Marie Kolding Lund har fundet det mest geniale hårserum, som giver smukke bølger helt uden styling
Makeup hører til de særlige øjeblikke for forfatter Marie Kolding Lund – og gør dem kun mere nydelsesfulde. Til daglig holder hun det enkelt, men sværger til sin serum, der med få kram skaber bølger i håret, sin yndlingsduft og sin nye og overraskende kærlighed til gel lak.
Min morgenrutine består af … at stå op tidligere, end jeg bryder mig om.
Helst klokken 5.50. Så har jeg en time til at træne eller skrive i, inden min hjerne vågner og kommer med dårlige forslag. Enten til at jeg kan udsætte træningen, eller den bliver for logisk til, at jeg kan skrive frit.
Det er en evig kamp. Jeg kan kun nå en af tingene. Det kommer an på, hvor jeg er i min skriveprocess. Hvis jeg skriver på noget nyt, er morgentimen nødvendig. Så sidder jeg i halvmørke og skriver i min notesbog.
Når resten af familien er ude af døren, går jeg en tur med hunden. Bagefter laver jeg en kop te og så starter arbejdet ved computeren.
At pleje min hud betyder for mig … at have en lille følelse af kontrol, når jeg selv gør noget for at holde den pæn. Men det er minimalt, hvad det bliver til.
Jeg ville egentlig gerne skrubbe og lægge ansigtsmasker, men når det kommer til stykket, vil jeg hellere lægge mig på sofaen og læse en bog. Måske man kunne kombinere det.
Jeg lægger makeup, når … jeg er festligt stemt. Aldrig om morgenen. Hvis jeg skal noget senere på dagen, nøjes jeg ofte med at tage lidt læbestift på. Men hvis jeg skal ud at spise eller drikke en cocktail, så kan jeg godt lide at lægge lidt makeup.
Så føler jeg mig også mere fin, fordi jeg ikke bruger det til daglig.
Min makeuprutine er … øjenskygge, mascara, blush og highlighter. Og en smule farve på brynene. En sjælden gang imellem lidt eyeliner. Og så et lille pift parfume på tøjet eller i håret.
Jeg plejer mit hår med … shampoo og balsam fra et hotel – i øjeblikket fra Hotel Sanders. Jeg kan godt lide at købe produkter fra et hotel, jeg har besøgt. Så får jeg fornemmelsen af at bringe rejsen med tilbage til hverdagen.
Hvis jeg turde, ville jeg ændre … ingenting. Men det kunne være sjovt igen at være blondine med brune øjne, som da jeg mødte min mand for 25 år siden. Det med håret kommer helt af sig selv med tiden, og så kan det være, at jeg må have fat i nogle brune kontaktlinser.
Når jeg kigger mig i spejlet, glæder jeg mig over … mit mørke hår. Jeg nyder det, så længe det varer. Og så må jeg jo se frem til at få lyse lokker igen.
Hvis jeg kunne sige én ting til mine medsøstre, ville det være … du er meget smuk netop nu. Hver gang jeg ser tidligere billeder af mig selv, synes jeg, at jeg var meget pænere dengang. Det er jo fjollet. Lige om lidt er nutiden jo fortid. Vi kvinder er alt for kritiske over for os selv.
Den bedste duft for mig er … gule roser, saltvand og Chanel. Coco Mademoiselle Eau De Parfum fra Chanel er min absolutte yndlingsparfume.
Jeg lytter til denne sang, når jeg skal have smilet frem …”No Ordinary Love” af Sade. Jeg får en hel særlig, nærmest lykkelig fornemmelse, når jeg hører denne sang. Den minder mig om at ligge sammen med min veninde i mørket i en lun lagune på Koh Samui og kigge ind på stranden. Følelsen af at være fuldstændig fri og endnu ikke vide, at et stort dykkereventyr ligger forude og venter på os.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at … trække vejret og sige til mig selv, at det snart går over.
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af min mor, og det var, at man aldrig skal sove med makeup på. Jeg husker ikke rigtig ellers at have fået deciderede skønhedstips, men jeg holdt meget af at drømme mig væk i Vogue, da jeg var yngre, så måske jeg har samlet nogle op der – helt ubevidst.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden er … min italienske tandpasta. Den smager uforklarligt, og jeg købte den af nød, da min kuffert forsvandt, da jeg skulle til Cervinia. Jeg kan ikke lide at smide ting ud, de skal bruges – og det er en stor tube.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … husk nu den solcreme og drop faktor 8. Men udover det tror jeg faktisk, at mit unge jeg burde give mig skønhedsråd. Jeg havde mere styr på det dengang.
Luksus for mig er … at få mad serveret. I vores familie er det mig, der laver mad, fordi jeg har mest tid. Men jeg er elendig til at multitaske, så det stresser mig helt vildt. Jeg er meget taknemmelig, når andre har lavet et måltid til mig.
Hvis jeg kunne ændre én ting i 2026, ville det være … selvfølgelig at få styr på verdensfreden og klimaproblemerne. I det mere navlepillende; at få mere ro i mit kaotiske hoved.
Nutidens skønhedsideal er … nogle sjove modpoler af påtaget naturlighed og ekstrem kunstighed.
Jeg føler mig smukkest, når … jeg har gjort mig umage. Når jeg har taget mig sammen og er hoppet ud af slasketøjet og har lagt lidt makeup. Så er der også en forventning om, at nu skal der ske noget spændende.
Det sted, jeg er i livet, netop nu er … at jeg er så glad for at min roman ”Dyk” er udkommet. Den har været længe undervejs. Jeg har en dejlig fornemmelse af, at mange ting falder på plads. Nu glædes jeg over at kunne arbejde på en ny bog. Og så har jeg en skøn familie.