Lisbeth Østergaard græd i pauserne på optagelse: ”Det meste af tiden var det ikke særlig sjovt”

Mit første skoledag

– Jeg husker den svagt og nok mest på grund af billeder fra dagen, hvor jeg står i blåternede bukser og en rød polo med min blå Jeva-taske. 

Jeg ligner en dreng, fordi mit hår er helt kortklippet med en lang tot i nakken.

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Jeg er født i Herning, men da jeg var fire år, flyttede vi til Horsens, og derefter til Silkeborg, da jeg var otte. Jeg havde det fint i skolen, og jeg husker den tid som meget fri. Det var min opgave at hente min lillebror i børnehaven, og når vi kom hjem, brugte jeg meget tid på at lege med de andre børn på vejen.

Da vi flyttede til Silkeborg, købte mine forældre en tankstation, og vi boede ovenpå, så der var altid nogen hjemme, fordi de begge to arbejdede der. 

Det var sådan en stor tankstation, der havde værksted og vaskepladser, og hvor min mor og far kunne vejlede i at sælge vinduesviskere og motorolie. Da jeg var 13 år, begyndte jeg at arbejde på værkstedet som fejedreng, og senere stod jeg bag disken. Vores stue lå ovenpå vaskehallen, så når vi havde gæster, spurgte de, hvad det var, der rumlede? 

Nå, det var bare fordi, maskinen var ved at tørre.

Mit første hjem

– Jeg flyttede fra Silkeborg til Aarhus, fordi jeg fik job på en radio, der hed radio Columbus, og der fandt jeg en kælderlejlighed i Vestergade lige midt i byen. 

Når jeg tænker tilbage på den i dag, kan jeg nærmest ikke tro, at det var lovligt at bo der. Der var en stue, et lille køkken og et lille badeværelse og så stengulv, fugtige vægge og skodder for vinduerne. I dag er jeg glad for, at der ikke skete noget, for så havde det været umuligt at komme ud. 

Det var et forfærdeligt sted, men jeg var pavestolt, da jeg flyttede ind, og jeg blev så sur på min mor, da hun tillod sig at spørge, om jeg nu var sikker på, at jeg virkelig ville bo der. Følelsen af at have mit eget var så fed. 

Jeg boede der ikke særlig lang tid, så flyttede jeg til København.

For to år siden flyttede vi så til Aalborg, hvor min mand kommer fra, fordi vi gerne ville tættere på familien. Min far døde for nogle år siden, og han var rigtig syg af Parkinsons inden. Når de ringede fra plejehjemmet, hvis han var faldet, så virkede det bare latterligt, at jeg overhovedet skulle overveje, om det nu var så galt, at det var en tre timers køretur værd at besøge ham. 

Ved at flytte tættere på vores forældre kan vi være der mere for hinanden.

Mit første tv-program

– Jeg blev vært på 'Zulu Djævleræs' i 2007, og jeg vidste på ingen måde, hvad det krævede. 

Jeg blev ringet op og spurgt, om det ikke var mig, der godt kunne lide biler, og det var jo rigtig nok. På det tidspunkt lavede jeg TV2 Radio, men jeg sagde ja til en prøvefilmning, og så stod jeg der på en parkeringsplads med en række cue cards i hånden og anede ingenting. 

Klip til at jeg fik jobbet og stod på Nysumbanen sammen med alle de kendte mennesker, der skulle køre ræs. 

”Du skal bare gøre som på parkeringspladsen,” sagde de til mig, men jeg anede vitterligt ikke, hvad jeg lavede, og der var ingen, der guidede mig, så det hele ramlede for mig. 

Jeg havde slet ikke selvtilliden til at stå i den rolle, så det meste af tiden var det ikke særlig sjovt. Selvfølgelig var nogle af optagelserne fede, men jeg kan huske, at jeg græd i pauserne, så jeg måtte få lagt ny makeup flere gange. På den måde er jeg virkelig selvlært. Jeg blev bare sparket ud i det og følte mig virkelig på dybt vand. 

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Med tiden lærte jeg at finde min egen ro i rollen som tv-vært, og så blev det at lave tv noget af det fedeste.

Mit første møde med Ralf

– Jeg var på Ibiza sammen med en veninde, og dernede mødte vi nogle fyre, hvor den ene siger, at han har en ven, som lige er noget for mig. 

Han hedder Ralf, er pædagog og bor i Aalborg. Glem det, glem det, glem det. Men så så jeg et billede af ham, og han så alligevel meget sød ud. Da vi kom hjem fra Ibiza, mødtes vi alle sammen igen, også Ralf, og så har vi været sammen lige siden.

Efter det første møde tog han tilbage til Aalborg, men skrev så samme aften til mig, at han faktisk havde ferie en uge endnu. Det havde jeg også, og så kom han tilbage. 

Derfra brugte vi hele ugen sammen, og han mødte endda min far, som kom på besøg. I den uge fik vi også vores første fælles tatovering. Ham en smølf på låret og mig Smølfine. 

Det er jo simpelthen så dumt, men alligevel ret sjovt. Ralf er så rolig og sindssygt dygtig til sit arbejde, og det, synes jeg, er enormt tiltrækkende. Og så er han en fantastisk far. Vi elsker at tage ud at spise på gode restauranter sammen, men vi er virkelig dårlige til at prioritere tid til bare os to. 

Til gengæld er vi gode til at åbne en flaske champagne i hverdagen, og så finder vi lige et frirum der.

Mit første barn

– Det var en kæmpe omvæltning at blive mor til Viggo. Han havde kolik, så det var helt forfærdeligt, og du kan finde mange interview, hvor jeg siger, at han bliver enebarn. 

Det kom bag på mig med alt det praktiske, der fulgte med at få et barn. Bare at komme ud af døren er jo helt sindssygt med pusletaske, mælkepulver, sutteflasker, en maskine til at skolde flaskerne og bleer. Det er den største løgn, når folk siger, at man bare kan tage sit barn under armen og gå ud ad døren.

Jeg har egentlig aldrig haft en drøm om at blive mor. På et tidspunkt var jeg faktisk ret sikker på, at jeg ikke skulle have børn. Det mest usexede, jeg kunne se, var sådan en stor Volvo stationcar proppet op med Disney-solskærme, babymos og beskidte bleer. Jeg tænkte, at de mennesker måtte kede sig sygt meget. 

Men så mødte jeg Ralf, som heller ikke havde børn, og fordi vi mødte hinanden ret sent, havde vi ikke særlig lang tid til at tænke over, om vi skulle have børn, og så kom vi frem til, at det ville vi alligevel gerne. Og det snedige er jo, at mennesker er indrettet sådan, at vi glemmer alt det hårde med tiden, og derfor bestemte vi os også for, at Viggo selvfølgelig skulle have en søskende, og så kom Carlo.

Min første virksomhed

- Efter at have lavet tv og radio i mange år er jeg nu blevet min egen virksomhed, og uden at det skal lyde forkert, sælger jeg primært mig selv. 

Det er ikke noget, jeg har haft en plan om, for jeg er typen, der nærmest ikke engang ved, hvad jeg skal i morgen, så det er egentlig bare kommet lidt af sig selv. Jeg ved jo ikke, hvor lang tid den her influencer-branche holder, og nogle gange kan jeg da godt sidde og tænke, at jeg ikke har noget at lave, selvom jeg godt ved, at der så kan komme rigtig mange opgaver måneden efter. 

Men sådan var det jo også, da jeg lavede tv. Der er du også kun fed, til du ikke er det mere, det bestemmer du ikke selv. Det kan godt være hårdt, for du bliver jo ikke altid ansat på dine papirer, eller det du kan, men derimod på din personlighed, og når det så er slut, er det også det, du bliver fyret på, og det kan være svært ikke at tage personligt. 

Det har jeg i hvert fald gjort.

Der er nogen, der spørger, om jeg er stoppet helt med at lave tv, men jeg vil da gerne lave noget, hvis der kommer noget. Jeg tror bare, at jeg har haft min tid, og det har jeg fundet mig til rette med. 

Jeg har nydt det og haft det sjov, og jeg føler mig pisse heldig med alt det, jeg har lavet gennem tiden. Det er fantastisk at se tilbage på, men nu laver jeg noget andet, som jeg også er virkelig glad for, fordi det er sjovt, og det giver mig en frihed. Det er fantastisk, at jeg kan hente mine børn tidligt og køre dem til sport, selvom det allerede starter kl. 14.30. 

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Lige nu hvor mine børn er små, er min vigtigste valuta tid sammen med dem, og de kan heldigvis stadig godt lide, at jeg er med, når de spiller ishockey, så indtil den dag de synes, det bliver pinligt, at jeg er der, bruger jeg gerne en masse timer i en skøjtehal.

Min første store sorg

- Min farmors søster var en ekstra bedste for mig. Hun havde ikke selv børn, så hun tog sig meget af mig og min lillebror. Hun døde, da jeg var ung teenager, og det er en svær alder at forstå sorg i, så det var virkelig hårdt, fordi jeg var så tæt knyttet til hende. 

Det vilde er, at jeg siden har været i kontakt med hende i en seance med en clairvoyant. Det var Ralf og mig, der prøvede det sammen, og vi oplevede begge to, at der kom en person igennem til os, som vi havde mistet, og til mig var det så min gammelbedste, som vi kaldte hende. 

Hun sagde sådan nogle små ting, som overbeviste mig om, at det var hende. Nogle detaljer om en særlig slikskål, hun havde, og om jeg stadig genbrugte mine gamle gavebånd. Hun sagde også, at hun syntes, jeg kunne blive bedre til at holde orden, og at jeg var lidt sløset i min opdragelse, men at hun var glad for, at jeg havde fået drengene.

Vi havde set den her clairvoyante i et tv-program og syntes, at det kunne være meget sjovt at prøve, og så blev det den mest syrede oplevelse. 

Bagefter småløb vi nærmest hen til en café, hvor vi bare sad og kiggede ud i luften uden at sige noget, så rystede var vi.

Min første tatovering

- Lige da jeg fyldte 18 år fik jeg lavet et iturevet hjerte på min balle, men jeg har siden fået lavet en cover up på den, fordi den ikke var så pæn. 

Jeg synes, at tatoveringer giver et personligt udtryk, og jeg er blevet lidt afhængig af dem. Jeg har lige fået lavet en stor påfugl på ryggen, som symboliserer vigtigheden af at sprede vingerne ud. 

Nogle har jeg valgt, fordi de bare er flotte, mens andre har en særlig betydning. Jeg har en japansk vinkekat, der betyder held og lykke, en indianer, der symboliserer min indre indianer og en sløjfe for mit mellemnavn Andersine, der kommer fra min oldemor. 

Jeg har også mine to drenges navne, Viggo og Carlo, hvor Carlos er tegnet op med hans egen skrift. Jeg ved ikke, hvor mange jeg har, fordi nogle af dem flyder lidt sammen, men et bud vil være 30. 

Jeg kan huske, at da jeg var med i 'Vild med dans' i 2007, var Thomas Evers Poulsen meget bange for, at folk skulle synes, at jeg var sådan en rockertøs, så i de første programmer var mine tatoveringer dækket med sten, og jeg havde lange handsker på.

Jeg kan godt forstå, hvis andre lægger mærke til dem, men jeg ser dem ikke selv mere. De er bare en helt naturlig del af mig.