Mit første minde

"Det stammer fra min mormor og morfars gamle lejlighed på Valby Langgade, hvor jeg sad i vasken og fik bad i en balje. 

Jeg har været et eller to år, og min mor siger, at det ikke kan passe, at jeg kan huske det, men det kan jeg. 

LÆS OGSÅ

Hunden Carlo arbejder på plejehjem: "Det er det fede hundeliv"

Josefines hund og nærmeste kollega hedder Carlo. Golden retrieveren er så populær blandt beboerne på et demensafsnit i Herning, at de ikke kan undvære hans rolige, rare væsen. Derfor er hunden nu med Josefine på arbejde hver dag.

Det blå tapet med røde haner på og hele stemningen i lejligheden, som var en rigtig gammeldags københavnerlejlighed. Jeg har også et meget stærkt minde om juleudstillingerne hos Daells Varehus, som dengang var noget meget særligt med mekaniske nisser og bambier.

Jeg har altid husket det som om, det var nogle buede vinduer, og at der bag mig, hvor jeg stod og kiggede på vinduerne, lå en busterminal, men sådan så der ikke ud, der hvor varehuset lå, så på en eller anden måde slettede jeg mindet, fordi jeg var overbevist om, at det ikke kunne være sandt. 

Mange år senere fandt jeg så ud af, at jeg havde ret, for dengang var juleudstillingerne der, hvor den nu lukkede Café Norden lå på Strøget, med Højbro Plads bagved, som dengang var en busholdeplads, hvor vinduerne var buede. 

Siden har jeg ledt alle vegne efter et billede af juleudstillingerne for at få mindet helt tilbage, men forgæves. Ikke engang Rigsarkivet har billeder derfra."

Min første store hobby

"Op gennem hele folkeskolen og hele gymnasiet strikkede og strikkede og strikkede jeg. Til mig selv og mine dukker. Vi var en gruppe veninder, som havde en teklub, hvor vi mødtes efter skole og strikkede. 

Dengang strikkede man på en anden måde end i dag, fordi man strikkede ét stykke ad gangen, og så syede man dem sammen til sidst. Man strikkede også nede fra, hvor man i dag ofte starter oppe fra og strikker alt ud i ét.

Jeg har altid strikket forholdsvist komplicerede mønstre, og efter at have holdt pause i mange år er jeg begyndt igen. 

Jeg skal helst strikke noget, der er svært, så jeg hele tiden bliver udfordret. Så sidder jeg der og bander og svovler, indtil jeg har knækket koden, og så er det videre til næste udfordring. 

I foråret fandt jeg en kobberfarvet garnrest, som jeg havde tilbage fra barn fra en pakkekalendergave, så den strikkede jeg ind i en trøje, og nu sidder den der som et lille hej fra fortiden."

Min første opsparing

"Da jeg var 11 år, ville jeg gerne spare sammen til et stereoanlæg, så min far sagde, at jeg kunne tage med ham og min mor ud og optræde som korpige på et hit de havde, der hed Peter Pan.

Jeg fik 25 kroner per gang, og da jeg havde sparet de 2.600 kroner op, jeg skulle bruge til anlægget, sagde jeg op på stedet. Lige inden vi skulle klæde om til koncerten. 

LÆS OGSÅ

Iben Maria Zeuthens ven tog sit eget liv – i dag stiller hun sig selv ét spørgsmål hver dag

Tv- og radiovært Iben Maria Zeuthen vidste godt, at hendes nære ven havde det svært. Men hun var ikke opmærksom på, hvornår det tippede over i den tilstand, der kostede ham hans liv. I dag er der ét spørgsmål, hun ville ønske, hun havde stillet sig selv dengang – og hun råder alle til at gøre det samme hver dag.

Hold kæft, min far blev tosset, men der var ikke noget at gøre. Det var umuligt at overtale mig til at være med mere. 

Jeg havde kun sagt ja for pengenes skyld, og da jeg havde de penge, jeg skulle bruge, var det slut."

Mit første job

"Min første faste ansættelse var som journalist på Se og Hør, hvor jeg var i fire år. Jeg startede i 1993, og jeg elskede det. Det var den bedste arbejdsplads, de bedste kollegaer og de bedste opgaver. 

En af de vildeste opgaver var, da jeg blev sendt afsted til Frankrig, fordi der gik rygter om, at kronprins Frederik var på Château de Cayx med sin nye kæreste Katja Storkholm. 

Meningen var, at jeg skulle mødes med en fransk fotograf, men aftalen blev ikke til noget, så efter at jeg havde fået skældud af redaktionen, fordi jeg ikke gjorde nok for at få historien i hus, købte jeg et engangskamera og kørte mod slottet i min lille lejede bil. 

Dengang var der ikke noget, der hed GPS, så jeg kørte gennem bjergene ud fra et luftfoto af området, og jeg nåede faktisk frem. Jeg kørte ind på gårdspladsen og ringede på, og en lille trind kone bød mig hjerteligt indenfor, måske fordi hun troede, at jeg var en af kronprinsens venner. 

Hun hev mig ind gennem stuen og ud på terrassen, hvor kronprinsen og Katja hoppede rundt i poolen. Da han så mig, fløj han op som en raket og sagde, at jeg altså ikke var velkommen der. Så stillede jeg guldspørgsmålet, om jeg måtte tage et billede. Nej, det måtte jeg ikke, så jeg satte mig i bilen og kørte hjem igen. Da jeg kom hjem, blev jeg hyldet som en helt, fordi det var den mest åndssvage historie, de nogensinde havde hørt. 

Jeg skrev artiklen, der bekræftede, at de var på slottet på kærlighedsferie, men da den blev trykt, var den sat op med paparazzibilleder taget ind over bjerget til slottet. Jeg blev fuldstændig ulykkelig, fordi jeg følte mig så udnyttet. 

Det føltes så forkert, at jeg gik ind og sagde op. Det var en totalt dealbreaker for mig, da paparazzifotografier pludselig blev en ting. Det var helt sindssygt at opleve i en branche, som jeg ellers elskede at være en del af. Det var som at have fundet manden i mit liv og så finde ud af, at han havde en anden.

 Jeg elskede det job, men jeg kunne ikke arbejde under de præmisser."

Mit første møde med Jesper

"Det var til vores gode ven Kenneths 25-års fødselsdag, hvor jeg talte længe med Jesper, som var både sød og sjov. Der var ikke noget i luften af nogen art på det tidspunkt, men et stykke tid efter tog han med Kenneth og mig til Aalborg, og den tur blev skelsættende for os, men også farlig, fordi jeg var i et andet forhold. 

LÆS OGSÅ

Filmen har allerede vundet adskillige priser – nu kan du se den herhjemme

Denne skønne film fra ”udkants-Frankrig” bæres af en mu(h)lig drøm om ost og pragtfulde kraftpræstationer fra lokale amatører. En absolut delikatesse.

Jeg kunne godt mærke, at det var helt galt, så vi gik videre med fine intentioner om, at vi kunne ses fremover som venner, men efter kort tid måtte jeg sige til min daværende kæreste, at jeg ikke længere var til stede i forholdet.

Det er svært at sætte ord på, hvorfor Jesper er den rigtige for mig, men min far sagde engang, at hvis du ikke er i tvivl nogle steder, er det fordi, det er rigtigt, og jeg har aldrig været i tvivl om min kærlighed til Jesper. 

Det føles helt vildt dejligt at finde den kærlighed, men når man bliver ældre, finder man også ud af, at kærlighed kan være noget, man beslutter sig for. Alt bliver ikke ved med at være lutter lagkage, men der ligger en enorm kvalitet og en kæmpe gave i at bygge en fælles historie sammen og vælge hinanden til og udvikle sig sammen og ikke hver for sig.

Vi har taget en beslutning om, at det skal være os, og i perioder kan parforholdet da godt blive lidt mekanisk, hvor ingen af os synes, det er sjovt, men så taler vi højt om det med hinanden og med andre og fortæller, når det er svært. 

Også overfor vores børn så de forstår, at kærlighed er noget, der kræver en konstant omsorg. Og efter svære perioder kommer guldet pludselig. 

Væltende ind i kæmpe fede portioner, og det er så fantastisk."

Mit første barn

"Det er skamfuldt at sige, men jeg havde ikke den der ”wow, jeg skal bare være mor”-følelse. Jeg synes, babyer er søde, men for mig begyndte moderkærligheden først for alvor, da Eliot var nogle måneder.

Jeg husker helt tydeligt, at jeg stod i køkkenet og talte i telefon, og pludselig satte han sig op ad en ammepude i kravlegården, så han selv holdt sin ryg og sit hoved, og så kiggede han på mig. Alt gik i stå omkring mig, og der gik det op for mig, at okay, det her lille menneske, det kan noget. 

Det var ikke bare en lille bylt af hud, det ville frem i verden, og derfra voksede moderskabet fuldstændig vildt på mig. Jeg var helt sikker på, at jeg gerne ville have et barn mere, men desværre aborterede jeg tre gange, inden Storm kom fire år senere.

I dag er de 21 og 16, og jeg synes, det er pragtfuldt at have store børn. Jeg har elsket hver dag, siden de blev teenagere. At se deres udvikling og have spændende snakke med dem. 

Det er så sjovt at få mod- og medspil, og vi har et virkelig tæt forhold til hinanden. Det er en kæmpe gave, og jeg elsker mine to store drenge så højt."

LÆS OGSÅ

Min svigerfamilie styrer vores liv

En læser er frustreret over, hvor meget konens familie blander sig i deres beslutninger. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Min første store sorg

"Jeg har lagt absurd mange venner og veninder i graven. På grund af sygdom, selvmord, ulykker og Jespers bedste ven blev skudt (politimanden Jesper Jul, der blev skudt i 2017, red.). Den første veninde mistede jeg til legionærsyge allerede som 15-årig, og det var jo helt forfærdeligt. 

Det eneste gode, jeg kan sige om at miste så mange, er, at jeg har fået et meget naturligt forhold til døden. Jeg har meget nemt ved at tale om den og forholde mig til den. Jeg er nysgerrig på døden, og jeg spørger gerne ind, også ofte for meget efter min mors mening. Min tante Elly på 92 døde for tre år siden, og min mor og jeg var hjemme hos hende nærmest hver dag i den sidste tid. 

På et tidspunkt skulle vi på ferie, og så siger tante Elly, at hun ved, at hun ikke lever længere, når vi kom hjem. ”Kan du mærke det”, spurgte jeg, og så fortalte hun om, hvilken fornemmelse hun havde i kroppen, at hun nu skulle op sin mand, og at hun gerne ville have, at jeg skulle synge til hendes begravelse. 

Det blev en så god snak, fordi vi ikke var bange for at tale om døden, hvilket jeg generelt synes, at vi er alt for dårlige til. Vi skal jo alle sammen dø, så lad os nu tale om det. Jeg ved fuldstændig, hvordan jeg vil have det, når jeg dør. 

Min familie har fået en køreplan, og så kan de følge den eller lade være."

Mit første alderstegn

"Pludselig blev jeg meget langsynet, så jeg valgte at få laserbehandlet det ene øje, så det blev nærsynet, og så har hjernen selv tilpasset det andet øje. 

I starten var det som om, jeg var fuld, men nu kan jeg sagtens læse uden briller. For tre-fire år siden begyndte jeg så at gå i overgangsalderen. Pludselig udeblev menstruationen bare, og det var da en fest at være færdig med det, men til gengæld begyndte jeg at sove virkelig dårligt.

For nogle måneder siden gik jeg til lægen, fordi jeg nærmest ikke sov, så han gav mig hormoner, som jeg nu tager, inden jeg skal sove. Jeg synes, at jeg har omfavnet den nye periode med alt, hvad jeg har kunnet, og jeg er så glad for, at overgangsalderen ikke længere er så tabuiseret. 

Det næste, jeg håber, der sker, er, at folk stopper med at være så hormonforskrækkede. 

LÆS OGSÅ

Amanda blev dumpet af det halve Malmø - nu er der lavet en serie om det

Forfatter og journalist Amanda Romare er aktuel med Netflix-filmatiseringen af sin debutroman og bestsellerbog, ”Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig”. Men der er flere gode grunde til at holde øje med den 36-årige svensker, der ud over sit datingliv også er meget åben om sin OCD-diagnose.

Det var jeg selv i starten, men jeg kan mærke, at det hjælper, og nu kan jeg næsten glæde mig til at tage den pille, fordi jeg igen sover som en sten."

Mit første teatermanuskript

"Pennevenner lå i mit hoved i flere år, og i 2023 blev den sat op første gang ud fra min idé og med manuskript af Jesper Malmose. 

Det er en musikforestilling om pennevennerne Lisbeth og Jørgen, spillet af mig selv og Caspar Phillipson, der i 70’erne udvikler et særligt forhold gennem breve og kassettebånd.

Jeg ved ikke, hvor mine ideer kommer fra, men jeg har en kreativ hjerne, der kører hele tiden. Der er altid noget, der er ved at blive skabt, og jeg har også færdige ting i mit hoved, som bare ikke er kommet ud endnu. 

F.eks. er der to bøger i mit hoved, der skal skrives på et tidspunkt. 

Det er noget helt særligt at spille en forestilling, jeg selv har skabt, og jeg håber, at så mange som muligt får mulighed for at opleve den i fremtiden, for det er så fin en forestilling med en masse gode gamle sange fra 70’erne."