Du skal til at udgive et nyt album og har stået for musikken til DR’s nye serie 'Generationer', som begge kredser om generationstraumer og familiehemmeligheder. Hvorfor fylder de temaer for dig?

"Jeg har i mange år været bevidst om, at der er nogle ting, der er gået i arv i min familie. 

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

De mænd, jeg forelskede mig i, og de situationer, jeg opsøgte som ung, kom på en eller anden måde ud af en konflikt, jeg har haft med min far. 

På et ubevidst plan har jeg prøvet at forstå eller lære noget om ham – ellers har der bare været en form for genkendelse og tryghed i at ende i dysfunktionelle relationer. 

De dynamikker, synes jeg, har været spændende at dykke ned i, for jeg tror, at første skridt til at bryde de dårlige mønstre er, at jeg snakker højt om det."

Hvad er det for nogle ting, der er gået i arv i din familie?

"Min farfar var i koncentrationslejr og blev udsat for en masse traumatiske oplevelser, som min far også blev skadet af at vokse op med. Jeg har kun historierne fra min far, for min farfar døde, da jeg var to år – og det har altid været svært at navigere i, hvad der var løgne og sandheder med min far. 

Han fabrikerede ligesom en alternativ virkelighed, hvor vi børn måtte prøve at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert. Han fandt på så mange vilde historier. 

Da jeg var lille, nærede det min kreativitet, at han var så fantasifuld, men da jeg blev ældre, blev det ret svært."

Hvad var det, der blev svært med alderen? 

"Både det at hans historier blev vildere, men også mit behov for at forstå, hvad der var sandt og falsk. 

Som barn var det bare eventyr og fantasi, for han var virkelig kreativ, min far. Jeg kan huske, at vi tegnede, malede og snittede træ. Han inspirerede mig og lærte mig at skabe ting – men i takt med at jeg blev ældre, blev det hele mere og mere dramatisk. 

LÆS OGSÅ

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Han fortalte historier om, at vi havde en søster, der døde af en overdosis, og at han var uhelbredeligt syg med kræft, som vi jo fandt ud af ikke var sandt. 

Så det var selvfølgelig mindre sjovt."

Hvornår begyndte det at gå op for dig, at din far løj?

"Jeg opdagede det første gang, da min far og jeg skulle mødes med en kvinde og hendes søn i Tivoli – dengang mine forældre stadig var sammen. 

Sønnen spurgte mig, om jeg godt vidste, at min far kom og sov hos hans mor. Det var hårdt at finde ud af, for hans utroskab var et enormt svigt. 

Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han hellere ville have en anden familie. Det spind af løgne, som gik op for mig den dag, blev bare vildere og vildere med årene, samtidig med at han blev mere og mere alkoholiseret. Han var gift fem gange, for på den måde kunne han ligesom starte på en frisk, når han blev fanget i løgnene og ikke kunne finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert længere. 

Han havde bare ikke evnen til selvreflektion, så han gentog de samme mønstre igen og igen. Jeg har altid syntes, det var mærkeligt at kalde ham lystløgner, for jeg tror ikke, at han gjorde det af lyst. Det var en form for eskapisme for ham."

Hvordan påvirkede det dit forhold til ham?

"Jeg tror ret tidligt, at jeg kunne mærke, at han var på vej væk. Jeg stoppede kontakten til ham første gang, da jeg var 13 år, og det husker jeg som en hård tid. Men jeg blev nødt til at sætte mine grænser og tage afstand fra det, jeg kunne mærke, var destruktivt for mig. 

Jeg lærte at forstå med alderen, at alle mennesker har mange facetter. Der har ligget noget tilgivelse i at forstå hans ophav og hvad, der har sat spor i ham, som gør, at han ikke har kunnet handle anderledes."

Har du så kunnet tilgive ham?

"Det har været en lang proces. Jeg har taget afstand til ham i perioder og så taget ham tilbage igen, fordi jeg håbede, at det ville blive anderledes, men det blev det bare aldrig. 

Min overlevelsesmekanisme har måske også været fortrængning, hvor jeg tit glemmer, hvorfor jeg blev ked af det eller sur på nogen og kun husker det gode. Det gjorde jeg også med min far, når der gik lang nok tid imellem, at vi sås. 

Det er også et forfærdeligt liv, hvis mistro og vrede dominerer. Jeg kender mange, der er vokset op med lignende ar på sjælen, som bliver ved med at holde fast i lidelsesfortællingen, så det bliver deres identitet. Jeg har valgt, at det ikke skal definere mig længere, for jeg er mere end det. Jeg har set de her ting i øjnene og gjort mig fri en gang for alle. 

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Min far døde for otte år siden, og nu ser jeg tilbage på ham med kærlighed."

Hvad har du lært i den proces?

"Jeg har lært ikke at lade mig definere, og så har jeg lært at undgå dysfunktionelle relationer. 

De har føltes mere trygge, men nu er jeg faktisk ret fri af dem. Den ultimative streg i sandet var, da jeg mistede min mand i 2017, og min far døde to måneder efter. Der var virkelig et før og et efter, hvor jeg ikke kunne have mere drama i mit liv. Jeg skulle åbenbart rigtig meget igennem og opleve store tab for at lære det, men jeg er et andet sted i mit liv nu. 

Og selvom min nye musik tager udgangspunkt i svære tematikker, synes jeg samtidig, at håb og fejring står side om side med det mørke."