En kvinde sidder på gulvet i sit soveværelse og ser fortabt ud.

Har min kæreste ret i, at det er mig, der er skør?

En kvinde har fundet sammen med sin ekskæreste igen - men intet er, som hun håbede. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Jeg er en moden kvinde, der har fundet sammen med min ekskæreste efter, at han igen kontaktede mig. 

Da vi flyttede sammen, gjorde jeg ham klart, at jeg ikke accepterer utroskab eller druk, for jeg har aldrig været bange for at sige min mening. 

Det virker han dog ikke til at have taget alvorligt.

Min kæreste arbejder udenbys, og han er derfor kun hjemme i weekenderne. Mange fredage, når han kommer hjem, drikker han sig plakatfuld. Han er også meget aktiv på de sociale medier og har et utal af single bekendte, alle kvinder. Da jeg påpegede det, udelukkede han mig fra sine sociale medier, så jeg ikke længere kunne følge ham.

Min kærestes telefon er stort set også altid på lydløs, når han er hjemme, og han kontrollerer den konstant. Alligevel er han sjældent til at få fat på, hvis jeg ringer til ham om aftenen, når han er væk. 

Konfronterer jeg ham med det, lyder svaret, at jeg er jaloux og paranoid.

På grund af overstående, og fordi det hele går så dårligt, har jeg i løbet af de sidste måneder bedt ham om at flytte, men det vil han ikke. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har isoleret mig fra andre, sikkert fordi, jeg skammer mig over, at jeg lever i et så dysfunktionelt forhold. 

Min familie og min veninde var i øvrigt chokerede, da de hørte, at vi havde fundet sammen igen. 

Men han er en mand, jeg altid har elsket, det gør jeg nok stadigvæk, men jeg kan ikke leve sådan her. Jeg har ofte konfronteret ham, men han mener, at vi har det så godt. 

Så er det virkelig mig, der er skør? Og hvis ikke, hvordan kommer jeg videre?

Vibeke Dorph råder til at gøre det klar for ham, at han skal ud

Nej, du er ikke skør, du er blot blevet forblændet af en skruppelløs flamme, der helt ufortjent har møvet sig tilbage i dit liv. 

Ham skal du se at få ud af vagten, for han formår ikke andet end at slide dig ned, alt imens han gør præcis, som det passer ham.

Hvad det er, han går og laver på sin telefon, eller mens han er væk, har jeg slet ikke lyst til at gisne om, men noget godt for dig, gør han ikke. Hvad værre er, så virker han også ligeglad med dig, så jeg vil ikke tøve med at sige, at han udnytter dig og måske kun har kontaktet dig for at få billig husly og mad på bordet.

Så medmindre du typen, der synes det er skønt at leve i et hårdt og turbulent forhold, hvor I bruger al jeres tid på at slide hinanden ned, så synes jeg, at du skal se at få smidt din taberkæreste ud.

Nu skriver du, at du allerede har bedt ham om at flytte, men uden held. Det lyder underligt i mine ører, for det er jo dit hjem, så det er vel dig, der bestemmer. Derfor synes jeg, at du skal være mere klar i mælet, så han forstår, at han skal ud. 

Forstår han det fortsat ikke, må du få hjælp af venner eller myndigheder, så det siver ind.

For en mand som ham, bringer intet godt med sig. Jeres forhold bliver aldrig anderledes, for inderst inde, er han ligeglad med dig, og foregiver han andet, så er det kun for at redde sit skind. 

Så se at få ham ud, så du kan få ro og med tiden finde dig en sundere og mere harmonisk kæreste, skulle du altså få lyst til det.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.