-
Janni Ree i ny stor satsning
-
SE VIDEOEN: Janni Ree skræmt fra vid og sans
-
Janni ramt af alvorlig sygdom: Hoster blod op
-
Nu sker det endelig: Janni og Karsten sammen igen
-
Mere på vej: Linse vender tilbage til krimiuniverset
-
Tilbage på tv: Linse Kessler havde ét krav til produktionen
-
Taler ud om ”Vild med dans”-brandert: Jeg prøvede at stoppe Janni
-
Janni Ree under kniven igen: Se forvandlingen her
-
Linse overraskede Janni: Viste sin kønsbehåring på storskærm
-
Kendt tv-mand: Her er Linse Kesslers hemmelige date
-
Får Janni og Linse samme løn for nyt tv-program? Nu svarer de
-
Slikker sol med Jeppe i Mexico: Jannis badejern
Flemming Østergaards kamp: Jeg giver ikke op
Flemming Østergaard mistede sin hustru, Inge, til Alzheimers sygdom. Nu kæmper han videre for værdighed og bedre pleje til demensramte.
Fem år efter hun fik diagnosen Alzheimers, mistede Flemming Østergaard i april sin hustru Inge. Han var ved hendes side til det sidste, og i Inges ånd fortsætter han nu den kamp for værdighed og pleje til demensramte, som han af bitter erfaring ved, bliver svigtet af politikerne og en presset ældrepleje.
Artiklen fortsætter under videoen:
Uanset hvor tyndslidt han har været undervejs, har den 82-årige erhvervsmand hver dag startet med at give sit spejlbillede en peptalk på badeværelset: ”Det skal fandme være en god dag”. Det er også titlen på hans nye bog, hvor han fortæller deres historie i håb om at hjælpe andre i samme situation.
– Jeg gør meget ud af at sige, at jeg ikke er Alzheimer-specialist. Jeg skriver om de oplevelser, jeg har haft. Og fra første gang, jeg begyndte at fortælle om det i opslag på Facebook, har jeg fået reaktioner. Både kommentarer og private beskeder. Folk i samme situation fortæller, at de har oplevet det samme gange 10. Det er hjerteskærende. Det er helt klarlagt, hvordan man bedst hjælper demensramte. Man skal hurtigt til udredning og i eventuel medicinsk behandling, men alligevel er der op til et års ventetid på det, siger Flemming Østergaard.
Han påpeger også vigtigheden af, at det er det samme personale, de syge møder.
– Den første måned havde vi besøg af 28 forskellige plejere. Og sådan kunne jeg desværre blive ved, fortæller han under interviewet i sit nye hjem i Skodsborg nord for København.
Artiklen fortsætter under billedet:
Lejligheden, der var valgt, fordi den er mere handicapvenlig end deres nærliggende, gamle hus, nåede Inge ikke at bo i. Hun blev for dårlig og måtte meget mod hans vilje på plejehjem.
Meget berørt
Flemming blev selv indlagt med en infektion kort efter Inges død, men han er ved at være på højkant igen. Dagene på hospitalet gav ham tid til refleksion.
– Jeg har været i tvivl om, hvor åben jeg skulle være. Det er flere tusinde, som har skrevet til mig. Jeg bliver meget berørt. Indimellem tror man jo nærmest, at det, de fortæller, er løgn. At gamle Karl sidder i sin egen afføring klokken 14, selv om der skulle være kommet hjælp klokken 08.00. Eller Yrsa på 85, som kun kan blive vasket om onsdagen. Hvad fanden foregår der, spørger Flemming Østergaard vredt.
– Jeg kan mærke, at min åbenhed har skabt bevægelse. Det håber jeg, der kommer noget godt ud af. Inge er borte nu, men jeg holder ikke op. Jeg vil fortsat kæmpe for bedre forhold. Det gælder ikke bare for demensramte og pårørende. Der er heldigvis mange ting, vi kan rose vores sundhedssystem for. Vi har også oplevet mange positive ting, men kæden knækker gang på gang. Altså, at min kone i en demenstilstand, hvor hun ikke længere kan kommunikere eller gå, kan blive sendt alene afsted i en taxa fra plejehjemmet til hospitalet med en flænge i hovedet, det siger jo alt. Det må aldrig ske igen. Og derfor vil jeg blive ved med at råbe op, slår han fast.
Artiklen fortsætter under billedet:
Klar til aktiv
dødshjælp
Flemming Østergaard ønsker ikke at gå ind i selve debatten om aktiv dødshjælp, men han har truffet sin egen personlige beslutning, hvis han skulle blive ramt af demens og opgivet af lægerne.
– Mine børn har fået at vide, at i det øjeblik jeg ikke kan kende dem, eller bare ligger i en seng og stirrer ud i luften, så er der er kun en vej. Det er Schweiz eller Holland. Og så er det farvel, fordi det ikke er værdigt, slår han fast.
Artiklen fortsætter under billedet:
– Det er en følsom debat. Jeg ved, at
nogle mennesker opfatter aktiv dødshjælp som tyveri af liv. Den holdning deler jeg ikke. Jeg er meget afklaret, for det
kan ikke være værre aktivt at vælge livet
fra end at gå til grunde i et langvarigt og
udsigtsløst sygdomsforløb.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.