Cecilie og Glenn fra Stranded on Honeymoon Island Danmark.
Foto: Snowman Productions
"Honeymoon Island"-Glenn åbner op: Boede på børnehjem
Det var for Glenns egen skyld, at han ikke fik ADHD-diagnosen som barn.
De fleste par kender hinanden rimelig godt, når de tager på bryllupsrejse, men det er ikke tilfældet i datingprogrammet "Honeymoon Island".
LÆS OGSÅ: Tv-stjerne med i international skønhedskonkurrence
Her skal fire par nemlig først lære hianden at kende, da de ankommer. I programmets tredje afsnit, som kan ses i dag, kommer parrene dog et spadestik dybere i forhold til hinanden.
- Jeg har ADHD, som gør, at min krop kan blive rastløs, begynde at gøre ondt og føles ubehagelig, så har jeg brug for at komme op og bevæge mig og lave noget, forklarer 29-årige Glenn til Cecilie i programmet, da hun spørger ind til, hvorfor han har været oppe tre-fire gange om natten.
Børnehjem og psykopat-far
ADHD-diagnosen har han egentlig fået konstateret som barn, men først fået diagnostiseret som 24-årig. Ifølge ham selv er det blandt andet på grund af sin turbulente opvækst, at han først fik diagnosen sent. Det fortæller han til HER&NU.
- Jeg er vokset op med en biologisk far, som er blevet diagnostiseret psykopat. Det har gjort, at jeg er vokset op på børnehjem, fordi jeg blev fjernet hjemmefra. Min mor skulle kæmpe mig hjem igen, hvilket hun formåede at gøre, for hun er rigtig god, fortæller Glenn og fortsætter:
- Så da jeg var yngre, har jeg været i kommunens søgelys i forbindelse med alt det her med ham, og så røg jeg ud i noget plejefamilie, men boede stadig hjemme hos min mor også.
- Min mor fandt en mand, som jeg kalder for min far i dag og er meget glad for, og som hun stadig er gift med. De kunne ligesom begynde at se, at nogle af de mønstre, jeg gjorde, var anderledes. Og de folk jeg hang ud med - jeg var tiltrukket af det her ballademiljø, fortæller han.
LÆS OGSÅ: Beskyldt for snyd i "Nybyggerne"-finalen: Nu svarer de
Glenn syntes på det tidspunkt, det var spændende at gøre ting, han godt vidste, man ikke måtte og hænge ud med folk, der havde det på samme måde.
- Så da min mor og papfar tog mig til lægen, kunne de godt se, der var noget, men med den fortid jeg havde, ville de ikke proppe det her stempel på mig, for jeg var ikke ved at blive smidt ud af folkeskolen, men jeg var kommet hjem på en tænker fra folkeskolen, fortæller han og fortsætter:
- Så jeg var begyndt at blive en af de der ballade nogle. Så lægen var bange for at putte det her stempel på mig, for så røg jeg i specialskole, og det var ikke det, jeg skulle. Så der lukkede de den ned.
Som voksen fik Glenn dog diagnosen, og den dag i dag ser han det mere som en styrke end en sygdom, og det er en stor del af den, han er som person.
Hun måtte ikke misforstå
Derfor var det også vigtigt for Glenn at fortælle Cecilie om sin diagnose, fordi der hurtigt var ting, som kom til udtryk på grund af diagnosen, og det var vigtigt for Glenn, at hun ikke misforstod hans signaler.
- Jeg lytter mest, når det ligner, at jeg ikke lytter. Når jeg kigger én i øjnene, så kan man være 100% sikker på, at jeg zoner ud og ikke er til stede. Hvis jeg sidder og kigger lidt rundt på alle andre ting og piller ved ting, så er jeg faktisk til stede i samtalen, siger Glenn og fortsætter:
- Det er anderledes end for en gennemsnitlig person, så jeg syntes at det gav mening at dele det med hende, så hun ikke følte at jeg var uinteresseret.
