Tina Gylling Mortensen gør noget vigtigt for sine børnebørn: ”Det er en investering i fremtiden”

0-10 år (1956-1966)

Vild pige

– Jeg blev født på Frederiksberg som den midterste af tre søskende. 

Jeg havde en storebror, og da jeg var fem år gammel, fik jeg en lillebror. Min mor var sygeplejerske og min far ingeniør. Sammen med en arkitekt byggede de et hus i Rungsted, og der flyttede vi til, mens jeg stadig var helt lille. 

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Dengang var Rungsted meget anderledes, end det er i dag, der var åbne marker og langt mellem husene, og for mig føltes det næsten som at vokse op på landet. Jeg gik ikke i institution – det gjorde ingen af os børn – så vi blev bare sendt ud for at lege. 

Naturen kom til at betyde enormt meget for mig – der var skoven og vandet, hvor vi lærte at sejle – og den frihed og ro, der fulgte med, har jeg båret med mig lige siden.

Jeg var en ret stille og sky pige i begyndelsen, men med to brødre blev jeg hurtigt mere vild. Jeg fulgte efter min storebror overalt, og min lillebror fulgte efter mig. Vi lavede alle mulige dristige ting – kravlede ud ad gesimsvinduerne og over tagene og konkurrerede om, hvem der kunne dykke under flest både i havnen. Jeg var nysgerrig og frygtløs, og allerede som 10-11-årig havde jeg en stærk fornemmelse af, at jeg ville bestemme over mig selv. 

Mine forældre gav mig frihed, men lærte mig også ansvar. Jeg er opdraget til at danne min egne meninger og finde ud af, hvad jeg selv vil.

10-20 år (1966-1976)

Alene til Iran

– Som 13-årig fik jeg lov til at tage med to veninder på ferie til en ø i Kroatien, hvor vi boede hos en familie på øen hele sommeren. Det var helt vidunderligt, og det satte gang i en enorm rejselyst. 

Efter min studentereksamen tog jeg sammen med en veninde på en lang rejse bl.a. gennem Sovjetunionen og de halvautonome stater, der løber fra Uzbekistan tæt på Kina helt til Georgien ved Sortehavet, og videre til Iran. På det tidspunkt havde der lige været studenteruroligheder i Iran, så folk havde meget svært ved at forstå, at to unge nordiske kvinder rejste rundt og var turister. 

Vi var også i Afrika, og alle mine rejser har haft virkelig stor betydning for mig i forhold til at forstå andre mennesker og kulturer, så de har været meget afgørende.

Jeg lærte tidligt at læse, og allerede som teenager læste jeg bl.a. Dostojevskij og Hermann Hesse, og jeg blev fuldstændig opslugt af de verdener, jeg trådte ind i. Det var der, min forestillings- og indlevelsesevne blev formet. Det var nærmest en fysisk oplevelse for mig, når jeg læste. 

LÆS OGSÅ

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

Thea Ditlevs selvbillede krakelerede, da hendes kæreste pludselig fik udsigt til en højere løn. For hvordan bærer man ligestillingens fane, når lønsedlen altid vil sige det modsatte?

Jeg levede med i historierne, i karakterernes kærlighed, fejl og længsler, og sammen med mine veninder legede jeg alle historierne igen og igen. Det var gennem litteraturen, at jeg første gang mærkede, hvad det vil sige at være en anden, og der begyndte drømmen om at blive skuespiller. 

Som 19-årig søgte jeg ind på uddannelsen – og kom ind. På en måde havde jeg forberedt mig gennem alle de lege, hvor jeg fik lov til at være andre, og på skolen åbnede sig en verden for mig, hvor jeg kunne genkende den leg og fantasi.

20-30 år (1976-1986)

Startede eget teater

– Da jeg var i 20’erne, trådte jeg for alvor ind i verden som skuespiller. Da jeg søgte ind på skolen, troede jeg egentlig, jeg skulle lave film, fordi jeg havde set tusindvis af film og ikke særlig meget teater, men mens jeg gik der, blev jeg fuldstændig grebet af teateret. 

Det levende øjeblik, hvor alt sker foran publikum, skræmte mig i starten, men da jeg lærte at håndtere scenens angst, gav det mig et mod, at det var live. Det sætter tingene på spidsen, og du forsvinder ind i en kommunikation med publikum, som er fuldstændig unik.

Jeg havde dog svært ved at spejle mig i meget af det, der blev spillet dengang. Det virkede gammeldags, og jeg savnede et teater, hvor publikum mærkede skuespillerne noget mere, så kort tid efter jeg var færdiguddannet, skabte jeg Mammutteateret sammen med nogle andre skuespillere. Vi ville skabe et teater, der turde tænke anderledes, tage klassikerne op og gøre dem mere nærværende og tidssvarende. 

Vores første forestilling var 'Baal af Bertolt Brecht', som vi lavede i 1983. Siden spillede vi i alt fra gamle fabrikshaller til åbne scener og på teatre, hvor vi byggede store scener. Vi lavede alt selv. Jeg arbejdede virkelig hårdt i den periode, men jeg elskede det. 

På det tidspunkt trængte teateret til noget nyt, og vi kom med nogle på alle måder store forestillinger, som gik rigtig, rigtig godt. I dag føler jeg en enorm glæde og stolthed over, at vi sprang ud i det, og at det lykkedes.

30-40 år (1986-1996)

Ønskebarnet

– Min graviditet står som noget af det lykkeligste i mit liv. Jeg har altid gerne ville have børn, og jeg ville også gerne have haft flere, hvis ikke det havde været så svært. Jeg havde været gravid flere gange, så at få vores søn var det største, der kunne ske for os.

LÆS OGSÅ

Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?

Jeg var 35 år, da han blev født, og jeg elskede at være mor. Han er opdraget på samme måde, som jeg selv er blevet det – til at skulle tage et ansvar for sit eget liv og til selv at præge retningen. 

Min mand er også skuespiller, men ret hurtigt tog vi en beslutning om, at vi ikke skulle lave forestillinger samtidig om aftenen, så en af os kunne være hjemme hos vores søn og hans storebror, som min mand til min store glæde bragte med ind i forholdet. De har altid vidst, hvor vi arbejdede, og hvad vi lavede, og vi har prøvet at give dem en så almindelig hverdag som muligt. 

Jeg husker dog også tydeligt, hvordan vores mindste søn, da han var helt lille listede ud af sengen, når han hørte mig komme hjem ved 23- tiden. Så stod han der med lukkede øjne lige indenfor døren bare for at sig hej, så der har jo været et savn.

Og selvfølgelig er der fravær, og det er hårdt, når man går ud ad døren lige på det tidspunkt, hvor alle andre skal til at hygge sig om aftenen. 

Til gengæld var der så perioder, hvor jeg var meget hjemme, og der prøvede jeg virkelig at tage revanche og være fuldt ud til stede.

40-50 år (1996-2006)

Arbejdsglæden forsvandt

– På Mammutteateret arbejdede vi tæt sammen med instruktøren Henrik Sartou, som var helt usædvanlig, og som jeg fik et meget tæt forhold til. Vi lavede nogle meget vigtige forestillinger sammen med ham, som havde enormt betydning for teaterets udvikling.

Han døde desværre i 2005 på grund af sygdom, og det ramte mig dybt. For første og indtil videre eneste gang mistede jeg lysten til at spille teater. Jeg kunne se, at vi skulle videre i Mammutteateret, men jeg kunne ikke se hvordan. 

Jeg havde altid haft en fornemmelse af, hvor vejen skulle gå hen, men pludselig kunne jeg ikke se klart. Det var en kæmpe sorg, så jeg ventede bare på, at lysten ville opstå igen. 

Det føltes virkelig tomt og ubehageligt, og jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi egentlig lavede årene efter, men jeg kan huske følelsen af at gå og tænke på, hvad næste skridt skulle være for at redefinere os.

På et tidspunkt begyndte Nicolas Bro at skrive stykker til teateret. Jeg kendte ham fra Den Danske Scenekunstskole, hvor jeg i slutningen af 90’erne blev ansat først som konsulent for instruktøreleverne og siden som klasselærer. 

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Med ham dannede vi et nyt samarbejde, hvor vi fandt tilbage til noget af det, vi havde mistet – glæden ved arbejdet og følelsen af at skabe noget unikt sammen.

50-60 år (2006-2016)

At miste – og at holde i live

– I 2012 mistede jeg min far. Han blev næsten 88, og han døde på en smuk måde, hvor jeg talte med til det sidste. Det var frygtelig sørgeligt at miste ham, men samtidig føler jeg mig også meget privilegeret over at have så gamle forældre. Jeg har stadig min mor, som er 95 år og endnu så frisk, at hun bor i det hus, hun og min far byggede i 50’erne.

I samme årti mistede jeg også en anden vigtig person i mit liv – Jan Sonnergaard, der var forfatter og dramatiker og en god ven, vi også arbejdede tæt sammen med. 

Hver gang, jeg mister, stopper jeg op i en blanding af chok og sorg og tænker ”hvad nu?”, men jeg prøver også at bevare dem i mit liv på forskellige måder. For eksempel er vi en hel gruppe skuespillere og forfattere, der lige har mødtes på en café omkring 10-års-dagen for Jans død for at læse hans debutnovellesamling 'Radiator' op fra ende til anden.

60-70 år (2016-2026)

Flyvende farmor

– Noget af det mest fantastiske er, at jeg er blevet farmor. Det er jo dobbelt op på kærlighed at se sit eget barn få et barn. Man kan slet ikke forstå, hvor vidunderligt det er. 

Det er meget, meget rørende. Selvom min søn og svigerdatter bor i Wien, insisterer jeg på, at jeg vil følge børnenes opvækst og være tilstedeværende i deres liv, så lige så snart jeg har et par fridage, er det bare om at komme afsted. 

Det er en investering i fremtiden.

Næste år fylder jeg 70 år, og det er et tal, jeg har det lidt underligt med, fordi jeg stadig føler mig lige så kraftfuld og lige så nysgerrig på livet, som jeg altid har gjort. Mit arbejde tænder min energi, og selvom der er en tendens i dansk teater til, at de ældre skuespillere er røget lidt ud, så har jeg heldigvis stadig masser at lave. 

Jeg har altid haft lyst til at udfordre formaterne og prøve nye måder at arbejde på, og jeg har aldrig haft noget med, at der er noget, jeg ikke tør. 

Og at lave Mammutteateret og være lærer for skuespilelever har gjort, at min nysgerrighed og min lyst til, at tingene skal udvikle sig, hele tiden er blevet næret, så jeg håber, at jeg kan forsætte mange år endnu.