Barnebarnets ord fik Ingjerd til at huske noget helt særligt i denne juletid

Dette er en kronik og repræsenterer forfatterens meninger.

Jeg har æren af at påberåbe mig titlen mormor. Desværre er jeg langt fra pensionisttilværelsen, så min tilstedeværelse som bedsteforælder er lidt begrænset. Men nogle gange får jeg det til at lykkedes.

Jeg skulle hente den lille pige i børnehaven, og så gik turen videre til en teaterforestilling. Jeg er altid ude i god tid, tidspessimist som jeg er, så vi kunne bruge al den tid, vi ville, til at snakke. 

Først skulle vi tage metroen, og så skulle vi videre med sporvognen. Mine logistikevner er ikke særlig udviklede, så det viste sig, at vi måtte vente ret længe på sporvognen i vinterkulden.

Ventetiden brugte vi til at improvisere sange om ting, vi så omkring os, vi fandt på historier, og vi talte bare om løst og fast. Vi nåede teatret med god margin, og alt var godt.

Næste gang jeg skulle hente hende, havde jeg lavet et lidt bedre forarbejde, når det kom til den offentlige transport, så overgangen mellem metro og sporvogn gik helt uden ventetid. 

Jeg var tilfreds, men det var mit barnebarn ikke. "Åååå, nu nåede vi ikke at vente, mormor!" sagde hun skuffet. Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente, men det er gået op for mig nu. 

Hun kunne lide ventetiden, fordi vi fyldte den med noget fint, noget der ikke var stress, noget der bandt os sammen.

Stress i juletid

Advent og december er ventetid. Jeg er desværre en af dem, der stresser den tid væk, nogle gange selvforskyldt, og nogle gange fordi det simpelthen er nødvendigt. Der er intet, der bliver gjort af sig selv.

Min førnævnte tidspessimisme har resulteret i, at jeg har måttet vente meget. Jeg synes, jeg er for sent ude, hvis jeg kommer præcist på klokkeslettet. Det har betydet, at jeg har fået læst mange bøger eller strikket mange par sokker, mens jeg har ventet. Ligesom mit barnebarn kan jeg egentlig godt lide at vente. Der kan jeg bruge tid på ikke de mest nødvendige ting, men jeg kan gøre ting, jeg kan lide. Ventetid oplever jeg som fritid.

Jeg tænker meget over, hvordan jeg kan fylde ventetiden frem til jul med noget godt. Nu har den barnlige glæde ved julen jo lagt sig lidt med årene, så nu kan jeg tillade mig at vente uden de alt for store forventninger. Det kan jeg godt lide, for jeg har et anstrengt forhold til forventninger, for der er altid nogen, der bliver skuffet.

Min ventetid frem til jul har jeg lyst til at bruge på taknemmelighed (jeg ved ikke, om jeg får det til at lykkedes). Selvom der er meget at sætte fingeren på og meget, som ikke er helt, som jeg havde ønsket mig, så er der alligevel en hel del, der er i orden. 

Når jeg reder sengene op til familien, som kommer, skal jeg være taknemmelig for, at jeg har familie, og at jeg har sengetøj. Når jeg bager den ene slags småkage, jeg kan, skal jeg takke for, at alle i familien kan lide den og tåler både pistacienødder og mandler.

Når jeg prøver at finde den rigtige størrelse i børneafdelingen, skal jeg takke for, at der er et barn at give det til, og når jeg pynter juletræet, skal jeg takke for, at vi stadig kan holde hinanden i hænderne og synge gamle sange igen. 

Jeg slipper for at vente på bomber og missiler, jeg slipper for at vente på mad og medicin. Jeg får lov til at vente på noget godt. 

Tak!

Artiklen er første gang bragt hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.