Da Iben Maria Zeuthens ven Ulrik gennemgik en meget mørk periode, stimlede et helt hold af nære venner sammen omkring ham.

Men i dag kan hun se, at hun i virkeligheden ikke havde noget begreb om situationens alvor.

– Jeg tror, der er en tendens til, at man gerne vil vise folk, at det er okay at have det svært, eller at man ikke laver drama ud af det, når nogen er kede af det. Men det kan være meget svært at skelne mellem, hvornår det går fra at være et mørke, som bare skal løses og normaliseres, og hvornår det er et mørke, der skal få alarmklokkerne til at bimle. Og dén grænse var jeg ikke på nogen måde uddannet i – og det bliver man ikke som almindelig borger, siger Iben Maria Zeuthen.

For hendes gode ven blev mørket desværre altopslugende. Og han tog sit eget liv.

Midt i den store sorg stod Iben Maria Zeuthen tilbage med svære tanker om tiden, der ledte op til Ulriks død.

– Hvis vi havde kendt faresignalerne, kunne vi have rykket tættere sammen i miljøet omkring ham. Hans allernærmeste var klar over, hvor svært han havde det, men vi skulle jo have været flere for at kunne bære det, for det var så stort og tungt, siger hun og understreger hurtigt, at det aldrig kan blive de efterladtes skyld, når nogen begår selvmord.

LÆS OGSÅ

Sebastin Bull overvejede selvmord: ”Jeg kunne ikke se kærligheden i noget længere”

Som barn oplevede Sebastian Bull at blive så overvældet af depressive tanker, at han overvejede at tage sit eget liv. Det endte med at blive hans egen frygt, der afholdt ham fra at føre tankerne om selvmord ud i livet

– Jeg ville aldrig drømme om at lægge et større ansvar på de pårørende, end de har i forvejen. Og det må aldrig lyde som om, at de kunne have gjort mere. Selv arbejder jeg virkelig meget med den dårlige samvittighed, men man ser bare tingene med sine egne briller, og for mig bliver det ofte vigtigere at få folk til at føle sig rummede end det bliver at reagere – og det er en balance, som kan være svær at navigere i.

”Kan jeg overhovedet hjælpe?”

Ulrik er desværre ikke den eneste i Iben Maria Zeuthens liv, som har kæmpet mod mørket. Siden hans død har hun også været pårørende til andre med dybe depressioner, og her er hun blevet opmærksom på et skifte, som de har tilfælles.

– I stedet for at være frustrerede over nogle ting i livet, så blev det til en længsel hen imod bare at give slip. Så hvis man som pårørende mærker, at der bliver tegnet et lyst billede af noget, som ikke længere er livet – så skal man begynde at rykke sammen om vedkommende.

Iben Maria Zeuthen oplever, at frygten for ikke at kunne hjælpe på den helt rigtige måde kan afskrække nogen. Men det er helt misforstået, mener hun.

LÆS OGSÅ

Efter en livskrise fik Kristina Trolle hjælp fra uventet kant

Hvad kan astrologi og stjernernes placering på vores fødselstidspunkt lære os - og kan vi bruge den viden konstruktivt? Det har Kristina og Lukas Trolle skrevet en bog om.

– Det er vigtigt at vide, at man ikke behøver at have en master i traumeterapi for at kunne gå ind og være noget i de her situationer. Det første skridt er bare nærvær. Det er overhovedet ikke særlig kompliceret. Det kan være at spørge ”Hvordan går det i dag?” eller ”Er det dårligere i dag end i går? Er der noget, du glæder dig til?” Det behøver ikke være mere kompliceret end dét, og det ville jeg ønske, jeg havde vidst, siger hun og fortsætter:

– Du skal bare være et menneske sammen med et andet menneske.

Vi mangler tid til hinanden

I dag erkender Iben Maria Zeuthen, at hun ikke formåede at være der for Ulrik på den måde, der var brug for. For hende er det siden blevet et billede på en udbredt tendens i vores tid – en tendens, hun i dag nægter at ligge under for.

– Folk har så travlt med alt muligt. Det er børn, karriere, penge og arbejde. Og jeg ønsker ikke at lægge flere opgaver på folk, men jeg vil gerne opfordre til, at man tager sig den tid til hinanden, som der er brug for, siger hun og tilføjer:

– Jeg tror aldrig, man har tid, men man er nødt til at tage sig tiden. Ofte ved vi det også godt, når vi møder et menneske, som ikke har det godt. Men det kræver lige dét ekstra, at man sætter sig selv til side i den situation, og jeg kan ikke udtrykke det bedre, end at det ville jeg virkelig ønske, at jeg ville have gjort.

– I tilfældet med min ven var jeg nyforelsket og havde en masse spændende arbejde. Og han skrev godt nok til mig, at han havde fået hjernerystelse, og at han ikke kunne sove. Han begyndte at lave stavefejl, hvilket han ellers ikke plejede. Og så tænkte jeg, at jeg måtte tjekke op på ham, når jeg havde tid. Vi snakkede sammen i den periode, men jeg kunne godt mærke, at der var noget andet, som krævede mere. Men jeg nåede ikke at tage fat i det.

Et vigtigt spørgsmål

For at undgå at bruge sin tid og sit fokus på det – eller de – forkerte, stiller Iben Maria Zeuthen nu sig selv et vigtigt spørgsmål hver dag. Og hun opfordrer til, at andre vil gøre det samme.

– Man kan ikke være der for alle på én gang. Så jeg spørger mig selv ”hvem er det vigtigste menneske at være der for lige nu?” og på den måde finder man hurtigt ud af, hvor man skal prioritere at lægge en ekstra indsats.

LÆS OGSÅ

Sara Maria Franch-Mærkedahl: ”Mange af mine venner vidste slet ikke, at jeg havde det sådan"

Efter et liv med angst fandt Sara Maria Franch-Mærkedahl sidste år måden at håndtere den på. Nu har hun lavet en app med fokus på mental sundhed, fordi hun vil hjælpe andre til at finde den ro, hun selv beskriver som befriende. En ro hun især finder i skoven og på havet.

– Hvis jeg havde stillet mig selv det spørgsmål dengang, så havde svaret været Ulrik. Og så havde jeg vidst, at jeg var nødt til at afsætte tre kvarter til at ringe til ham om aftenen. Det er jo simpelthen et spørgsmål om bare at blive mere bevidst om, hvordan vi bruger vores tid.

Et dagligt Excel-ark

I sommerferien har Iben Maria Zeuthen taget et konkret redskab i brug, for at blive endnu mere bevidst om sine prioriteringer. Og det fungerer vildt godt, siger hun.

– Jeg har lavet et form for skema i et Excel-ark, hvor jeg noterer, hvilke opgaver, der skal have mit fokus i dagtimerne, og hvilke personer, der inden for hvert punkt skal have hvilket fokus. Og når jeg henter mine børn, så er det dem. Men det kan også være deres vens mor eller bibliotekaren, men så er det noget, der foregår omkring mine børn. Så kan jeg på papiret se, hvor min opmærksomhed går hen, på den måde undgår jeg at bruge tid på det forkerte.

– Og også her bliver det kogt ned til spørgsmålet om, hvem der skal have fokus lige nu. Jeg kan ikke holde ud at være et spredt menneske, og det blev særligt tydeligt for mig efter Ulriks død. Jeg har brug for, at jeg bruger min opmærksomhed der, hvor jeg er – og der, hvor der er brug for det.