Komponist og sanger Katrine Muff synes ikke altid,
freelancerlivet er det fedeste. I hvert ikke den følelse, der følger med, når
hun fx sover midt på dagen eller beslutter sig for at trække stikket oven på en
travl periode og ikke forlader sin lejlighed i en hel uge.
Det fortæller hun i ALT for damernes podcast ”Skål Søster”.
– Vi er som samfund flasket op med, at der er noget, der
hedder arbejdstid, som er fra 9 til 16 eller 8 til 17, og så er der fritid i
weekenderne, og så er der fri om aftenen. Og når man arbejder på de skæve
tidspunkter, så kan det faktisk føles som om, man er doven, når man restituerer
på tidspunkter, hvor andre mennesker arbejder. Det er virkelig ikke noget, man
får særlig meget undervisning i, hvordan det er at have et arbejdsliv, som er
omvendt af andre mennesker.
Katrine Muff har ikke altid været freelancer, og derfor er
følelserne, som er forbundet med at holde fri, når alle andre arbejder, stadig
nogle, hun er ved at lære at leve med.
– Restituering og ro og hvile har jeg altid koblet
sammen med noget, jeg skammer mig over. Det er ladt, det er dovent, det er
alle mulige dårlige ting. Det er derimod godt at træne, godt at passe på sig
selv ved at gå en lang tur, godt at passe på sig selv ved at læse nogle bøger,
godt at passe på sig selv ved alt det der, som faktisk er ret meget en
aktivitet. Men altså, hvad med nul aktivitet? Kan vi få det, uden at have
dårlig samvittighed?
Djævlen på skulderen
Inden coronapandemien ramte landet i 2020, hvor Katrine
Muffs freelancekarriere for alvor tog fart, da hun lavede ”Fællessang – hver
for sig” på DR, havde hun et arbejdsliv, som mange andre. Derfor har hun heller
ikke altid forbundet ro og hvile med negative følelser – det er kommet med
freelancertilværelsen.
Derfor handler det heller ikke om, at hun ikke giver sig
selv lov til at få den ro, kroppen har brug for, det handler om den dårlige
samvittighed, hun gerne vil gøre op med, men har svært ved at slippe, fortæller
hun og slutter:
– Jeg har givet mig selv lov til at slappe af den sidste
uge. For jeg har ikke kunnet andet. Men der har været en lille djævel på min
skulder, som har sagt, ’øv, hvor er du doven’. Og så har der været en engel på
den anden skulder, der har sagt, ’prøv at høre, det har været et helt
vanvittigt ridt, og du må godt slappe af. Du må godt ikke hoppe op på hesten
igen og finde ud af, hvad skal jeg nu lave? Giv dig selv lov til at komme ned i
gear.
Om Katrine Muff
Sanger og komponist.
Især kendt for sin værtsrolle på DR-programmet "Fællessang - hver for sig", som blev vist under coronapandemien.
Aktuel med teaterkoncerten ”Stolt” på Folketeatret, som hun har lavet sammen med digter og forfatter Lone Hørslev.