Mette Marie er nået til en vigtig erkendelse som mor: 'Ud af det blå kom følelsen, jeg havde savnet'

Jeg syntes, det var meget sværere at være mor til små børn, end jeg havde regnet med. Jeg syntes, det var enormt kedeligt at skulle lege med legetøj, og jeg var konstant bange for, at mine tvillinger, som (det ligger til racen) var nogle små skravl, da de kom ud, skulle stoppe med at trække vejret. Man bliver lykkeligere af at få børn, helt sikkert - men man bliver dæleme også mere ulykkelig. It’s a roller coaster!

Jeg gjorde stadig alt det, jeg følte, jeg burde, og i dag tænker jeg ærligt talt, at de ikke ville have taget skade af at se lidt mere Gurli Gris, så jeg kunne have fået nogle pauser.

En dag nåede jeg til et punkt, hvor jeg erkendte, at det at være MOR ikke var helt præcis som det, jeg havde drømt om, siden jeg selv var lille. Sådan er det nok for de fleste mødre. Den oplevelse, det er at elske et andet menneske så fuldkomment, som man gør sit barn - og samtidig ikke elske alt ved det liv, barnet førte med sig. At have billedet af sit barn (eller børn) klistret fast på indersiden af alle de tanker, man har, og samtidig synes, at stort set alt omkring det er enormt besværligt, kedeligt, hårdt. Den mængde af RÅ, USPOLERET KÆRLIGHED, man åbner op til - kommer sammen med tvivl, frygt og dårlig samvittighed.Oplevelsen af at blive og være forælder er ens – og absolut forskellig – for alle, men fælles er det, at man ikke ved, hvordan det føles, når man ikke har prøvet det, og man kan jo ikke forberede sig på noget, man ikke kan begribe, før man har prøvet det.

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Jeg havde vænnet mig til, at det var sådan, det var, og jeg ville ikke bytte det for noget i verden! At møde det allerbedste menneske, jeg nogensinde har kendt, og så få lov at få børn sammen med ham, er det største af alt. At elske de unger på den måde, jeg har gjort, fra da jeg tissede på en pind i sommeren 2013, er det mest bevidsthedsudvidende og altoverdøvende, jeg nogensinde kommer til at opleve. Og jeg er og var usigeligt taknemmelig!

Og netop, som jeg havde vænnet mig til, at livet som mor var vidunderligt OG svært og hårdt og besværligt … så blev det … NEMT! 

PUF!

Nærmest ud af det blå kom følelsen, jeg altid havde savnet, af, at jeg GODT ved, hvordan man gør! Og at jeg HAR den der ‘mavefornemmelse’, som de snakkede om på neonatal-afdelingen, jeg skulle lytte til, hvor jeg til sidst grædende udbrød, at min mave altså kun taler om Nutella og bearnaise. Nu synes jeg pludselig, det er vildt nemt at være forælder! Og jeg synes (helt ægte) at jeg er GOD til at være mor. Og det er af åbenlyse årsager en stor glæde. Men også en lettelse, for så kunne jeg jo faktisk GODT finde ud af det. Vi har jo bare forskellige spidskompetencer og interesser, og man har sjovt nok stadig en personlighed, når man bliver mor.

Jeg elsker at hænge ud med mine unger, vil enormt gerne lære deres venner at kende, og jeg kan mærke, at jeg for alles skyld skal have et vågent øje på ikke at svinge over i Mrs. George (fra filmen ”Mean Girls”, red.).

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

Og selvom det nu pludselig i tiltagende grad er mig, der bejler for deres opmærksomhed, tør jeg også godt sige om mig selv som mor, at jeg ikke er bange for at sige nej og være upopulær. For jeg kan mærke i maven, som jo har udvidet sit vokabular, at jeg tør stole på min fornemmelse. Og selvom jeg elsker at se film og lave sjove ting med dem, hvor vi kan mødes på midten, er jeg samtidig meget bevidst om, at jeg ér moren, og det er et ansvar, jeg er meget stolt af og nu helhjertet kan sige, at jeg hviler i. Og det er usigeligt vidunderligt - oven i al kjærligheden!

Måske var det børnenes alder, der gjorde udslaget - måske var det min. Måske er nogle mødre meget bedre i den ene ende af opgaven, mens andre brillerer i den anden.

Et er sikkert: Ingen af os kan alt, og så må man låne. Og derfor er det godt at læne sig ind i andre mødre, bedstemødre, svigermødre og nabomødre. For selvom følelser føles enormt unikke, så er det altid stensikkert, at en anden har følt dem også.