Jane er krematør

”Nogen tror, vi tager de døde ud af kisterne og brænder dem. Det gør vi ikke!”

Det var en tidligere kolle­ga på kirkegården, der spurgte, om stillingen som krematør var noget for mig. 

Det var fysisk hårdt at være graver, og jeg ville gerne prøve noget andet, så det var det.

LÆS OGSÅ

Min svigerfamilie styrer vores liv

En læser er frustreret over, hvor meget konens familie blander sig i deres beslutninger. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

I starten var jeg alene og sad til langt ud på aftenen og brændte kisterne. I dag er vi altid to, og det er luksus og langt hyggeligere. Vores opholdsrum har skærme ud til ovnene, så vi kan overvåge processen og se, om en kiste er færdig. 

Jeg åbner aldrig en kiste og kender kun afdødes navn og CPR-nummer. Nogen tror, at vi tager de døde ud af kisterne og brænder dem. Det gør vi ikke! 

Jeg får kisten ind i kølerummet, når bedemanden kommer med den, og så står kisterne på rækker i det seks grader kolde rum og venter på at blive brændt.

Vi møder klokken seks og planlægger, hvilke kister der skal brændes i dag. Vi sætter dem på ramperne foran vores to ovne og tjekker, at det er de rigtige. Så bliver de kørt ind i ovnene, som 820 grader varme, men temperaturen stiger undervejs til 1.100 grader. 

Det tager cirka 70 minutter at brænde en afdød, og vi holder øje med, at det hele kører, som det skal. Vi har en truck og hjælpemidler, så det er ikke fysisk hårdt.

På en 12-timers vagt brænder vi 14-16 kister. Vi har også opgaver som gulvvask og rengøring af ovnene. Der kan være en lille klump tilbage i ovnen, og så må vi putte ekstra varme på. Vi ved ikke, hvad det er, der ikke vil brænde, men vi har en mistanke om, at det kan være folk, der har fået meget medicin.

I det hele taget brænder nogle afdøde hurtigere end andre, og vi tænker, at meget muskuløse mænd kan være svære at brænde, men vi ved det ikke, for vi ser ikke, hvem der ligger i kisterne. 

Vi kan opleve, at folk er brændt helt væk efter 55 minutter, mens det længste, jeg har været med til, var godt to en halv time.

Bagefter skraber vi asken ud i en jernkasse. Den bliver malet i en tromle til et fint pulver og kommer direkte i urnen. Urnen påføres label med navn og brændingsnummer og bliver sat i et skab til køling, og derefter tjekker vi for kunstige hofter og andet. 

De bliver gemt og hentet af et hollandsk firma. Alt andet kommer i urnen, også guldtænder og ringe – en ring bevarer ikke sin form, men bliver lillebitte og forkullet. Vi plomberer urnen og sætter nummer på; alle har fået en lerbrik med et nummer, da de ankom hertil. 

Når vi har skrabet asken ud, putter vi nummeret på den i jernkassen, så vi altid ved, hvem der er hvor. Der sker aldrig fejl.

Om jeg møder fordomme, når folk hører, at jeg er krematør? Det kan du tro! Nogle synes, at ”det lyder godt nok spændende!”, mens andre helst ikke vil høre mere. 

Vi har rundvisninger, og folk kan også overvære en indsætning af deres afdøde. Der sætter vi ekstra tid af, så vi kan fornemme, hvor de er i deres sorg. 

Men jeg har kun fået positive tilbagemeldinger: ”Hvor er vi glade for, at vi fik lov at se det.”

Hvis det er børn, der skal brændes, kan vi tænke, at det er uretfærdigt. Men mine kolleger og jeg er gode til at snakke om det, så jeg tager det aldrig med mig hjem.

LÆS OGSÅ

Filmen har allerede vundet adskillige priser – nu kan du se den herhjemme

Denne skønne film fra ”udkants-Frankrig” bæres af en mu(h)lig drøm om ost og pragtfulde kraftpræstationer fra lokale amatører. En absolut delikatesse.

Vi har et godt sammenhold. Jeg har prøvet at køre et familiemedlem i ovnen, og det var en store ære; jeg fik virkelig lov til at følge hende til det sidste. 

Men vi kan altid sige fra, hvis noget kommer for tæt på. Det prøvede jeg som kirkegårdsgraver. Jeg skulle dække min tidligere chefs kiste med jord efter hans begravelse. Det kunne jeg ikke. Og det blev respekteret.

Jeg er ikke selv bange for døden. Kun alt det, jeg går glip af. Og jeg er i hvert fald ikke bange for krematorier. 

For ja, jeg skal selv brændes, og så skal jeg bare have en lille overskuelig sten.

Birgitte er end-of-life-doula

”Vi tror, vi kender vores pårørendes inderste tanker om døden – det gør vi bare sjældent”

Min interesse for at arbejde med døden begyndte i 1997. Min svigermor kom på hospice i England, og jeg opdagede, at jeg kunne noget i forhold til at snakke med folk, der skal dø.

I 2007 døde min svigerinde af brystkræft, og det inspirerede mig også til et ønske om at bidrage til døende. Min mand og jeg boede i udlandet i mange år, og da vi flyttede til Canada i 2008, gik jeg straks ned på det lokale hospice og meldte mig som frivillig. 

Jeg vaskede de døende, lavede mad til dem og var i det hele taget sammen med dem.

Senere er jeg blevet uddannet end-of-life-doula. Jeg tilbyder forløb for døende og deres pårørende, og et forløb varer typisk fire måneder og slutter efter bisættelsen. Jeg tilbyder også sorgterapi. Men de, der var været i doulaforløb, har tit ikke brug for det, for de har taget samtalerne.

Ved mit seneste forløb ringede datte­ren til en døende kvinde. Hun sagde: ”Jeg kan ikke leve i en verden uden min mor. Det er hende, der altid har grebet mig og mit barn.” Jeg foreslog, at jeg tog op på sygehuset og talte med hendes mor. Til kvindens overraskelse sagde moren ja. 

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Din guide til naturligt velvære

Drømmer du om en renere og grønnere hverdag? Få her inspiration til alt fra kropspleje, snacks og drikke skabt ud fra rene, naturlige ingredienser.

Når døden banker på, får du behov for at tale med nogen, der kan magte dine tanker. Jeg spurgte moren: ”Er du bange for døden?” Det var hun ikke. Men hun havde nogle vigtige samtaler, som hun ikke vidste, hvordan hun skulle åbne. 

Det er det, der sker, når vi ikke har mere tid tilbage. Om du er stenrig, fattig og ukendt – ved dødens port er det hele ligegyldigt. Så er kun relationerne vigtige.

Jeg nåede at se hende syv-otte gange og hjalp til at få taget samtalerne. Morens ønske om at dø hjemme – det blev i datterens hjem – blev også realiseret. 

Jeg var desuden begravelsesrådgiver, og hun fik den smukkeste, mest personlige begravelse på en gammel skole. Det slog benene væk under datteren, at hendes mor ville have spillet For evigt med Volbeat, da hendes kiste blev båret ud. Vi tror, vi kender vores pårørendes inderste tanker om døden. Det gør vi bare sjældent.

Da vi bar kisten ud, sang vi alle højt med – og vi smilede mere, end vi græd.

Under et forløb taler jeg med den døende om følgende: Er der nogen, du ikke har fået talt med? Noget, du fortryder? Hvad ville du ønske havde været anderledes? 

Jeg siger også ”fortæl mig om dit liv”. Det, vi alle i virkeligheden gerne vil vide, er, at vi betød noget for nogen. At vores oplevelser blev hørt. Ikke alle oplevelser kan man dele med sine pårørende, men det kan man så med mig.

Det kan være om kærligheden, der brast. Eller om, at man aldrig kom ud at rejse, fordi ens børn blev født. At se et menneske i slutningen af livet få lov at fortælle sin historie er uvurderligt og smukt.

Det bedste er taknemmeligheden i øjnene på den døende, når de har sagt alt det, der skal siges. Og roen i de efterladte, fordi samtalerne blev taget. Om det var om begravelsen eller om livet. Selvfølgelig er det trist, at et liv slukker. Det er så trist. Men er det forkert? Nej. Tænk på, hvor mange der går til fødselsforberedelse. Få går til dødsforberedelse. Hvor er det synd, for det er jo en del af livet.

Jeg hjælper folk til at dø hjemme, hvis de vil det. Undersøgelser viser, at rigtig mange gerne vil dø hjemme, men at få får lov. Hjemme dør du i de dufte og lyde, du kender. Hundens poter hen over trægulvet. Radioen, der kører, lyset, der skinner ind på dig i stuen, som du altid har elsket. 

LÆS OGSÅ

Iben Maria Zeuthens ven tog sit eget liv – i dag stiller hun sig selv ét spørgsmål hver dag

Tv- og radiovært Iben Maria Zeuthen vidste godt, at hendes nære ven havde det svært. Men hun var ikke opmærksom på, hvornår det tippede over i den tilstand, der kostede ham hans liv. I dag er der ét spørgsmål, hun ville ønske, hun havde stillet sig selv dengang – og hun råder alle til at gøre det samme hver dag.

Roen og trygheden. Når vi som mennesker er trygge, er det ikke så svært at give slip. Modsat i hospitalets bip-bip-lyde omgivet af et måske fortravlet personale, der løber ind og ud.

Jeg har altid har kaldt en spade for en spade. Og det giver folk en ro, også når jeg træder ind i et rum i livets sidste tid. At jeg ikke er bange for noget, de vil tale om. 

Jeg havde som 42-årig bryst­kræft, og min svigerinde døde få år forinden af det samme, så det var voldsomt. Jeg har set døden i øjnene og gjort mig klart, hvad der skal ske. 

Jeg har købt en urne af uld i en smuk lysegrøn farve og har en kasse, hvorpå der står When I am gone. 

Mine unger ved, at der ligger urnen, min sidste vilje og oplysninger om, hvad der skal spilles og gøres. 

Jeg har også købt et skovgravsted med plads til hele familien.

Trine spiller harpe for syge og døende

”Dødsangsten kan lette og nærmest forsvinde, når jeg spiller”

Jeg er uddannet jurist, men sagde et par stillinger op. Det var ikke mig. Jeg har altid spillet musik, men kunne ikke se, hvordan jeg skulle leve af det. 

Midt i 1990’erne læste jeg om en kvinde fra USA, der arbejder med musik for døende. Fra det øjeblik blev det noget, jeg bare måtte. 

Jeg fik min første harpe i 1996 og blev siden certificeret harpeterapeut i USA i 2009. Da jeg kom hjem, kontaktede jeg Hospice Sjælland, som straks åbnede døren for et samarbejde.

Dagen starter med, at jeg får overblik over, hvem der er indlagt. Ofte syge med angst, søvnproblemer eller problemer med vejrtrækning grundet lungekræft eller KOL. 

Musikken har også en stor rolle, når der er tumorer i hjernen. Når man mister talen, genkendelsen eller sin sunde fornuft, kan den være en vej ind til noget dybere i mennesket. Hvor det kan opleve sig selv som helt.

På hospice har vi både terminalt syge og aktivt døende. Nogle sidder op og har det rimeligt godt. Andre er på deres sidste. 

Dødsangsten kan lette og nærmest forsvinde, og det sker ofte, at patienten fortæller mig, at i musikkens rum er alt godt. Jeg spiller også, når folk er aktivt døende, og det er utroligt smukt. 

Harpens musik løfter samtidig de pårørende og giver mening til det meningsløse. Det sker også, at jeg sidder på gangen og spiller, når nogens kiste bliver båret ud.

LÆS OGSÅ

Bestsellerroman er blevet til en Netflix-serie – og den kan du godt glæde dig til

Charmerende Carla Sehn har hovedrollen som Amanda i Netflix-serien, baseret på bestseller- romanen 'Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig'. Vennegruppen er et ditto elskeligt cast af blandt andre Moah Madsen som veninden Adina.

Jeg spiller altid blid musik, jeg selv har komponeret. Jeg fremfører den forskelligt, afhængig af hvad der sker i rummet. 

Når jeg træder ind, ”lytter” jeg til det, der er. Hvis der er sorg, spiller jeg noget sorgfuldt. Det handler om resonans, så patienten føler sig mødt af tonerne. 

Allerførst introducerer jeg mig og fortæller, at jeg er et supplement til den medicinske behandling, som de frit kan vælge til og fra. Ellers er der ikke noget, de skal. 

Jeg har for nylig spillet for en kvinde i 30’erne mange gange, og der har været komplet stille imellem os, men på det allersidste fik hun et stort behov for at fortælle om sit liv.

Der var også en kvinde, der først ikke ønskede mig ind på sin stue. På et tidspunkt takkede hun ja, og hun sad i sin lænestol og kiggede ud ad vinduet. Da jeg havde spillet, fortalte hun, at hendes liv var passeret revy. Og at nu var hun for første gang klar til at dø. Jeg spillede for hende nogle gange, og hun blev udskrevet og døde på sygehuset med min musik i ørerne. 

Datteren skrev til mig, at hendes mor døde til min musik, og jeg kom også til bisættelsen og spillede.

En anden indlagt var en mand, som havde to sønner på omkring 20 år. Den ene var meget bange og havde svært ved at være hos sin far. Jeg kom med min harpe og spurgte drengene, om de ville med ind til faren. Det ville de gerne, selv om de i starten sad helt stive henne i sofaen. 

Jeg satte mig op ved deres far og spillede, og så kunne jeg langsomt se, at nu begav han sig på vej. Jeg sagde lige så stille til drengene, at hvis de ville være hos deres far, kunne de komme nu. Det gjorde de. Og så døde han. 

De to unge mænd blev holdt om på en helt særlig måde, fordi jeg var i rummet. Ikke kun med mit nærvær, men også med harpen og musikken.

Jeg husker også to små piger, hvoraf den yngste ikke turde se sin mor død. Hun havde, mens moren var i live, fået lov at spille på min harpe for hende, og moren havde smilet over hele ansigtet. Da hun var død, kunne personalet og de pårørende ikke få pigen ind på stuen. De overvejede, om de skulle tage billeder, så hun kunne se sin mor senere. 

I den situation satte jeg mig på gangen og snakkede med pigerne om, at nu skulle vi spille mor op til englene i himlen. Og pludselig løb den lille pige ind for at se til sin mor. Så hentede vi de andre pårørende og var samlet i rummet, og pigerne lov at spille for deres mor. 

LÆS OGSÅ

Hunden Carlo arbejder på plejehjem: "Det er det fede hundeliv"

Josefines hund og nærmeste kollega hedder Carlo. Golden retrieveren er så populær blandt beboerne på et demensafsnit i Herning, at de ikke kan undvære hans rolige, rare væsen. Derfor er hunden nu med Josefine på arbejde hver dag.

Derefter spurgte jeg, om tiden var inde til, at jeg spillede for dem alle. Pigerne hoppede op på skødet hos nogle af de andre voksne, og så spillede jeg. Sådan nogle stunder er fantastiske.

En smuk oplevelse var hos en kvinde med en 16-årig datter. Jeg spillede ofte for hende, og en dag var hendes datter der. 

Da jeg møder hende, ligger hun i sengen tæt ind til sin mor. ”Kan du spille noget særligt for os i dag?” spørger moren. ”Vil du spille for os, at vi har kæmpet, og nu skal vi give slip?” Det kunne jeg. Det var en meget speciel og meget smuk oplevelse.

Hvert eneste menneske gør dybt indtryk. Men jeg er altid professionel. Jeg tager ikke ret meget med hjem. Harpen har nok noget med det at gøre.

Instrumentet hjælper mig til at komme til stede og beskytter mig samtidig. Og når jeg løfter andre, løfter jeg også mig selv.

Jeg aner ikke, hvordan jeg selv reagerer, når jeg skal dø. Uanset hvor tæt man har været på døden, ved man det først, når man står i det. 

Men jeg tror på, at gennem det arbejde, jeg har gjort i livet med at se døden i øjnene, vil det sikkert blive mere roligt og fredfyldt.