Lone Hertz og datteren Maria har begge mistet et barn: ”Det er så unaturligt”

Vi står foran døren med en strid og kold vind i ryggen. 

Den river i de første blomster på frugttræerne, og de falder som sne på asfalt og græs. 

LÆS OGSÅ

Josefine Høgh mistede sin far og fødte sin datter inden for få uger: ”Det var en af de største kriser i mit liv”

Fem uger efter, at Josefine Høgh havde født sin lille datter, døde hendes far, Lars Høgh. Den største lykke skulle pludselig sameksistere med den dybeste sorg, og det har taget hende lang tid at bearbejde.

Døren går op, og her står Lone Hertz. Smilende med et stort fad lyserøde flødeboller, der fuldstændigt matcher hendes pudderrosa turban, bluse og slacks, hvis det ord stadig er i drift og kan bruges om elegante damebenklæder. 

Men det ord passer sig lige præcis her. Synet af den smilende kvinde med rosa turban teleporterer mig i et splitsekund tilbage i min barndoms bog- og kunstløse dagligstue, hvor et tv viste klassisk skuespil og fjernsynsteater fra DR i Gyngemosen til Vendsyssel. 

Et skud kultur og dannelse by proxy og gennem skærm. 

Lone Hertz, hendes smilende ansigt står mejslet ind i min og mange andres private kulturkanon. Skuespiller i et utal af film og tv-spil. Og hudløst ærlig og sårbar i dokumentarfilmen ”Tomas, et barn du ikke kan nå” fra 1980. 

Om den livslange og svære opgave det var at være mor til Tomas, der fik en hjerneskade som spæd efter en kighostevaccination.

Maria Lindhardt dukker op bag Lone og hilser på. Hun er den yngste datter af Lones fire børn. Hun arbejder som politisk chef i Sex & Samfund. Vi siger goddag og kondolerer. 

Det er kun to måneder, siden Lones ældste søn Tomas døde, 57 år gammel. Midt i den sorg har hun og datteren Maria sagt ja til at tale med os. 

Det skal handle om relationen mor og datter, men Lones kamp for at give Tomas et værdigt liv har også haft indflydelse på, hvordan hun kunne være mor for Maria og sine andre to børn. Der løber tråde af afsavn og hårde prioriteringer gemt i deres historie. Og de kender begge til sorgen over at miste. 

De viser os videre ind gennem det lille rækkehus. På en kæmpe reol stoppet til med bøger er en hylde reserveret Lones mange teater- og hæderspriser. Blandt andet tre Bodilpriser på række. 

De høje hvide porcelænsdamerne har nissehuer på, og deres arme og hænder bliver holdt sammen med plaster. 

"Ja, de er jo sårede. Det var Tomas, der syntes, de var gode at dimse med, da han var lille," forklarer Lone smilende. 

Det lille gæstetoilet fungerer som familiegalleri, og Lone gennemgår billederne. Børn, eksmænd, børnebørn, niecer og nevøer. Maria som 6-7-årig med sin far Sven Lindhardt. Dengang lignede hun ham – i dag er hun sin mors udtrykte billede. 

Lone foreslår, vi flytter en plante. Det skal fungere på billederne. Hun har i telefonen efterspurgt en ret præcis plan for, hvornår vi skal tale og fotografere, hvornår vi er inde, og hvornår vi går ud. ”Vi tager det, som det kommer”, er ikke en attitude, Lone Hertz kan arbejde med. 

Hun vil være velforberedt og vide, hvad der kommer. 

"Jeg er en kontrolfreak," sagde hun i telefonen. Lige nu er hun og datteren i gang med at tage stilling til valg af overfrakke, for vi skal begynde udenfor, har vi aftalt med Lone.

"Hun har jo i lang tid ønsket, at vi kunne begynde at aftale, hvad vi skulle tage på. Sådan noget kan jeg ikke tage stilling til så tidligt," smiler Maria, mens Lone finder sine solbriller. 

Mor og datter har dog helt tydeligt fået landet en aftale, for Marias pink støvler og lyslilla bluse er smukt koordineret med Lones outfit. 

Vi går ud og lader mor og datter få et forspring, så Vibe kan fotografere. De to går hen over plænen ned mod vandet. På badebroen er det sidste omgang for en enkelt vinterbader – kulden lægger arm med solen. Det må blive uafgjort – præcis som april vil have det. 

Problemknusere

Tilbage i stuen griber de begge efter rorpinden, da jeg foreslår, at de siddende med øjenkontakt hver især tænker over to ord, der kan beskrive den anden. 

"Nej, det tror jeg ikke, vi behøver," siger Maria prompte, og Lone er enig. Det er ganske unødvendigt. Så vi lader være.

"Skal vi nu ikke bare være spontane? Jo mere vi aftaler, jo mere stift og ulevende bliver det. Og det er ikke specielt godt for billederne. Sådan er det," slår hun fast og vender sig mod Maria.

"Jeg synes, at du er en problemknuser." Hun fortsætter om datteren:

"Maria kommer ud i mange spontane situationer, som hun klarer på den ene eller den anden måde. Det er hendes psyke – det spontane. Hvis der er problemer, så klarer hun det. Hun er god til at være i sidste øjeblik. Jeg kan bedst lide at være forud. Jeg er en planlægger," siger Lone.

"Jeg har jo en lidt anden analyse af det der," bryder Maria ind.

"Så kom med den," siger Lone.

"Jeg synes jo ikke, det er i sidste øjeblik. Jeg løser problemerne, når jeg ved, der ER et problem. Hvor du går i gang med at løse problemerne, uden at vi ved, om der er et problem. Og det er jo OGSÅ skideirriterende," siger Maria.

"Jamen jeg siger ikke, at det er irriterende, det er positivt ment. Maria er god til at løse de problemer, der opstår," siger Lone. 

Det er Marias tur:

"Jeg har altid set min mor som det stærkeste menneske, jeg kender. Et kæmpe forbillede og en kilometer foran alle andre. Vi er to stærke mennesker på hver vores måde."

LÆS OGSÅ

Marie skal være solomor: ”Der er en lille sorg forbundet med at få et barn alene”

Marie Hougaard skal være solomor, selvom hun i mange år har tvivlet på, om hun overhovedet vil have børn. Nu er hun aktuel med en ny bog, der sætter fokus på den tvivl, der er forbundet med at få et barn alene.

Har hun altid haft det blik på sin mor, eller er det en voksen refleksion?

"Det er jo klart, at når man bliver ældre, så ser man også sårbarheden i langt højere grad, end man gør, når man er barn. Der er en utrolig stærk brynje eller skal udenpå og en sårbarhed, som er pakket ganske langt væk. I virkeligheden nok hos os begge to," siger Maria.

Lone nikker: 

"Ja, jeg tror, at vi har en stor angst til fælles, som vi løser ud fra hver vores karakteregenskaber. Jeg løser den ved at forberede mig, forberede mig, forberede mig, og du løser den ved at være mere sangvinsk og lade tingene komme til dig og så løse dem trin for trin. 

Vi lever med den samme meget store angst."

Vejen gennem livet

Lone er i skrivende stund på vej mod de 85 år med et imponerende CV. 

Hun debuterede som 10-årig skuespiller på det kongelige teater og har haft en lang og imponerende skuespilkarriere på film, tv og teater. Senere blev hun teaterdirektør og rektor for Statens Teaterskole. Og undervejs har hun kæmpet for et værdigt liv for sin søn og resten af handicapverdenen. 

Man kunne tro, at angsten og usikkerheden blev opløst, i takt med hun høstede meritterne?

"Nej, sådan fungerer det ikke, det er forfra hver gang. Begynd på noget, dø af det. Begynd på noget, dø af det. Jeg er grænsegænger simpelthen. Jeg ved, jeg godt kan. Men nogen andre skal sige det til mig. 

Jeg tror, at det er genetisk og noget, Maria også har efter mig. Maria er meget tilbageholdende. Det var et andet ord, jeg ville sige," siger Lone og betragter sin datter.

Maria nikker. Hun kender til den angst og usikkerhed og sætter andre og flere ord på den. Alle – hendes mor, hendes søskende, moster, kusiner og fætre – er beskæftiget med scenekunst og skuespil. 

"Jeg gik gennem livet og overvejede overhovedet ikke, at der kunne være andre ting for mig i livet end den vej," fortæller hun.

Da Maria var 19 år, søgte hun ind på teaterskolen og kom ikke ind. Det gik op for hende, at hun skulle gøre sig mere umage. Men også, at hun ikke ville det nok. Det var en uventet erkendelse:

"Jeg ville ikke bruge de næste fem-seks år på at komme ind på en skole, som måske alligevel ikke ville have mig. 

Jeg tror også, at jeg blev en lille smule fornærmet over, at jeg ikke bare kom ind. Men dér gik det op for mig, at jeg faktisk ikke følte, at jeg kunne noget som helst. Hvilken værdi har jeg, når jeg ikke skal være skuespiller? 

Og det er ikke kun i forhold til omverdenen, men sådan set også i forhold til min egen familie. Hvem er jeg? Det er der faktisk gået helt utrolig mange år med. Det er faktisk først de sidste par år, hvor jeg har følt et ligeværd med mine søskende. Så angsten handler om at holde kontrol. 

Over situationen, over hvad man viser udadtil. Og jeg lider helt klart af impostersyndrom. Det er noget, jeg kæmper rigtig meget med, men det er jo en meget almindelig følelse, særligt blandt kvinder, må man jo også bare sige," siger Maria. 

Lone tager ordet, hun vil ind med noget vigtigt, slå noget fast: 

"Jeg vil godt lige sige noget. 

Maria har talent. Maria kunne absolut være blevet skuespiller. Men du siger det selv, din psyke er ikke til det. Og det er første punkt, overhovedet, i at være skuespiller.

Talentet skal selvfølgelig være der, men du skal også ville knokle for det. Og Maria er jo livsnyder. Det er jeg jo overhovedet ikke. Altså vi er virkelig så diametralt modsatte."

Hun vender sig mod datteren:

"Det er faktisk første gang, at jeg hører det. At du har haft det vanskeligt med at være skuespillerbarn."

"Så mange år skal der til," siger Lone stille.

Maria tager ordet – hun vil præcisere:

"Jeg skal brænde for tingene. Og det var jo sådan set den erkendelse, jeg kom frem til, at jeg ikke brændte nok for det. Og så lægger jeg ikke nok kræfter i det. Og der ligner jeg min far. 

For hvis det er meningsfuldt nok for mig, så er der jo ingen grænser for, hvad jeg vil lægge i af kræfter."

"Jeg har ikke talt om det før, fordi det jo også har taget tid. Jeg nåede ikke til den dybe erkendelse, før jeg var til erhvervspsykolog i forbindelse med, at jeg blev fritstillet fra min tidligere arbejdsplads. 

Det var første gang, jeg fik sat ord på det."

"Nå, så det er så nyt?" spørger Lone.

"Ja, det er det rent faktisk. Det er først nu, at jeg forstår, hvad det egentlig er," siger Maria. 

Udenfor scene-flokken

Maria Lindhardt er 45 år og har en kandidatgrad i socialvidenskab og religionsstudier fra Roskilde Universitet. Hun har arbejdet som Seniorrådgiver i Udenrigsministeriet og som Danmissions Regionale Direktør for Mellemøsten og Nordafrika. 

Hun boede og arbejdede i en periode på 10 år i Libanon, og så har hun også været opstillet som folketingskandidat for det Radikale Venstre. 

Alligevel bor usikkerheden og angsten også i hende. Fordi hun er den eneste i familien, der ikke valgte scenekunsten, kan hun føle sig lidt udenfor i flokken.

"Nej, sådan har du da ikke haft det," siger Lone spørgende.

"Jo, det har jeg da. For eksempel, hvis vi sidder og taler teater, så føler jeg jo ikke, at min mening er lige så valid, eller at jeg har lige så meget tyngde. 

Selvom jeg reelt set kan vide lige så meget om det. Men jeg er kommet dertil nu, at jeg kan sige: Jamen så er der en masse andre ting, jeg kan bidrage med i forhold til samtalen, som alle de andre måske ikke ved særlig meget om. 

Det er er jo de ting, jeg arbejder med at gøre stærkere, mere tydeligere og mere præsente for mig selv," siger Maria.

"Jo, men det er jo ABC," siger Lone stille. Det giver sig selv. Det har aldrig været vigtigt for hende, at Maria skulle vælge skuespillet. 

"Jeg ved, hvor hårdt et fag det er. Kun hvis det går dig virkelig godt, kan du jo leve af det. 

Jeg har jo selv afstået fra en karriere, fra jeg var 50 år, fordi jeg måtte koncentrere mig om min søn Tomas. Og det har da haft alvorlige konsekvenser for mit liv, ikke mindst økonomisk, at blive stoppet så tidligt. 

Men der er ikke noget mærkeligt i, hvad Maria fortæller. Mennesker er jo for pokker så bløde som smør. Jeg forstår det utrolig godt," siger hun.

Hvor tætte er I?

"Lad mig sige det sådan, mine tre andre børn har jeg jo fået i den periode, hvor jeg selv både var skuespiller, instruktør, teaterleder, rektor for Statens Teaterskole plus, at jeg jo skulle tage mig af Tomas. 

Jeg var også meget væk, da jeg fik Maria, og under alle omstændigheder har mit liv altid været præget af Tomas. Men de to ældste har betalt den største pris. 

Jeg har kunnet nyde at have Maria, fordi hun jo i den grad var en efternøler. Vi har haft mulighed for at være mere sammen," siger Lone. 

"Jeg tror dårligt, man kan blive tættere som mor og datter, end vi er," siger Maria og Lone er enig og tager over:

"Maria hjælper mig. Hun er jo simpelthen min digitale hjerne og mine hænder, og hun er vanvittigt dygtig. Vi er meget nære, og så har vi jo, Gud være lovet, i vores familie samme humor. Det er en velsignelse, at vi ler af det samme og kan le af hinanden. Vi har en sort humor, meget sort," siger Lone.

"Der er meget få ting, vi ikke taler om," siger Maria.

"Vi kunne tale om dem i hvert fald. Hvis vi ville," siger Lone og lægger et velplaceret tryk på kunne.

Maria ler:

"Vi KUNNE tale om, hvis … Ja, det er rigtigt. Det er faktisk en meget, meget fin justering, den der. For jo, man er jo selektiv i det, man bringer op."

"Det er jo, som jeg siger. Maria er konservativ. Dertil og ikke længere," skyder Lone smilende ind. 

"Nej, men der er jo også ting, hvor det kan være omsonst at begynde at tale om. Fordi jeg sådan set godt ved, hvad der vil blive sagt. Og så lader vi den ligge. Så kan der være andre ting, hvor det er rigtig vigtigt at tale sammen. 

At følge med, sparre og vide, hvad der sker i hinandens liv. Som min mor siger, så er hun oppe i årene. For eksempel skælder jeg ud, hvis hun ikke tager telefonen. Så er jeg rigtig tæt på at ringe til politiet," smiler Maria. 

Lone slår det lidt hen, og så opstår der endnu en af de små hastige og intense ordvekslinger, nogen ville kalde en diskussion. De ved, hvor de har hinanden, og derfor kan de prikke til, skubbe, drille og udfordre. 

"Jamen du ved, hvor løst det sidder på mig. Man ved jo aldrig, hvornår du lige pludselig ligger et sted," insisterer Maria.

"Nej, nej, det gør man jo ikke. Jeg tror da også, at jeg kommer til at dø alene," sætter Lone trumf på.

"Nej, det gør du da ikke. Specielt ikke hvis vi flytter sammen. Men det er jo en helt anden snak," kommer Maria lynhurtigt tilbage. 

Sætningen hænger et kort øjeblik i luften.

"Skal vi tale om det?" spørger Maria så sin mor.

"Det må du gerne tale om," siger Lone. Betoningen af du er ikke helt uvæsentlig her.

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

"Det er en af de ting, min mor ikke gider at tale om. Jeg har altid drømt om et familiekollektiv. Det er der ikke andre end mig, der har lyst til. Men jeg ville synes, det var vidunderligt," siger Maria.

Lone svarer drillende:

"Så skal du ind på Christiansborg og have fat i palæet."

Sådan kører endnu en lille verbal armlægning mellem de to. Maria er begejstret, Lone er mere forbeholden. Hun er slet ikke færdig med at gennemtænke konsekvensen af sådan en beslutning, der har en note af noget overgivelse i sig. 

"Jeg er ikke et menneske, der skal beskyttes. Jeg er ikke offer. Det er det, jeg mener," siger Lone.

Hun vil ikke ligge nogen til last. Hun vil selv handle, før det sker. Og kunne stå ved sin beslutning. 

Moderskabet

Vi skal have noget frokost, selvom Lone ikke er sulten. Da vi sidder ned med sandwich og vand, taler vi om Beirut.

Her boede og arbejdede Maria i næsten 10 år, før hun igen vendte hjem til Danmark. Maria elsker Beirut. Det er her, hun og manden Wissam stiftede familie. Hun har tre børn. To levende – Hana Rose på syv og Liam på 11. Og Hady, den søn, hun mistede som helt nyfødt for ti år siden på grund af en medfødt dødelig sygdom. 

Sorgen farver alle de refleksioner, hun i dag har om at være mor. 

"Det bliver forstærket af at miste et barn, vil jeg sige. Det er jo noget, der er så helt unaturligt, ikke? 

En ting er, at man selv får en dødsangst. Som nok er mere udpræget hos mig. Der er så mange flere scenarier, der hele tiden er i spil i mit hoved. Fordi det kunne ske. Fordi alt så kan ske. Det er helt klart noget, jeg har kæmpet med, siden jeg mistede Hady," fortæller hun.

"Ja," siger Lone. "Det var en kæmpestor sorg. At I kom igennem det, forstår jeg næsten ikke."

Der opstår en pause i rummet. Den sidder vi lidt i.

Hvordan forandrede moderskabet Maria, spørger jeg, og vi smiler sammen af ordet – MODERSKAB – der lyder så højstemt, når man siger det højt.

"Noget med generationer. At give slip på noget barndom og ungdom. En forunderlighed over, at man selv er mor. Jeg kigger på noget, jeg selv har skabt, og som ligner en så meget. 

Det er en erkendelse af, at man selv har en naturlig udløbsdato, ikke?" siger Maria.

Lone har ikke sagt så meget, mens Maria har talt. Jeg spørger, hvad hun tænker om Marias refleksioner?

"For mig har det største været at få børn. Men dengang havde børn jo ikke samme placering som i dag. Overhovedet ikke. Jeg synes, det er den største oplevelse, jeg har haft i mit liv. Men jeg har aldrig givet mine børn det fokus," siger Lone.

Hun ser det som en generationsforskel. At hendes generation bed tænderne sammen og klarede det. 

"Man satte slet ikke tanker i gang om sig selv på samme måde, som man gør i dag. Hvad føler jeg nu? Hvad føler jeg ikke? Man gjorde tingene, og det var det, man gjorde," siger Lone.

Bramfri og filterløse

Maria har både en søn og en datter. Hun er i sit job i Sex & Samfund engageret i det kønspolitiske. Betyder det noget for hendes tanker om i fremtiden at skulle sende sin datter ud i verden som ung kvinde?

"Det tænker jeg over, men jeg tænker mindst lige så meget over, at jeg skal sende min søn ud i verden. Jeg er meget opmærksom på, hvad det er for nogle forskellige udfordringer og spejlinger osv., de skal igennem begge to. 

Hvordan de manøvrerer i det. Fordi der er i den grad også udfordringer ved at skulle være mand i dag," siger hun.

"Forfærdeligt," siger Lone. "Jeg ville nødigt." 

Lone forstår ikke Metoo. Hun er enig i nødvendigheden af en forandring, at Sofie Linde var modig, og at det var godt, hun holdt den tale. Ingen tvivl om det, men hun synes, at alt bliver gjort på en skidt og hævngerrig måde med en folkedomstol, der dømmer krænkerne.

"Hvad med at have givet dem det gule kort og sagt: Nu vil vi ikke finde os i det mere? Og hvis I gør det, så går vi til politiet med det," spørger hun.

De er ikke enige. Maria rækker diplomatisk hen over en tydelig generationskløft og siger:

"Hvis jeg skal prøve at komme alle lidt i møde her. 

Jeg tror, mentaliteten passer til sin tid. Omkring køn, identitet og værdidiskussioner kan selv min egen generation blive forvirrede og tænke: Hvad er det her? Men det kan de yngre generationer godt finde ud af. 

Det er ikke kompliceret for dem."

Kan de overskride hinandens grænser? 

"Ja!!" siger Maria og Lone i kor. "Og andres grænser."

"Både du og jeg er noget mere bramfri eller filterløse. Der kan mine søskende synes, at det her har vi ikke brug for at høre om, eller det er for mærkeligt. Men så synes de alligevel, det bliver sjovt, fordi det ender i noget komisk!"

Men Maria og Lone kan godt køre ud ad en tangent, hvor en diskussion bliver til et skænderi, fordi de begge meget gerne vil have ret.

"Vi interesserer os for samfund og politik. Og så kan man jo hurtigt komme op og diskutere. Og lige pludselig, så kan vi ende i en diskussion om noget, som vi egentlig overhovedet ikke har nogen aktier i. 

Hvis jeg så prøver at nuancere nogle ting, kan det jo få dig til at se totalt rødt," siger Maria.

"Jamen jeg er et vildt menneske," forklarer Lone.

"Ja, du kan nogle gange trække nogle pointer lidt for langt," siger Maria.

"Hvad mener du? Vittigheder?" spørger Lone og får øjeblikkeligt Marias smilehuller aktiveret.

"Nej, du fortæller ikke vittigheder, men du er rigtig sjov. Ikke altid med vilje," siger hun.

Lone holder en kunstpause og så kommer det:

"Ja, men det kan I jo ikke vide … Husk! Jeg er skuespiller!"