien og alt andet praktisk i deres liv.

Da min far døde efterlod det min mor ret hjælpeløs. Jeg og til dels min lillesøster brugte derfor lang tid på at introducere hende for bl.a. MitID og netbank og viste hende, hvordan man betalte regninger via computeren. 

Det lykkedes til dels, men min mor er fortsat sådan, at hun gerne overlader ansvaret for den slags til andre, læs: Mig. Hun ringer således til mig dagligt med ting, hun ikke kan finde ud af og forventer så, at jeg fikser det.

Jeg har forsøgt at forklare min mor, at jeg har et travlt liv med børn, mand og arbejde, men det siver ikke ind, og hvis det en sjælden gang gør det, så bliver hun grådkvalt og selvmedlidende, og så ender jeg alligevel med at træde til. 

Jeg tror, jeg bruger sammenlagt en dag om ugen på at hjælpe min mor, og da hun jo kun bliver ældre, så kan jeg se frem til, at hendes behov for hjælp bliver større. 

Min mor er ellers kvik og har et travlt liv med masser af veninder og aktiviteter, men evnen til at tage ansvar for sig selv ejer hun ikke, og det går mig på. 

Har du et råd?

Vibeke Dorph råder til at være afventende, og til at sige, at hun ikke har tid

Hjælpeløse mennesker er sjovt nok altid dygtige til at samle handlekraftige og effektive folk omkring sig. Som her din mor, der tidligere nød godt af, at din far var praktisk og nu tager for givet, at du træder til og overtager den rolle.

Det har du så også gjort, men lige som så mange andre, der ender i dine sko, så gør du det ikke uden beklagelser, hvilket jeg godt kan forstå. 

For din mor virker jo til at være aldeles blottet for ansvarsfølelse og forventer i stedet, at andre skal fikse tingene for hende, alt imens hun nyder sit liv.

At hun slet ikke fatter, hvor belastende hendes opførsel er, afsløres af, at hun græder af selvmedlidenhed, når hun bliver konfronteret med sin krævende adfærd i stedet for at lytte og skifte kurs.

Skifte kurs gør din mor først, når hun bliver tvunget til det. For at få hende til det, kræver det nok, at du tåler hendes selvmedlidenhed uden straks at handle og løse problemerne for hende. Prøv i stedet at være afventende, sig, at du ikke har tid eller skal noget andet. 

Bring i det hele taget flittigt dig selv og dit travle liv på banen og tving hende ad den vej til selv at finde andre løsninger. Din mor har vel også en bank, der kan hjælpe hende med at få tingene sat i system, veninder eller venner, der kan træde til eller et andet familiemedlem, der vil hjælpe hende.

Er du der ikke til straks at tage over, så er din mor sikkert snu nok til at finde nogle andre, der vil.

De er måske lidt mere tykhudet og lidt mindre tålmodige, end du så sødt har været det indtil nu. 

Så bliv bedre til at tåle din mors klagen og jamren og se så, om hun ikke lærer sig glæden ved selv at tage ansvar, for det vil være det bedste – også for hende selv.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.