Du har fortalt, at du er vokset op i en kultur, hvor det ikke var så normalt at snakke om følelser. Hvordan var det?

"Det var jo normalt dengang. Jeg vidste ikke, at det var unormalt, indtil jeg skiftede skole i 8. klasse. 

Det område, jeg er vokset op i, er ikke en ghetto, men vi var i hvert fald mange etniske minoriteter, der boede tæt op ad hinanden. Efter noget ballade på min første skole kom jeg hen på Frederiksberg Privatskole, og der kunne jeg mærke en anden verden. 

LÆS OGSÅ

Drabsefterforsker: ”Vores sager er ikke spændende, de er brutale og voldsomme”

Drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard forstår godt, at krimigenren har opnået en enorm popularitet. Dog oplever han, at der følger en forsimplet og fordomsfuld opfattelse af faget med – men løsningen skal findes indefra.

Jeg opdagede, at det var normalt at snakke om følelser åbenbart. Men det var ikke noget, jeg tog med mig hjem igen."

Hvorfor tog du ikke den slags samtaler med hjem igen?

"Mine forældre havde virkelig travlt for at få vores hjem til at hænge sammen. Hvis jeg kom hjem og sagde, at jeg havde ondt, så var det fysiske skader, man kiggede efter – ikke det mentale. Hvad jeg følte, var ikke noget, jeg syntes, jeg kunne italesætte overfor dem. 

Jeg bebrejder dem ikke, for de har arvet den tilgang fra deres forældre, men det var bare ikke normalt at komme hjem og sige, at man havde det svært. 

Angst var slet ikke noget, der fandtes. Så jeg levede ligesom i to verdener dengang."

Hvordan var det at navigere i?

"Jeg lykkedes faktisk meget godt med det. Jeg kunne godt lide at komme tilbage til min gård og fortælle de andre, at der var helt rene vægge ude på min nye skole, og at lyset var så skarpt, at man vågnede, når man gik ind. 

Det var fedt at fortælle dem noget, de ikke selv oplevede. Samtidig var det også svært, for jeg var den eneste indvandrer på den skole. 

Min far var pensioneret og havde tid til at køre mig i skole hver morgen, så jeg fortalte de andre, at det var min privatchauffør, for jeg ville bare gerne blende ind."

Hvorfor tror du, følelser ikke var noget, man snakkede om hjemme hos dig?

"Jeg tror, det er fordi, der er så mange andre problemer, der gør, at det bare ikke bliver prioriteret. Tingene skal løbe rundt økonomisk, mine forældre er irakiske kurdere, og flygtede til Danmark i 1980'erne, så de har skullet lære at tale sproget og være i et nyt land. De ting fyldte meget mere for dem, og derfor har de ikke haft overskud til at kigge på det mentale. 

Så tror jeg også, det handler om en kultur, hvor det at være en mand handler om at vise, at man er stærk. Det er der en idé om, at man ikke er, hvis man går ud og siger, at man har det dårligt. Når jeg kom ned på fodboldbanen i mit kvarter, så var det altid de hårdeste drenge, der valgte først. 

LÆS OGSÅ

Da Alex Høgh mødte sin kæreste, ændrede det noget i ham: ”Det er ting, jeg ALDRIG har drømt om”

Skuespiller Alex Høgh Andersen drønede gennem sine tyvere med skyklapper på, og parforholdet var ikke noget, han skænkede mange tanker. Da han mødte skuespiller Johanne Milland, vendte hun op og ned på alting – og i dag har ’Vikings’-skuespilleren overgivet sig til tosomheden og mere til. Det fortæller han i et stort interview til ALT for damerne uge 36.

Man skulle vise en hård side for at trumfe igennem og være førstevælger i det miljø."

Hvilken rolle havde du dengang i gården?

"Dem fra min gård har altid set mig som den specielle. Jeg ville gerne snakke om sårbare ting og havde mange veninder. Jeg kan huske engang, da jeg som lille havde fem veninder sovende hos mig, og alle mine venner i gården syntes, det var fucking underligt. Jeg gjorde altid nogle ting, de andre ikke gjorde. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ligeglad – det var jeg bestemt ikke. Jeg lyttede meget til, hvad de sagde, og tog det også til mig, men der var noget inde i mig, der var stærkere. Jeg følte, at de sad fast, så jeg gik andre veje. Jeg kan huske, da jeg kom og fortalte drengene i gården, at vi skulle lave podcast, der grinte de alle sammen og sagde, hvad er det for noget feminint noget. 

I er da ikke kvinder, hvorfor skal I sidde og snakke om alt muligt. Men jeg så meget op til min storebror, som laver musik under kunstnernavnet Node. 

Han havde jagtet sin drøm i så mange år og lyttede ikke til de andre, men gjorde bare sin egen ting. Jeg tror, mit mod kom fra ham."

Hvordan bliver du mødt, når du italesætter de sårbare ting?

"Meget forskelligt. Mine forældre reagerer faktisk rigtig godt. Jeg spurgte dem for første gang for et år siden, hvordan det var for dem at komme her til Danmark. 

Det har jeg aldrig spurgt dem om før. Jeg kunne se en glæde i deres øjne, da jeg spurgte dem. Jeg tog mig selv i at tænke, hvorfor har jeg spurgt om det før, men for mig har de altid haft en forældrerrolle, og det indebar, at de sørgede for mad på bordet, afleverede mig i skole og passede på mig – og det var det."

Jeg har delt mine venner op i grupper, for jeg har nogle venner, jeg taler med følelser om. Så har jeg nogle, jeg taler med økonomi om, og nogle, jeg taler om fodbold med. De venner, jeg ved, at jeg kan snakke med følelser om, griber mig i den slags ting. 

LÆS OGSÅ

Når børnene flytter ud, flytter pengene ind – her er ekspertens råd til din nye økonomiske situation

Mange danskere oplever en markant ændring i deres privatøkonomi, når børnene flytter hjemmefra. Det giver plads til nye drømme – men også nye faldgruber, advarer privatøkonomisk ekspert hos Nordea, Betina Grimstrup. Her kommer hun med sine råd til, hvordan du får mest muligt ud af din økonomi, efter børnene er flyttet.

Vi går ofte ture, hvor vi snakker om, hvad vi føler, der er galt med os selv, at man søger en kæreste eller sådan nogle ting – men det ville jeg aldrig kunne gøre for bare fem-seks år siden."

Hvad ændrede sig for fem-seks år siden?

"Jeg startede med at lave podcast sammen med Kamal, som jo er en af mine barndomsvenner, og vi begyndte at få feedback fra lytterne. De ville gerne have mere indsigt i vores liv.

En dag foreslog jeg, at vi snakkede om, hvordan vi havde det i programmet. Kamal var ikke fan i starten, men så prøvede vi det af. Det var mærkeligt i begyndelsen, men så fik vi helt vildt positiv feedback efter – der var mange, der skrev til os, at vi hjalp dem igennem en svær periode. 

Det var første gang, jeg fik positiv respons på at snakke om mine følelser, så der var helt klart noget, der ændrede sig i mig der. Så blev vi bare ved."